Lotte Mikkelsen var netop ved at tage en æblekage ud af ovnen, da der ringede på døren. Hun så på uret halv ti om morgenen. Tidligt for gæster.
“Kommer, kommer!” råbte hun, tørrede hænderne i sit forklæde og skyndte sig hen til hoveddøren.
Udenfor stod Vibeke og hendes mand Erik, omgivet af tasker og kufferter. Kusinen så træt og medtaget ud, mens hendes mand stirrede utilfreds frem for sig.
“Lotte, skat!” udbrød Vibeke og kastede sig om halsen på hende. “Vi er kommet til dig! Du vil da ikke sige nej til familie?”
“Vibeke?” Lotte stirrede forvirret på dem. “Hvad sker der? Hvor kommer I fra?”
“Fra Århus,” gryntede Erik og slæbte en stor kuffert ind i entreen. “Lang tur, forbandet trafik.”
“Kom indenfor,” sagde Lotte og vaklede lidt. “Tag jeres overtøj af. Men jeg forstår ikke… I sagde ikke noget.”
Vibeke trak sin jakke af og hængte den på knagen.
“Lotte, du ved, vi står i en svær situation. Erik er blevet fyret, vi har ingen penge. Og så blev vi nødt til at sælge lejligheden.”
“Sælge?” gispede Lotte.
“Ja, gæld, lån,” svarede Erik med en håndbevægelse. “Nå, men vi tænkte, vi kunne bo hos dig. Du bor jo alene i en treværelses. Der er plads nok.”
Lotte stod og blinkede, som om hun ikke troede sine egne ører. Vibeke var altå gået ud i køkkenet og snusede.
“Åh, duften! Æblekage, ikke? Vi er sultne. Vi har ikke spist på hele turen, sparede på pengene.”
“Sæt jer ned,” sagde Lotte forvirret. “Jeg laver lige te.”
Erik smed sig på en stol og så sig omkring.
“Det er da hyggeligt her, Lotte. Nyistandsat, pænt møbleret. Man kan se, du har det godt alene.”
Der var en anklage i hans tonefald, der prikkede Lotte. Hun havde boet alene i otte år efter mandens død, vant til ro og orden. Arbejdet på biblioteket gav en beskeden løn, men det var nok til det nødvendige.
“Hvor er jeres ting?” spurgte hun, mens hun hældte te op.
“Derude i entreen,” nikkede Vibeke. “Erik, tag lige vores sække ind i værelset.”
“Hvilket værelse?” spurgte Lotte forsigtigt.
“Nå, det lede. Du har jo tre værelser.”
“Vibeke, vent lige. Lad os snakke først. Hvor længe bliver I?”
Vibeke og Erik så på hinanden.
“Altså, indtil vi får styr på tingene,” svarede søsteren undvigende. “Finder jobs, kommer på rette spor.”
“Hvornår er det cirka?”
“Hvem ved?” sagde Erik og skar sig et stort stykke kage. “Måned, måske et halvt år. Afhænger af omstændigheder.”
Lotte følte, hvordan alt i hende blev stramt. Hun vidste, det var vanskeligt at sige nej til familie i en svær tid, men tanken om permanente beboere i hendes fredelige liv fyldte hende med rædsel.
“Lotte, du smider os da ikke ud?” Vibeke greb hendes hånd. “Vi er familie. Familie hjælper hinanden.”
“Selvfølgelig smider jeg jer ikke ud,” sukkede Lotte. “Det er bare… uventet.”
Om aftenen var gæsterne fuldt hjemme. Erik lå på sofaen med fjernbetjeningen og skiftede kanal med højlydte kommentarer. Vibeke myldrede rundt i køkkenet, vaskede alt service og flyttede krydderier rundt.
“Lotte, din orden er lidt underlig,” bemærkede hun mens hun tørrede en tallerken. “Salt ved siden af teen, sukker i den anden ende. Jeg har ordnet det.”
Lotte så med rædsel på omrokeringen. Hver ting i hendes hjem havde sin plads, alt var gennemtænkt og praktisk. Nu kunne hun ikke engang finde sin kaffedåse.
“Vibeke, hvorfor flyttede du alt?”
“Åh, det var jo helt forkert! Jeg har øje for den slags.”
“Hey, kvinder!” råbte Erik fra stuen. “Hvornår spiser vi? Jeg er sulten.”
“Nu, nu,” skyndte Vibeke sig. “Lotte, hvad har du til aftensmad?”
Lotte åbnede køleskabet. Der lå lidt pålæg, noget ost og to æg hendes sædvanlige beskedelige aftensmad til flere dage.
“Der er ikke så meget,” sagde hun tøvende.
“Åh, men det er jo ingenting!” udbrød Vibeke. “Det rækker ikke til tre. Erik, tag pengene, vi går i supermarkedet.”
“Hvilke penge?” knurrede han. “Vi har kun tilbagekørslen.”
Alle så på Lotte. Hun forstod antydningen og tog sin pung frem.
“Tag hvad I har brug for,” sagde hun og rakte nogle sedler frem.
“Åh, tak, skat!” jublede Vibeke. “Du er en ægte søster! Vi betaler tilbage, når vi er på rette spor.”
I supermarkedet købte Vibeke mad for en uge. Dyre pålæg, laks, kage, slik. Lotte betalte tavst og vidste, at halvdelen af hendes løn netop var brugt.
“Nu skal vi leve!” gnubbede Erik sig i hænderne og så på indkøbene. “Man kommer ikke langt på pålæg alene.”
Om aftenen, da gæsterne endelig var gået i seng i hendes tidligere kontor, sad Lotte i køkkenet og prøvede at forstå, hvad der skete. Hun plejede at gå i seng klokken ti, men nu var den halv tolv. Erik havde set tv med høj lyd til sent, Vibeke havde raslet med service og snakket uafbrudt.
“Lotte, hvorfor sover du ikke?” Vibeke kom ud i nattøj. “Lad os drikke lidt mere te, snakke lidt.”
“Vibeke, det er sent. Jeg skal på arbejde i morgen.”
“Åh, come on! Dit bibliotek løber ingen steder. Fortæl mig, hvordan du har det med at bo alene? Er du ikke ensom?”
“Jeg er vant til det.”
“Ingen mænd? Stadig enke?”
Lotte rynkede brynene. Personlige spørgsmål diskuterede hun ikke engang med nære veninder.
“Ingen.”
“Åh, det er synd. En kvinde skal være under en mands beskyttelse. Erik selvom han kan være lidt voldsom er pålidelig. Han står op for mig.”
“Vibeke, skal vi ikke gå i seng?”
“Jo, selvfølgelig. Men i morgen skal jeg bruge din vaskemaskine. Vores tøj er ved at blive et bjerg. Og må jeg låne din creme? Min hud er blevet så tør.”
Næste morgen vågnede Lotte af larm i køkkenet. Vibeke stegte noget, Erik hostede højlydt og spyttede i vasken. Den sædvanlige morgenstilhed, hvor hun tog sig tid til morgenmad og forber
