Først syntes Mads, at hans mor bare var blevet lidt fyldigere. Men det var på en mærkelig måde. Hendes talje var pludselig blevet rund, mens resten af hende var den samme. Det var pinligt at spørge om hvad nu hvis mor blev fornærmet? Faren tav og så ømt på moren, så Mads lod som om, han heller ikke lagde mærke til noget.
Men snart blev maven helt tydeligt større. En dag, da Mads gik forbi forældrenes værelse, så han tilfældigvis, hvordan faren strøg moren over maven og hviskede noget kærligt til hende. Hun smilede tilfreds. Det var akavet at overvære, så han skyndte sig væk.
“Mor venter et barn,” gik det pludselig op for Mads. Tanken chokerede ham mere, end den overraskede ham. Selvfølgelig var hans mor smuk og så yngre ud end mange af hans klassekammeraters mødre, men alligevel virkede graviditeten i hendes alder forkert. Det var pinligt bare at tænke på. Han vidste godt, hvor børn kom fra, men at hans forældre stadig gjorde sådan noget? Det var alligevel hans mor og far.
“Far, venter mor et barn?” spurgte han en dag. Af en eller anden grund var det lettere at snakke med faren om det.
“Ja. Mor drømmer om en lille pige. Måske er det dumt at spørge, men ville du helst have en lillebror eller lillesøster?”
“Får man børn i den alder?”
“Hvilken alder? Mor er kun 36, og jeg er 41. Er du imod det?”
“Spurgte I overhovedet mig?” svarede Mads hårdt. Faren så alvorligt på ham.
“Jeg håber, du er gammel nok til at forstå os. Mor har altid ønsket sig en datter. Da du blev født, boede vi til leje. Mor passede dig, og jeg arbejdede alene der var knap nok penge til det mest nødvendige. Så vi besluttede at vente med et barn mere. Så døde bedstemor, og hendes lejlighed blev vores. Kan du huske hende?”
Mads trak på skuldrene.
“Vi lavede lidt renovering og flyttede ind. Da du blev større, og mor fandt arbejde, blev det bedre økonomisk jeg købte vores første bil. Men vi udsatte datteren igen, sagde, der var tid nok. Og så skete det bare ikke. Og nu, da vi næsten havde opgivet håbet…”
“Jeg håber, det bliver en pige, som mor ønsker. Selvfølgelig er hun ung, men ikke en ung pige. Så prøv i det mindste ikke at gøre hende nervøs. Tænk dig om, før du siger noget hårdt. Hvis der er noget, så sig det til mig. Aftale?”
“Ja, ja, far.”
Så fandt de ud af, at det virkelig blev en pige. Der begyndte at dukke lyserøde babysager op i huset. De så så små ud, som legetøj. Der kom en lille barneseng. Mor var ofte væk i sine egne tanker, som om hun lyttede indad. Så spurgte faren bekymret, om alt var okay, og Mads kunne mærke hans uro.
Personligt var han ligeglad med barnet, især en søster. Hvad skulle han med et skrigende babybylt? Det eneste, han tænkte på, var Emma Nielsen. Hvis hans forældre ville have et barn til det var deres sag. Men var det ikke fint? Så ville de fokusere på hende og lade ham være i fred.
“Er det farligt? Altså at føde i hendes alder?” spurgte Mads.
“Der er altid risiko. Selvfølgelig er det hårdere for mor nu end da hun ventede dig hun er 13 år ældre. Men vi bor jo ikke i en skov eller på landet. Vi bor i en storby med gode hospitaler og læger… Det skal nok gå,” tilføjede faren træt.
“Hvornår? Hvor lang tid?”
“Hvad? Fødslen? Om to måneder.”
Men mor fødte en måned før tid. Mads vågnede af larm. Han hørte stønnen og travlhed gennem væggen. Han stod op og gik søvnig hen til forældrenes værelse. Mor sad på den sammenkrøllede seng, holdt om sin ryg og gynge frem og tilbage som en pendul, mens hun stønnede. Far løb nervøst rundt og samlede ting sammen.
“Glem ikke mappen med papirerne,” sagde mor anstrengt med lukkede øjne.
“Mor,” kaldte Mads og var pludselig lysvågen af den fælles uro.
“Undskyld, vi vækkede dig. Det er bare… Hvor bliver den ambulance af?” sagde far ud i luften.
Luften svarede med ringen på døren, og far skyndte sig at åbne. Mads vidste ikke, om han skulle tage tøj på eller blive hos mor, men så kom en mand og en kvinde i ambulanceuniform ind og begyndte at stille mærkelige spørgsmål:
“Hvor længe har veerne været? Hvor ofte komme
