»Det er fint,« sagde hun og græd hele natten.
»Mor, hvad er der galt med dig?« Astrid ruskede i sin mors ærme. »Hvorfor svarer du ikke? Jeg spørger dig!«
»Alt er fint, skat,« svarede Lise Hansen og tørrede sine hænder i forklædet, før hun vendte sig mod vinduet. »Jeg er bare træt i dag.«
»Træt? Du er på pension!« Astrids stemme lød irriteret. »Jeg har brugt en halv time på at forklare om flytningen, og du lytter slet ikke.«
»Jo, jo, jeg hører dig. I flytter til et nyt hus, det er da dejligt.«
Astrid sukkede og satte sig ved køkkenbordet, hvor der stod uanrettede kopper med kold te.
»Mor, vil du ikke se på mig? Hvad er der sket?«
Lise vendte sig langsomt om mod sin datter. Hendes øjne var fyldt med uskede tårer, men hun kæmpede for at holde dem tilbage.
»Jeg har jo sagt, alt er fint. Fortæl mig mere om jeres nye hus.«
Astrid studerede sin mor. Noget var galt, men hun kunne ikke helt greje hvad. Moren så udtæret ud, med mørke skygger under øjnene.
»Mor, hvor er far? Er han ikke kommet hjem fra sommerhuset endnu?«
»Far…« Lise tav et øjeblik. »Han bliver lidt længere. Der er så meget at lave derude.«
»I december?« Astrid rynkede panden. »Hvad er der at lave på sommerhuset om vinteren?«
»Nå… sne skal fjernes, og huset skal tjekkes. Det er vinter, ved du nok.«
Datteren rynkede panden. Faren havde aldrig været på sommerhuset om vinteren før. Han sagde altid, at der ikke var noget at lave, bare penge spildt på transport.
»Mor, ring til ham. Sig, han skal komme hjem jeg skal tale med jer begge.«
»Lad ham være,« svarede Lise hurtigt. »Han har travlt.«
»Med hvad?« Astrid tog sin telefon frem. »Jeg ringer selv.«
»Lad være!« Morens hånd snappede telefonen. »Ring ikke til ham, er du sød?«
Astrid stirrede forvirret på hende.
»Mor, hvad foregår der? Har I skændtes?«
»Vi har ikke skændtes. Alt er fint, som jeg siger.«
»Hvad er det for et »alt er fint«?« Astrids stemme knækkede. »Du sidder bleg som et lagen, øjnene er røde, far er væk, og du gentager bare at alt er fint!«
Lise bed sig i læben og vendte sig mod vinduet igen. Udenfor dansede store snefnug og dækkede haven i et hvidt tæppe.
»Vil du have frisk te?« spurgte hun og skiftede emne. »Denne her er kold.«
»Jeg vil ikke have te! Jeg vil have sandheden!«
Astrid rejste sig og trådte tæt på sin mor.
»Mor, jeg er din datter. Hvis der er sket noget, skal jeg vide det. Hvor er far?«
Lise lukkede øjnene. En smerte, hun havde båret i en hel uge, trykkede i hendes bryst. En uge med tavshed, halve sandheder og skuespil.
»Far…« begyndte hun, men holdt inde.
»Hvad er der med far?« Astrid greb sin mors skuldre. »Mor, du gør mig bange!«
»Far har det fint. Han er rask.«
»Hvor er han så?«
En lang pause sænkede sig mellem dem. Lise stirrede ned i gulvet og fiklede med forklædet.
»Hos Birthe,« mumlede hun til sidst.
»Hvilken Birthe?«
»Birthe Nielsen. Fra opgangen ved siden af.«
Astrid blinkede forvirret.
»Jeg forstår ikke. Hvad laver han der?«
»Han bor der,« hviskede Lise.
Ordene faldt som en sten i vandet, og bølger af forståelse bredte sig.
»Hvordan… bor han der?« spurgte Astrid langsomt.
»Han er flyttet til hende. For en uge siden. Han sagde, han ikke kunne være sammen med mig mere, at han elskede hende.«
Astrid sank ned på en stol, som om benene ikke bar hende.
»Mor… er det sandt?«
»Ja.«
»Og du siger, »alt er fint«?«
Lise vendte sig endelig mod sin datter. Ansigtet var vådt af tårer, hun ikke længere kunne holde tilbage.
»Hvad skulle jeg sige? At din far, som jeg har levet med i otteogtredive år, har forladt mig for naboens kone? At jeg nu er en gammel, ensom kvinde, ingen har brug for?«
»Mor…« Astrid sprang op og holdt om hende. »Hvorfor fortalte du mig det ikke med det samme?«
»Jeg ville ikke gøre dig ked af det. Du har flytning, børn, arbejde. Hvorfor skulle du også have mine problemer?«
»Hvilke børn? Mine børn er voksne! Og du er min mor dine problemer er mine!«
Lise hulkede og klamrede sig til sin datter.
»Astrid, jeg har det så ondt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hvordan jeg skal leve videre.«
»Fortæl mig alt. Fra begyndelsen.«
De satte sig på sofaen sammen. Lise tørrede øjnene med et lommetørklæde og begyndte at fortælle.
»Det startede for tre måneder siden. Far blev ved med at blive længere, sagde han havde ærinder. Så blev han kold. Før spurgte han altid, hvordan jeg havde det, hvad jeg lavede til aftensmad. Men pludselig sagde han ingenting sad bare foran fjernsynet eller kiggede i sin telefon.«
Astrid lyttede uden at afbryde.
»Først troede jeg, han var træt. Han havde travlt på arbejdet, et nyt projekt. Men så lagde jeg mærke til, at han begyndte at tage sig mere af sig selv. Købte nye skjorter, brugte aftershave. Men hjemme var han mut.«
»Og du mistænkte ingenting?«
»Jo, selvfølgelig. Men jeg tænkte, måske var det bare mig. Vi har jo været sammen i så mange år, har børn, snart børnebørn… Det virkede umuligt.«
Lise græd igen.
»Og så mødte jeg Birthe i Netto. Hun opførte sig så underligt undgik at se mig i øjnene. Så vidste jeg det.«
»Vidste hvad?«
»At de var sammen. Kvindeintuition, kan man sige. Jeg kom hjem, og far var ved at gå. Sagde, han skulle hen til Flemming. Men han var så fin, håret redt.«
»Og du fulgte efter ham?«
»Ja. Jeg skammer mig, men det gjorde jeg. Han gik lige til Birthe. Op på hendes lejlighed.«
Astrid knyttede hænderne.
»Hvad gjorde du så?«
»Ingenting. Jeg gik hjem, sad oppe hele natten og tænkte. Om morgenen kom han hjem, som om intet var hændt. Spurgte efter morgenmad, tog på
