Ved udgangen af metroen i København havde der dannet sig en prop. Det regnede kraftigt udenfor. De heldige, der havde paraplyer, stoppede op i dørene for at finde dem frem fra taskerne. Dem uden paraplyer tøvede med at træde ud i regnen. Men folk bagved skubbede, pressede dem ud i det våde vejr.
“Tag din paraply frem,” sagde Erik, der stod lige ved udgangen.
“Jeg har ikke nogen,” svarede Freja forvirret, mens hun blev presset fremad af mængden.
“Jeg advarede dig i morges om, at det ville regne,” sagde Erik irriteret, mens han stod i regnen og så længselsfuldt tilbage mod metroens døre.
“Jeg var ved at være sent på den, blev distraheret… Du kunne selv have taget én. Din paraply er størrevi kunne begge have fået plads under den,” svarede Freja.
“Lad nu være. Vi smelter ikke, selvom vi bliver våde.” Erik marcherede beslutsomt videre, mens Freja knap nok kunne følge med.
“Netop fordi den er stor! I går slæbte jeg den hele dagen, og der faldt ikke en dråbe. Din er sammenklappelig. Hvorfor tog du den overhovedet op af tasken?” knurrede Erik undervejs.
“Den skulle tørre…”
De skændtes, mens de gik, og deres stemmer gik tabt i regnens larm.
“Du finder altid undskyldninger for dig selv, men jeg er altid den, der gør noget galt,” protesterede Freja, træt af skænderiet.
“Jeg beskylder dig ikke, jeg siger bare…”
“Du sagde det på en måde, der fik mig til at føle mig skyldig igen. Kunne du ikke bare have sagt det anderledes? Eller holdt mund? Jeg er træt af dine konstante angreb. Du kan gøre et bjerg af en myretue,” sagde Freja såret.
“Kalder du regn for en myretue?” spurgte Erik uden at vende sig. “Jeg sagde bare…”
“Åh, begynd nu ikke igen. Det er nok!” afbrød Freja ham.
Hun gispede efter vejret af den hurtige gang, og stemmen dirrede.
Erik mumlede videre, men hun svarede ikke, og snart tav også han. Freja vidste, hun tog fejlog så denne regn… Tøjet klistrede til hendes krop, og vandet løb ned af hendes hår.
Hvornår var det begyndt? De små skænderier, kritikken. Eller var det altid sådan? Måske. Før havde hun altid prøvet at give efter, slukke gnisten, før den blev til en brand.
En mand kom gående imod dem. Han havde heller ingen paraply, men han gik, som om han nød regnen. Roligt, med hænderne i lommerne på sine jeans. Freyas hjerte hamrede pludselig, hurtigere end hun kunne tænke. *Anders!*
Hun kunne ikke tage øjnene fra hans ansigt. Han så også på hende, men da han gik forbi, vendte han pludselig blikket væk. Hvad betød det? Det *var* ham! Hun kunne ikke tage fejl. Men han gik bare forbi, hilste ikke engang. Måske var det en anden? Hun trak vejret skælvende. Hun havde åbenbart holdt vejret hele tiden. Tårerne pressede sig frem, men det var svært at se dem i regnen.
“Kender du ham? Hvorfor stirrede han sådan på dig?” Erik bøjede sig frem for at se hende i øjnene.
“Nej. Jeg tog nok fejl,” sagde Freja efter en pause.
*Men hvorfor lod han, som om han ikke kendte mig?*
“Du lyver. I så på hinanden… Du ser ud, som om du har set et spøgelse.”
*Det har jeg også,* tænkte Freja, men sagde blot:
“Han ligner en fra mit studie. Jeg tog fejl. Du så selvhan hilste ikke engang.” Hun forsøgte at lyde rolig, men indeni kogte hun. “Er du jaloux?” Hun prøvede at gøre det til en spøg.
“Du ser forvirret ud,” insisterede Erik.
“Hold op med at forhøre mig. Jeg. Kender. Ham. Ikke!” råbte Freja og kunne ikke holde det tilbage.
*Han har ret. Jeg så et spøgelse. Jeg har prøvet at glemme ham! Men hvis han ikke vil kende mig, så vil jeg heller ikke kende ham. Han svigtede mig…*
“Indrøm det. Der var noget mellem jer. Ellers ville du ikke reagere sådan,” sagde Erik køligt.
“Hvad vil du opnå? Hold nu op,” bad Freja.
Endelig nåede de hjem.
“Jeg er først i bad,” sagde Freja, så snart de var inde i lejligheden, og skyndte sig ind i badeværelset.
Erik mumlede noget, men hun tændte for vandet for ikke at høre ham. *Hvilket syn! Og han så mig sådan her. Ikke underligt, han gik forbi. Alt den regn…* Hun betragtede sig selv i spejlet.
Hun trak det våde tøj af og smed det i vaskemaskinen. Hendes figur var stadig slank, brysterne ikke faldne, ingen rynker i ansigtet. Hun var glad for sine tykke, sorte vipperhun brugte sjældent makeup. *Ikke at jeg også skulle ligne en brilleorm. Nej, jeg ser faktisk okay ud.*
Hun stod under den varme bruser og lod vandet bade hende, mens minderne strømmede tilbage…
***
Freja nærmede sig opslagstavlen ved universitetet. En tæt kreds af studerende stod foran de opslåede lister. Hun kunne ikke se noget bag de høje fyre.
“Lad mig komme til!” Frustreret skubbede hun sig frem.
“Værsgo,” sagde en dreng og trådte til side.
Freja fandt sit navn, men folk skubbede, og hun måtte lede flere gange. Nej, hun tog ikke fejl. Hun masede sig ud af mængden.
“Tillykke,” lød en stemme ved siden af hende.
Det var en fremmed dreng.
“Tak. Kom du også ind?” spurgte hun glad.
“Ja. Så vi studerer sammen.”
“Fedt!” smilede Freja.
De mødtes i september som gamle bekendte. De var i forskellige grupper, men så hinanden til forelæsninger og i kantinen. Anders så på hende, smilede, men forsøgte ikke at komme tættere på. “Hej. Hvordan går det? Farvel.” Det var alt.
Første semester sluttede, eksamenerne nærmede sig. Freja standsede udenfor universitetet og tøvede. Mørke skyer truede, og hun havde ingen paraply. *Skulle jeg vente? Eller nå hjem i tide?*
“Wow!” Anders kom ud ad døren.
“Har du en paraply?” spurgte Freja.
“Nej. Men vi når det. Kom!”
De nåede kun 300 meter, før de første tunge dråber faldt.
“Løb! Min lejlighed er derhenne.” Anders greb hendes hånd, og de løb, mens regnen blev kraftigere.
Da de nåede indenfor, var de gennemblødte.
“Er der nogen hjemme hos dig?” spurgte Freja, mens de gik op ad trappen.
“Min mor,” sagde han og satte n
