Lydia Nielsen stod ved køkkenvinduet og så sin barnebarn Magnus kaste sten efter naboens kat. Drengen var kun syv år gammel, men allerede lå der en ondskabsfuldhed i hans bevægelser, der fik hans bedstemor til at frygte.
“Magnus, stop nu med det der!” råbte hun og åbnede vinduet.
Drengen vendte sig ikke engang. Han tog en større sten og kastede den igen mod det stakkels dyr. Katten gav et fortvivlet miav og forsvandt bag garagerne.
Lydia sukkede og gik for at tage jakke på. Hun måtte ned og tale med drengen. Men hun vidste, der var lille chance for, det ville hjælpe. Magnus adlydte hende ikke, snakkede tilbage, og nogle gange løb han endda hjem for at klage til sin mor.
I opgangen mødte hun naboen, Gitte Hansen.
“Lydia, har du set din barnebarn?” spurgte Gitte irriteret. “Han jagter min Misse igen!”
“Jeg så det, Gitte. Jeg taler med ham.”
“Hvad skal det også nytte? Du burde tale med Amalie i stedet. Det er jo hele hendes opdragelse eller mangel på samme.”
Lydia tav. Hun gad ikke diskutere, men hun kunne heller ikke give naboen ret. Amalie var hendes datter, og uanset hvordan deres forhold var, måtte hun forsvare hende.
Nede i gården havde Magnus fundet en ny underholdning han flåede vingerne af fluer, han havde fanget i en glas.
“Magnus, hvad laver du?” Lydia satte sig ved siden af ham på bænken.
“Undersøger,” mumlede drengen uden at kigge op.
“Hvad undersøger du?”
“Hvordan de kan leve uden vinger.”
“Hvorfor vil du vide det?”
Magnus trak på skuldrene.
“Det er interessant.”
Lydia tog forsigtigt glasset fra ham.
“Fluen er også et levende væsen, Magnus. Det gør ondt på dem, når du river deres vinger af.”
“Og hvad så? De er klamme.”
“Man må ikke gøre ondt på andre, selvom man ikke kan lide dem.”
Drengen så på hende med et udtryk, som om hun talte kinesisk.
“Mor siger, at hvis nogen er svagere end mig, behøver jeg ikke at være bange for dem.”
Lydias hjerte knugede sammen. Var det virkelig sådan, Amalie lærte sit barn?
“Mor siger mange ting, men ikke alt er rigtigt. De stærke skal beskytte de svage, ikke gøre dem ondt.”
“Det er noget fis,” svarede Magnus og løb hen til legepladsen.
Om aftenen besluttede Lydia at tale med sin datter. Amalie kom for at hente sin søn ved ottetiden, som sædvanlig træt efter arbejde og irriteret.
“Mor, har du fodret ham i det mindste?” spurgte hun uden at hilse.
“Selvfølgelig har jeg det. Amalie, vi skal tale sammen.”
“Om hvad?” Amalie fingrede nervøst ved sin taske.
“Om Magnus. Om hans opførsel.”
Amalie rullede med øjnene.
“Er der klager igen? Mor, han er syv år! Alle børn er sådan i den alder.”
“Det er ikke bare leg, Amalie. Han plager dyr, er uforskammet overfor voksne og lytter til ingen.”
“Og hvad foreslår du? At låse ham inde?”
“Jeg foreslår, at du opdrager ham. Lærer ham, hvad der er rigtigt og forkert.”
Amalie fnøs.
“Tiderne har ændret sig, mor. Verden er hård. Jeg vil ikke have, at min søn vokser op og bliver en svagling, alle kan træde på.”
“Men der er forskel på styrke og ondskab!”
“Hvilken forskel? Det vigtigste er at passe på sig selv.”
Lydia så på sin datter og genkendte hende ikke. Hvor var den søde, omsorgsfulde pige, hun havde opdraget? Hvornår blev Amalie så kynisk?
“Magnus, vi går hjem!” råbte Amalie ud mod legepladsen.
Drengen kom slæbende.
“Bedste, kommer jeg i morgen?” spurgte han.
“Selvfølgelig, skat.”
Amalie tog sin søns hånd og gik mod udgangen. Ved porten vendte hun sig.
“Mor, stop med at fylde hans hoved med alt det der snak om godhed og retfærdighed. Livet er hårdt.”
Efter de var gået, sad Lydia længe på bænken og tænkte på, hvor hun havde fejlet i Amalies opdragelse. Amalie havde været et helt almindeligt barn, hverken bedre eller værre end andre. Hun havde klaret sig okay i skolen og hjulpet til derhjemme. Hvad var der sket siden?
Næste dag kom Magnus i dårligt humør.
“Hvad er der sket?” spurgte Lydia, da hun så ridserne i hans ansigt.
“Victor er en idiot,” mumlede drengen.
“Hvorfor kradsede han dig?”
“Fordi han er dum.”
Lydia troede ham ikke. Victor var en rolig dreng fra nabohuset. Hun kendte ham og hans forældre godt.
“Magnus, sig sandheden. Hvad gjorde du mod Victor?”
“Ikke noget særligt,” svarede han uden at møde hendes blik. “Jeg tog bare hans slik.”
“Tog du det eller tog du det fra ham?”
“Øh… tog det fra ham. Men jeg slog ham ikke!”
“Ville han ikke give dig noget?”
“Nej. Han er nærig.”
Lydia sukkede.
“Man må ikke tage andres ting. Hvis du vil have slik, spørg pænt eller køb dit eget.”
“Hvorfor? Han er svagere end mig, så jeg er den stærke. Mor siger, at den stærke altid har ret.”
“Mor tager fejl.”
Magnus så forbløffet på hende.
“Mor kan ikke tage fejl. Hun er voksen.”
“Voksne tager også fejl, Magnus. Og din mor er ikke undtagelsen.”
Drengen tav et øjeblik og tænkte over det.
“Hvis mor tager fejl, hvem har så ret?”
“Dem, der ikke gør de svage ondt. Dem, der hjælper andre. Dem, der taler sandheden.”
“Så du har ret, og mor tager fejl?”
Lydia blev forvirret. Hun ville ikke sætte drengen op mod sin mor, men hun kunne heller ikke tie stille.
“Jeg prøver at have ret. Men det vigtigste er din samvittighed. Den vil altid fortælle dig, hvad der er rigtigt.”
“Hvad er en samvittighed?”
“Det er en stemme inde i dig, der fortæller dig, hvad der er godt og ondt. Da du tog fra Victor, sagde din samvittighed så ikke noget?”
Magnus rynkede panden.
“Jo. Men mor sagde, det var fjollet.”
“Og hvad synes du?”
“Ved ikke,” indrømmede han ærligt.
Lydia besluttede at fortælle ham en historie om en kæmpe, der beskyttede de svage i stedet for at gøre dem ondt. Magnus lyttede opmærksomt og stillede spørgsmål. Det var tydeligt, historien interesserede ham.
Efter historien gik de ud at gå. I gården legede børn, blandt dem Victor. Da han så Magnus, prøvede han at
