Den stille kvinde sagde højt:
“Jens Peter! Hvor længe skal jeg blive ved med at finde mig i det her? Det er anden gang på en uge, du har oversvømmet min lejlighed!” råbte nedenunderboen og viftede med en våd klud lige for næsen af Mette Nielsen.
“Jeg har da allerede undskyldt! Mit radiator drypper, jeg har ringet efter en VVS’er!” forsvarer manden sig, stående i døren i kun underbukser og en t-shirt.
“Undskyldt! Og hvad med mit loft? Jeg har lige sat nyt tapet op! Har I overhovedet styr på noget som helst?”
Mette stod bag sin mand med hænderne knyttet. Naboens Karen Jensen havde ret, men Jens ville, som altid, ikke høre efter. Radiatorn havde dryppet i en måned, og han havde udskudt at få det fikset.
“Skal du virkelig skrige som en markedsbodkælling!” brølede Jens. “Jeg skal nok få det ordnet!”
“Hvornår? Når hele min lejlighed står under vand?” Karen var rødglødende, hendes grå hår strittede, og kinderne var ildrøde.
Mette lagde forsigtigt en hånd på mandens skulder.
“Jens, hvad med at jeg finder en VVS’er i morgen? Jeg har et nummer til en dygtig en,” hviskede hun.
“Hold dig væk! Jeg klarer det selv!” snerrede han uden at vende sig om.
Karen så på Mette med medlidenhed. De havde kendt hinanden i otte år, siden Jens og Mette flyttede ind, men aldrig havde Karen hørt Mette hæve stemmen. Altid stille, altid eftergivende, altid undskyldende på hendes mands vegne.
“Okay, Mette, jeg ved godt, det ikke er din skyld. Men I må altså gøre noget!” Karen vendte sig og gik mod trappen.
Jens smækkede døren og gik ud i køkkenet, hvor der stod en gryde med hønsekødssuppe. Mette fulgte efter, stadig tavs.
“Hvad er der galt med dig?” knurrede han og satte sig ved stuen. “Hæld noget suppe op.”
Mette tog suppeskeen, men hendes hænder rystede. Dråber af suppe faldt på det rene dug, hun havde været ved at lægge på.
“Klodsmajor!” mumlede Jens. “Kan du ikke engang hælde suppe ordentligt?”
“Undskyld,” hviskede hun og tørrede hurtigt plammen væk med en serviet.
Under middagen klagede han over arbejdet, chefen og kollegærne. Mette nikkede og sagde enkelte gange: “Ja, det har du ret i” eller “Det er rigtigt.” Sådan havde det været i 23 års ægteskab.
Efter middagen lagde Jens sig for at se fodbold, mens Mette gik i gang med opvasken. Fra køkkenvinduet så hun Karen hænge vasketøj op på altanen. Karen så hende og vinkede. Mette vinkede forsigtigt tilbage.
Om aftenen, da Jens var faldet i søvn foran TVet, listede Mette ned til Karen.
“Mette! Kom indenfor! Vil du have en kop te?”
“Nej tak, jeg kommer kun et øjeblik. Jeg ville se, hvor slemt det var med dit loft.”
I badeværelset var det slemt. Der var et stort, gult vandplet på loftet, og i hjørnet var tapetet ved at løsne.
“Åh nej!” udbrød Mette. “Karen, undskyld! Jeg finder en VVS’er i morgen og betaler!”
“Det er ikke pengene, Mette. Det er bare nok nu. Din mand… Han gør altid andre til syndebukke, men vil aldrig tage ansvar.”
Mette så ned. Karen havde ret, men hun kunne ikke sige det højt.
“Han er træt efter arbejde,” forsvarer hun stille.
“Mette, hvordan har du det egentlig?” spurgte Karen pludselig. “Jeg har kendt dig i årevis, og jeg har aldrig set dig smile. Du virker altid så trist.”
“Jeg har det fint…” Mette blev forvirret over det direkte spørgsmål.
“Har I børn?”
“Nej. Det blev ikke til noget.”
“Ville I gerne?”
Mette tav længe, så nikkede hun.
“Jeg ville. Meget gerne. Men Jens sagde, det var for tidligt, så var der ikke penge, så var han ikke klar. Nu er det for sent.”
Karen satte teen fra sig og gik hen til Mette.
“Hvad vil DU selv? Ikke hvad Jens vil, men hvad du vil?”
“Jeg ved det ikke,” svarede Mette ærligt. “Jeg har glemt, hvad jeg vil. Jeg har tænkt så meget på ham…”
“Mette, du er en smuk kvinde. 45 år er ingen alder! Hvorfor gør du dig selv så… lille?”
Mette så sig selv i spejlet. Ansigtet var ikke gammelt, øjnene klare, figuren slank. Men udtrykket… træt, som om livet var slukket.
“Jeg gør mig ikke lille. Det er bare… sådan det er. Jeg kan ikke skændes. Min mor sag
