**Dagbogsnotat**
I dag skete der noget, der fik mig til at skamme mig dybt. Jeg stod midt i vores fælles køkken i lejligheden på Vesterbro og råbte som en galning. “Hvor er mit tæppe? Hvem har taget det?” Mine stemme gjaldede gennem hele lejligheden, så selv de gamle tapeter i entreen måtte gyse.
“Astrid! Astrid Lund!” min stemme skar gennem luften. “Giv mig mit tæppe tilbage med det samme!”
“Hvilket tæppe, Dorte?” Min nabo Astrid kom ud fra køkkenet og tørrede sine våd hænder i forklædet. “Er du blevet skør? Hvad snakker du om?”
“Lad være med at spille uskyldig! Mit uldne tæppe, det eneste, min afdøde mor efterlod mig! Jeg ved udmærket, du har taget det!”
Astrid sukkede dybt og trådte ind i gangen, hvor de andre beboere allerede var samlet. Den gamle Erik Nielsen kiggede ud fra sin dør i hjemmesko, mens den unge Mette med sin baby på armen stod som forstenet ved sin lejlighed.
“Dorte, tag det nu roligt,” prøvede Erik at berolige mig. “Hvilket spektakel! Barnet begynder at græde!”
“Jeg er ligeglad med barnet!” hvæsede jeg og viftede med armene. “Mit tæppe er blevet stjålet! Min mors tæppe! Det eneste, jeg har tilbage af hende!”
“Slap nu af,” brød Astrid ind. “Hvad er det for en scene? Hvilket tæppe? Jeg har ikke engang set det!”
“Løgn! I går aftes vaskede jeg det og hængte det op på badeværelset. Og i morges var det væk! Hvem andre end dig kunne have taget det? Du er jo den mest nusselige af os alle!”
Mette listede stille ind i sin lejlighed for at undgå konflikten. Babyen begyndte allerede at klynke over alle de høje stemmer. Erik rystede på hovedet og forsvandt også.
“Dorte,” sagde Astrid og trak vejret dybt, “jeg forstår, du er ked af det. Men at beskylde mig for tyveri… Det er simpelthen for meget!”
“Hvem skulle det ellers være?” Jeg stak hænderne i siden. “Erik? Han er 75 år gammel han har ikke brug for et tæppe! Mette? Hun har nok at se til med sit barn! Så er det kun dig tilbage!”
“Åh, hold op med dine beskyldninger!” Astrid kunne ikke holde det ud længere. “Først mangler din sukker, så din mælk, og nu dit tæppe! Måske har du selv gemt det væk?”
“Hvor vover du!” Mit ansigt blev helt rødt. “Skulle jeg have stjålet mit eget tæppe?”
“Hvordan skal jeg vide det?” Astrid slog ud med hånden. “Måske har du glemt, hvor du lagde det. Vi er jo ikke de yngste længere.”
“Du skal ikke komme og antyde, at min hukommelse svigter!” Jeg hamrede næven ind i væggen. “Jeg har en fantastisk hukommelse! Og jeg ved udmærket, at tæppet hang på badeværelset!”
Astrid sank udmattet ned på en stol i gangen. At bo sammen med mig blev mere og mere udfordrende. Før var jeg bare en sur nabo, men nu var jeg blevet en regelret husdiktator.
“Dorte,” sagde hun stille, “lad os nu tage det roligt. Beskriv dit tæppe. Hvordan ser det ud?”
“Det er uldent,” sagde jeg og sænkede stemmen lidt. “Gråt med tern, med frynser i kanterne. Min mor strikkede det, da
