**Det Ufrivillige Valg**
“Katrine, måske er det på tide at stoppe med at lyve for hinanden?” Simon trådte så tæt på hende, at hun kunne mærke hans ånde mod sin kind.
“Simon, du ved godt, at han er min mand!” hvinede Katrine nervøst, for hun havde allerede gentaget den sætning flere gange den aften.
“Hvad så? Vi har ret til at være lykkelige! Sig mig sandhedener Lukas min søn?” Med de ord greb Simon hende om skuldrene.
Hun bøjede hovedet og begyndte at græde, uden at skamme sig over tårerne længere…
…Katrine og Mads havde boet i samme bygning hele deres liv. Deres forældres lejligheder lå på samme etage. Familien var ikke nære venner, men de havde altid haft et varmt naboskab.
En tættere venskab ville nok ikke fungere. Katrines forældre arbejdede i symfoniorkestreten kultiveret familie, der altid havde gæster og et liv fuldt af musik. Katrine gik allerede i musikskole og drømte om at følge i deres fodspor.
Mads familie var det modsatte. Hans mor arbejdede i den lokale købmand, hans far som mekaniker. Trods forskellen blev Katrine og Mads alligevel venner. Først i børnehaven, så i skolen, hvor de endda sad ved samme skolebænk.
Katrines forældre havde ikke noget imod deres venskab, men de så ham aldrig som en fremtidig svigersøn. Mads forældre derimod elskede ideen og kaldte dem ofte for “kærester” som en spøg.
…Den første skoledag i 7. klasse ændrede alt for Katrine. Da klassen samledes, kom læreren indikke alene, men med en smuk dreng ved sin side.
“Godmorgen, alle sammen! Mød Simonhan starter i vores klasse i dag.”
Simon fangede straks alle pigernes opmærksomhed. Pænt tøj, et charmerende smil, og de mest intense blå øjne. Også Katrine lagde mærke til ham, men turde ikke tale til ham.
Senere, på vej til musikskole, stod hun på trappen og tænkte over sin dag, da døren pludselig gik op. Hun fór sammenog der stod Simon.
“Hej!” sagde hun forlegen.
“Hej!” smilede han tilbage med det samme strålende smil.
“Går du også her?” spurgte Katrine.
“Ja, min time er lige slut. Hvad med dig?”
“Jeg skal til solfège… lidt kedeligt,” sagde hun med en grimasse.
Simon ville sige mere, men så kom Sofie stormende ind, skubbede til Katrine og råbte:
“Katrine, kom nu! Vi er ved at komme for sent’Generalinden’ bliver rasende!”
(Solfègelæreren, Fru Møller, blev kaldt “Generalinden” bag hendes ryg.)
Katrine kastede et sidste blik på Simon, men Sofie skubbede hende indenfor.
På timen kunne Katrine kun tænke på Simonnoget som læreren straks bemærkede.
“Katrine, jeg forventer mere fokus. Du virker helt fraværende i dag.”
“Undskyld…” mumlede hun.
Efter skolen hørte hun en stemme bag sig: “Katrine, vent!”
Simon havde ventet på hende.
“Skal vi gå hjem sammen?”
De snakkede om musik, om hans tidligere liv i en anden by. Simon ville også dedikere sit liv til musik…
…I weekenden kunne Katrine ikke tænke på andet. Hun vidste det ikke endnu, men hun var forelsket. Før gik hun og Mads altid hjem sammennu var de tre. Mads hadede allerede den elegante Simon, men turde ikke sige det…
…To år senere var de færdige med 9. klasse. Katrine og Simon vidste nu, at de elskede hinanden. Men Mads stod imellem dem.
“Katrine, skal vi på diskotek?” spurgte Mads.
“Nej, Simon og jeg skal i koncert. Mine forældre har købt billetter.”
“Hvorfor tager du ham og ikke mig?”
“Fordi du hader klassisk musik! Næste weekend tager vi på diskotekmåske kan Simon også komme?”
Mads sukkedehan kunne ikke lide idéen…
Efter 9. klasse startede Mads på teknisk skole, mens Katrine og Simon blev på gymnasiet. Det var den lykkeligste tid i hendes liv. De sad sammen, gik sammen, og en dag, efter en koncert, kyssede de for første gang.
De lovede hinanden at blive gift efter gymnasiet, starte på musikkonservatoriet sammenog aldrig skilles…
Men da studentertiden kom, var forældrene imod det.
“En bryllup nu? Du er jo vanvittig!” råbte Katrines mor.
“Musikken kræver tidfamilieliv må vente!” sagde hendes far.
Simons forældre var endnu værre.
“Jeg giver ikke min tilladelse! Du skal studere, ikke stifte familie! Og du skal studere hvor din morfar undervisteikke her!”
Simon blev tvunget til at flytte. I starten skrev de, men med tiden forsvandt kontakten.
…År senere, under en musikkonkurrence, mødtes de igen. Følelserne blussede op, og de tilbragte natten sammen.
“Jeg kan flytte til dig nuingen kan stoppe os!” sagde Katrine.
Simon rystede på hovedet. “Det kan ikke lade sig gøre… Jeg skal giftes med min mors vens datter. Hun er gravid.”
Katrine var knust. Da hun kom hjem, var hun som forlammet.
Mads mærkede det. “Hvad er der galt? Kom, lad os tage i byen.”
En måned senere opdagede Katrine, at hun var gravidmed Simons barn. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Abort var ikke en mulighed, men hvordan finde Simon nu?
Mens hun tøvede, tog skæbnen beslutningen for hende. Mads forespurgte:
“Katrine, vil du gifte dig med mig?”
“Ja,” svarede hun hurtigtfor hurtigt til at han troede på det.
De giftede sig, og Lukas blev født…
…Femten år senere dukkede Simon op igen. Han havde aldrig glemt hende. Hans ægteskab var ulykkeligt, og nu ville han skillesfor hende.
De mødtes i smug. Katrines hjerte var splittet.
“Lad os løbe væk sammenmed vores søn!” sagde Simon.
Tre dage senere kom han ikke. Han døde i en bilulykke…
“Katrine, hvad er der galt?” spurgte Mads en dag.
“Du ville jo have en pige… Måske er det tid til endnu en barn?”
Han stirrede forbløffethun havde altid sagt nej før.
Det tog tre år, men så kom Alberte til verden.
Katrine elsker stadig Simon i smug. En dag vil hun fortælle Alberte om ham. Men lige nu nyder hun sin familieog har fundet ro. Måske var det ikke hende, der tog valget. Måske var det skæbnen alligevel.
**Livserfaring:** Kærlighed er ikke altid nok. Nogle gange er det bedste valg det, livet tvinger os tilog det er okay at finde lykke i det, der allerede er der.
