Kvinden, der gjorde rent i huset, følte medlidenhed med den forældreløse og gav ham mad, mens ejerne var væk. Da de velhavende mennesker kom hjem, kunne de ikke tro deres egne øjne.
Mette havde arbejdet i familien Lunds hus i mange år. Den dag var ejerne taget afsted, og da hun var færdig med rengøringen, satte hun sig for at hvile sig ved vinduet. Pludselig fangede en dreng hendes opmærksomhed. Han gik langs hegnet, tynd, i laset tøj og så udmattet ud.
“Han må være sulten,” tænkte Mette, og hendes hjerte blødte for den stakkels dreng. Hun kiggede på uret og vidste, at familien ikke ville vende hjem lige foreløbig. Uden at tøve gik hun ud.
“Hej, hvad hedder du?” spurgte hun blidt, mens hun nærmede sig drengen, der stirrede ned ad vejen.
“Lasse,” svarede han og så mistænksomt på hende.
“Kom med mig,” tilbød Mette. “Jeg har en æblekage til dig.” Drengen tøvede ikke og fulgte efter. Han havde ikke spist hele dagen.
På køkkenet skar hun et stort stykke kage og satte tallerkenen foran ham.
“Det smager fantastisk!” udbrød Lasse, mens han tog en bid. “Min mor bagede også sådan én!”
“Hvor er din mor nu?” spurgte Mette forsigtigt. Drengen stoppede med at spise og så ned.
“Jeg har ledt efter hende længe Hun forsvandt,” hviskede han.
“Spis du bare,” sagde Mette beroligende. “Du skal nok finde hende.”
I det samme gik døren op familien var kommet hjem. Mette fo’r sammen ved lyden af skridt.
“Hvem har vi her?” spurgte Jens forbløffet, da så ind på køkkenet. Hans øjne blev store, da han fik øje på drengen.
“Hvem har du taget med ind, Mette?” spurgte han strengt.
“Denne dreng leder efter sin mor. Han var sulten, så jeg gav ham noget mad,” svarede hun roligt og trak på skuldrene.
“Så nu hjælper du alle, du møder på gaden? Hvad med os?” knurrede Jens.
Lasse begyndte at græde ved ordene.
“Jeg går nu,” sagde han og skubbede den halvspiste kage fra sig.
Ida greb ind:
“Vent, lille ven,” sagde hun mildt. “Hvor mødte du din mor sidst?”
Hun var altid den blideste af de to, og selvom Jens ofte bebrejdede hende for at være for naiv, kunne han ikke ændre på hendes væsen.
“Jeg bor hos min bedstefar, men han er ond. Han råber altid,” indrømmede Lasse og trak et gammelt fotografi op af lommen. “Det er mine forældre. Vi boede engang sammen.”
Ida tog billedet og standsede brat. Hun genkendte deres datter Louise.
“Jens, det er vores datter!” udbrød hun med skælvende stemme og rakte fotografiet til ham.
Jens stirrede vantro på det.
“Lasse, hvor har du fået det her billede fra?” spurgte han forvirret.
“Jeg fandt det hos bedstefar. Der stod en adresse på bagsiden, så jeg kom her. Jeg troede, mor måske boede her,” forklarede drengen og tørrede øjnene. “Bedstefar sagde, at mor forlod mig, men jeg tror ham ikke!”
“Det kan ikke passe!” hviskede Ida og huskede, hvordan deres datter Louise engang var løbet hjemmefra med en mand ved navn Martin. År gik uden et ord fra hende, og da hun endelig kom tilbage, omkom hun i en bilulykke på vejen hjem. Den dag havde efterladt dem knuste og alene.
“Hvor er din far?” spurgte Jens.
“Far er død. Det er seks måneder siden,” græd Lasse.
Parret var rystet. De havde fundet deres barnebarn! Trætte af ensomheden besluttede de sig for at tage ham til sig.
“Ved du hvad, lille ven? Vi viser dig dit nye værelse,” sagde Ida.
“Kommer mor også?” spurgte Lasse.
“Din mor er sammen med din far nu,” svarede hun bedrøvet.
Drengen blev bleg.
Senere fik parret formaliseret adoptionen. Bedstefaren protesterede ikke, da han hørte, at drengen fik en velhavende familie.
Mette var lykkelig. Takket være den dag, hun mødte Lasse, havde familien Lund fundet lykken igen. Med tiden var Lasse ikke længere en forældreløs dreng. Han blev en velklædt, velopdragen dreng med en familie, der elskede ham.
