En Kvindes Historie
Lene og Mikkel blev betragtet som det perfekte par. Begge var smukke, succesrige og velhavende men børn fik de ikke. Lægerne trak på skuldrene og stillede en skuffende diagnose.
Alligevel gav de ikke op. De gik i kirke, bad af hele deres hjerte og besøgte hellige steder. Hver gang de hørte om en gammel klog kone på landet, tog de straks afsted. En af dem sagde, at de ville få et barn måske endda flere men gennem smerte og tab. Hun sagde meget mere, men Lene var så lykkelig, at hun kun huskede én ting: de måtte tro.
“De burde leve for sig selv og rejse. De har penge nok, men i stedet laver de en tragedie ud af det. Børn er utaknemmelige alligevel de giver dig ikke engang et glas vand, når du bliver gammel,” hviskede folk bag deres ryg.
“Hun er for gammel. Hun burde tænke på at blive bedstemor i stedet. Men hvordan skal det gå, når hun ikke engang har børn?”
En dag sagde Lene til Mikkel, at han var velkommen til at finde en yngre kvinde, der kunne give ham børn. Måden, han så på hende, fik hende til at fortryde sine ord, og hun bragte det aldrig op igen.
Sådan levede de. De havde alt karriere, lejlighed, penge men det viste sig ikke at være nok. Lene vidste, hun ville være den bedste mor i verden. Hun forestillede sig, hvordan hun ville vugge en lille baby, der lignede dem, hvordan barnet ville tage sine første skridt og begynde i skole. Nogle gange overtalte hun sig selv: “Folk lever uden børn. Det er måske min skæbne. Hvis Gud ikke vil give mig et barn, har jeg måske ikke fortjent det.” Og hun ledte efter fejl hos sig selv, der kunne forklare, hvorfor hun blev straffet.
Måske hjalp bønnerne. Måske havde Gud til sidst nåde med dem og belønnet deres tålmodighed. En dag skete det mirakel, de altid havde troet på.
Lene havde ikke længere styr på sine cyklusser. Da hun en morgen følte sig kvalm, troede hun, det var noget, hun havde spist aftenen før. Men kvalmen kom igen næste morgen. Og da hun lavede suppe, kunne hun ikke holde lugten af kød ud. Kunne det være…? Nej, umuligt! Alligevel gik hun på apoteket og købte to graviditetstests.
Hvor ofte håber vi ikke på et mirakel, men når det sker, tvivler vi? Sådan var det også for Lene. Hun troede ikke sine egne øjne, da hun så de to pink streger. Hun kunne knap vente, til Mikkel kom hjem, før hun udbrød:
“Jeg er gravid!” Hun rakte ham testen.
De kastede sig i hinandens arme og stod længe sådan, indtil glædestårerne tørrede.
Mikkel lod hende ikke løfte noget tungt. Han forbød hende at gå i butikken uden ham, så hun ikke skulle bære tunge poser. Han spurgte hele tiden, hvordan hun havde det.
“Stop nu med at være så hysterisk. Kvinder meget ældre end mig får børn,” sagde Lene irriteret.
“Jeg er ligeglad med andre kvinder. Jeg har kun dig. Jeg vil ikke risikere, at der sker noget med dig eller vores barn,” svarede han og kyssede hende. “Desuden nyder jeg at passe på jer.”
Da maven blev synlig, undgik de ikke opmærksomhed. Nogle var oprigtigt glade for dem, mens andre ikke skjulte deres negative holdninger.
“Har I så fået fertilitetsbehandling alligevel?”
“Hun får det ikke til at gå godt, eller også bliver barnet handicappede,” hviskede en nabo til en anden på bænken udenfor. Lene hørte det og skyndte sig væk. Hun gik videre, strøg over maven og hviskede:
“Lyt ikke til dem. Du bliver den smukkeste og klogeste.” Hun vidste allerede, det ville blive en pige.
Før undgik hun børneafdelinger, men nu gik hun frimodigt ind og købte de fineste tøj til sin lille datter. Derhjemme foldede hun det ud og nød synet, mens hun forestillede sig sin datter i det. Hun holdt den lille dragt op til sit ansigt. Den lugtede af butik, men det var hendes datters tøj.
Da tiden kom, valgte de den bedste klinik og en kejsersnit-fødsel de ville ikke risikere noget. De havde ventet for længe. Pigen blev født sund og rask. Der gik ikke en dag, hvor de ikke takkede en højere magt for deres lykke.
Lene havde ingen mælk, så de købte de dyreste og bedste modermælkserstatninger. De kunne sidde i timevis og se deres datter sove. Så kom de første tænder, de første ord, de første skridt. Mikkel foreslog, at Lene ikke skulle tilbage på arbejde efter barsel.
“Ingen børnehaver. Hun vil bare blive syg af de andre børn.”
Datteren blev meningen med livet for Lene. Hun elskede at være hjemme med hende. Emma voksede op i kærlighed, smuk og velopdragen, uden at give problemer.
Men man vænner sig til lykken og begynder at tage den for givet.
Emma gik nu i skole. En aften sad hun og lavede lektier, Mikkel læste avisen, og Lene lavede aftensmad. Da hun skulle skære grøntsager til salaten, opdagede hun, at hun havde glemt at købe mayonnaise.
“Mikkel, jeg løber lige i Netto,” sagde hun.
“Mm,” mumlede han uden at lægge avisen fra sig.
Da hun kom hjem, gik hun straks i gang med salaten. Men da hun ville kalde Emma til aftensmad, var hun ikke der.
“Mikkel, hvor er Emma?”
“Hun løb over til Sofie et øjeblik.”
“Hvor længe siden?”
“Lige efter du gik.”
Lene kiggede på uret den var halv syv. Man siger, at en mor føler en varslende uro i sådan en situation, men Lene mærkede ingenting. Sofie boede i nabolaget. Hvorfor skulle hun bekymre sig?
De spiste uden hende. Bagefter ringede Lene til Sofies mor.
“Hej, det er Lene. Emma skulle snart hjem,” sagde hun.
“Hun er ikke her. Vi troede, du ikke havde ladet hende komme. Er der sket noget?”
“Hvad mener du?” Lene tabte telefonen.
Mikkel sprang op.
“Hun er ikke hos Sofie,” sagde Lene med stiv læbe.
De tog jakkerne på og løb ud. Det var efterår, og mørket faldt på. De råbte og ledte overalt, men Emma var sporløst forsvundet. Ingen havde set hende.
Mikkel ringede til politiet.
“Bliv rolige. Vi finder hende. Gå hjem måske kommer hun selv,” sagde en høflig betjent.
De ventede, skælvende ved hvert ring. Men Emma kom aldrig hjem. Lene sov ikke, kun kortvarigt, før
