**Dagbog**
“Mor, den der hjemløse mand er her igen!” min datter sagde med en grimasse af foragt.
“Han er ikke hjemløs! Han har et værelse. Han er bare et ulykkeligt menneske.”
Med de ord skyndte mor sig ud på trappen og inviterede ham ind med et venligt smil. Han afslog, men bad til sidst genert om at låne penge. Hun kom tilbage med den ønskede sum og nogle smørrebrød i en plastikpose:
“Her, tag det med. Spis noget.”
Han smilede med et mangelænde smil, manglende fortenender, og lovede at betale tilbage om en uge, før han forsvandt ud på gaden, hvor andre forkomne sjæle ventede.
“Hvorfor hjælper du den der… hjemløse!” spurgte datteren hæftigt og lagde vægt på det sidste ord. “Du giver ham altid penge, som han aldrig betaler tilbage.”
“Hvorfor siger du aldrig? Nogle gange gør han.”
“Åh, kom nu! Måske én eller to gange. Forresten, hvorfor kalder alle ham ‘Hold ud!’?”
“Det er hans yndlingsudtryk. Han siger det til alle, der har det svært. Men selv kunne han ikke holde sig ovenpå. Han er ikke gammel. Alkohol ødelægger enhver. Og så ubesvaret kærlighed. Han elsker mig, men jeg elsker ikke ham.”
“Eeelsker dig?! Har I… var der noget mellem jer?” Datteren stirrede forbløffet og rejste sig halvt fra stolen.
Mor tøvede, men besluttede sig til sidst for at fortælle.
“Vi kendte hinanden for længe siden. Som ung blev jeg engang uvenner med min kæreste. Jeg stod uden penge, midt om natten, på den anden side af København. Ingen mobiltelefoner dengang, og ingen at ringe til. Jeg måtte gå hjem. Biler stoppede, men nogle ville ikke have mig med, andre tilbød, at jeg kunne betale… på andre måder. Taxachauffører, hvad kan man forvente? Men så kom Lasse forbi. Han arbejdede også som taxachauffør dengang:
‘Pige! Ved du, hvor Palme de Mallorca ligger her i nærheden?’
Jeg forstod ikke, han drillede, og begyndte at forklare, at jeg ikke vidste det. Han grinede:
‘Hop ind, smukke, så finder vi det sammen!’
Først senere lærte jeg, at det var en ferieby i Spanien. Vi drømte om at tage dertil, hvor himlen er turkis, havet blåt, og bjergene smaragdgrønne. Men han introducerede mig for sin ven. Det var kærlighed ved første blik. Hvor jeg elskede ham! Tåbe!
Vi giftede os kort efter, mens Lasse blev vores forlover og familiens ven. Min første mand var en kvindebedårer. Jeg led, indtil jeg indså, at han ikke var værd at holde på. Jeg blev gravid året efter. Prævention var ikke noget, man talte om, og i Danmark var der jo ikke nogen sex. Men aborter var der. Min ‘kære’ overtalte mig til det frygtelige valg.
Jeg fortryder den beslutning den dag i dag. Hospitalet på Østerbrogade var en samlebåndsproces. De skrabede ikke kun livet ud af mig, men også enhver romantisk tro på kærlighed. Kun en let bedøvelse. Smerten var ulidelig. På stuen sad andre forladte, ulykkelige kvinder. Vi tav, mens hadet boblede i mig.
Men så kom en sygeplejerske ind med en spand tulipaner og en kage! En kæmpe lagkage fra “Konditoriet ved Søerne”. Jeg sad der, omgivet af blomster, spiste kage og græd af glæde. Han elskede mig! Han huskede mig!
På låget stod kun to ord: “Hold ud, Lise!” Alle var misundelige. Da jeg kom hjem, strålede jeg på trods af smerterne. Men da jeg så min mand i øjnene, vidste jeg det var ikke ham, det var Lasse, der havde sendt gaverne. Jeg skiltes. Men Lasse og jeg… det blev aldrig til noget. Han er god, ærlig, men jeg følte intet for ham.
Da han indså det, forsvandt han. Senere hørte jeg, han var taget til Grønland for at arbejde. Jeg mødte din far. Skæbnen gav mig en ny chance.
Lasse kom tilbage i de vilde 90er. Bandekrige herskede. Min søster fra Århus var på besøg. En flok mænd prøvede at trække hende ind i en bil. Ingen greb ind. Bange. Men Lasse sad i gården med nogle venner, halvfuld. Han var begyndt at drikke. Alligevel blev han den eneste, der reagerede.
En af banditterne slog ham ned. Men han rejste sig og smadrede bilruden med en sten. De gav sig til at tæve ham. Jeg besøgte ham på hospitalet. Han vågnede først fire dage senere. Jeg hørte ham hviske. Jeg bøjede mig ned han sang en Kim Larsen-sang:
“Lægen skar mig op og ned,
men sagde bare, ‘Hold nu ved!’
Og det gjorde jeg.”
Men banderne gav sig ikke. De tvang ham til at sælge sin lejlighed. En fin treværelses på Nørrebro. Han byttede den til et værelse og gav dem pengene. De ville også have værelset, men blev anholdt. Magten begyndte at rydde op. Men Lasse holdt ikke længere til livet. Lægen fortalte mig, at de havde slået ham så hårdt, at han ikke længere kunne være mand. Efter det gav han helt op.
Mor tav. Datteren sagde også ingenting. Hvad kunne man sige?
**Et år senere** ringede det på døren. En advokat stod der med et arvespørgsmål. Han overrakte flybilletter til Spanien med åben dato, betalt ferie til Palme de Mallorca, og resten af pengene fra Lass
