Lærke stod ved vinduet og så, hvordan regnen trommede mod karmen. Bag sig hørte hun sin mand, Jens, liste rundt i lejligheden med telefonen i hånden. Han havde snakket med nogen i timevis, men så lavmælt, at hun ikke kunne høre ordene.
“Jens, hvad er der galt?” spurgte hun og vendte sig mod ham. “Du har været på sammenbidt hele dagen.”
Han stoppede midt i stuen og så skyldbevidst på hende. Telefonen blinker stadig med beskeder.
“Lærke, jeg skal fortælle dig noget,” begyndte han tøvende. “Men bliv ikke bekymret med det samme, okay?”
Hendes hjerte hamrede. Efter atten års ægteskab kendte hun alle hans toner. Den stemme brugte han kun, før store samtaler.
“Kom nu med det,” sagde hun og satte sig på sofaen.
“Mor kommer tilbage.”
“Tilbage?” Lærke stirrede uforstående på ham. “Hvorfra?”
“Fra Aarhus. Fra Trine. De skændtes, og nu vil hun bo her igen. Hos os.”
En kold klump formede sig i maven. Gudrun, hendes svigermor, var flyttet til sin yngste datter for et halvt år siden efter endnu en skænderi i familien. Dengang havde Lærke troet, hun endelig kunne leve i fred i sit eget hjem uden at skulle retfærdiggøre hver en beslutning.
“Jens, nej,” sagde hun bestemt. “Vi blev enige om det. Kan du huske, hvordan det var sidst?”
“Lærke, hun er min mor,” sagde han og satte sig ved siden af hende. “Hun har ingen andre steder at tage hen.”
“Hun har sin egen lejlighed!”
“Den er udlejet til lejere. Mor har en kontrakt der løber til årets udgang.”
Lærke lukkede øjnene og prøvede at berolige sig selv. Hun huskede de uendelige måneder, hvor svigermoren boede hos dem. De konstante kommentarer om madlavning, rengøring, børneopdragelse. Kritikken af hvert eneste valg.
“Hvad skete der med Trine?” sprugte hun.
“Jeg ved det ikke helt. Mor sagde bare, hun ikke kunne blive der længere. Hun kom ikke ud af det med svigersønnen.”
“Hvor længe planlægger hun at blive?”
“Til årets udgang, når hendes lejlighed bliver ledig.”
Lærke rejste sig og gik rundt i rummet. Fire måneder. Fire lange måneder med en kvinde, der mente, hun ikke var god nok til hendes søn.
“Jens, jeg kan ikke,” sagde hun og standsede foran ham. “Jeg kan ikke gennemgå det igen.”
“Lærke, please,” han tog hendes hænder. “Hun har ændret sig. Et halvt år hos fremmede har lært hende noget.”
“Din mor ændrer sig aldrig. Hun vil altid se mig som årsagen til alle familiens problemer.”
Jens tav. Han vidste, hun havde ret. Hans mor havde aldrig accepteret Lærke, altid fundet fejl, hvor der ingen var.
“Hvornår kommer hun?” spurgte Lærke træt.
“I morgen tidlig.”
“I morgen?” Lærke så chokeret på ham. “Jens, er du sindssyg? Hvorfor sagde du ikke det før?”
“Hun ringede først i dag. Hun har allerede købt billetten.”
“Fantastisk,” Lærke rystede på hovedet. “Så hun har ikke engang tænkt sig at spørge om lov. Bare sat os over for et faktum.”
“Lærke, hvad skulle jeg gøre? Sige til min mor, at hun skulle sove på stationen?”
“Hun kunne have taget på hotel. Eller boet hos venner.”
“Hun har ikke penge til hotel. Og venner… Du ved godt, hvordan hun er.”
Lærke vidste det. Gudrun havde skændtes med alle naboer, alle bekendte. Altid utilfreds, altid kritisk.
Om aftenen fortalte de det til børnene. Fjortenårige Nikolaj trak bare på skuldrene for ham var mormor bare mormor, der nogle gange gav penge og andre gange skældte ud. Men elleveårige Freja rynkede panden.
“Skal hun igen fortælle mig, at jeg laver lektier forkert?” spurgte pigen.
“Freja, mormor mener det godt,” prøvede faren at forklare.
“Så må hun mene det på afstand,” mumlede Freja, og Lærke måtte bide sig i læben for ikke at smile.
Næste morgen stod Lærke tidligt op for at lave morgenmad. Hun ville, at svigermoren straks skulle se, at alt var i orden. Men hun vidste godt, det var nytteløst Gudrun ville alligevel finde noget at kritisere.
Klokken halv elleve ringede det på døren. Jens skyndte sig at åbne, mens Lærke stod i køkkenet og nervøst tørrede allerede rene tallerkener.
“Jens, min dreng!” lød svigermorens stemme fra entreen. “Hvor har jeg savnet dig!”
“Mor, kom ind. Hvordan var turen?”
“Forfærdelig. Der var varmt i toget, aircondition virkede ikke. Og der var en fuld mand i vores kupé, der larmer hele natten.”
Lærke tog en dyb indånding og gik ud i entréen. Gudrun stod omgivet af tasker og kufferter. Så mange, at det så ud, som om hun flyttede hjem for altid.
“Goddag, Gudrun,” hilste Lærke høfligt.
Svigermoren vendte sig og målte hende med et skarpt blik.
“Nå, hej,” svarede hun køligt. “Du er blevet tyndere. Har du været syg?”
“Nej, ikke syg.”
“Mærkeligt. Du ser træt ud. Går du på slankekur igen? Det er derfor, din mand ikke lægger mærke til dig.”
Lærke bed tænderne sammen. Det var begyndt.
“Mor, nu rolig,” bad Jens. “Lad os drikke te først. Fortæl, hvordan du har det.”
“Jeg har det dårligt, min dreng,” Gudrun gik ind i køkkenet og granskede omgivelserne. “Din søster er helt ude at skide. Hun bor med en mand, der ikke vil lade mig komme ind i deres hus.”
“Hvad mener du?” Jens så forvirret ud.
“Præcis hvad jeg siger. Han siger, der kun skal være én herre i huset. Og at jeg blander mig for meget.”
Lærke bemærkede i tavshed, at Trines mand var en klog mand.
“Kan du forestille dig,” fortsatte Gudrun mens hun satte sig, “han forbød mig at irettesætte deres børn. Siger, at mormor kun skal forkæle dem, mens forældrene opdrager.”
“Måske har han ret?” foreslog Jens forsigtigt.
“Jens!” udbrød hans mor forarget. “Hvordan kan du sige sådan? Har jeg ikke ret til at sige min mening?”
“Jo, selvfølgelig,” sagde Lærke. “Men enhver familie har sine egne regler.”
Gudrun så koldt på hende.
“Netop derfor ville jeg ikke tilbage. Jeg vidste, jeg ikke var velkommen her.”
“Mor, sådan skal du ikke sige,” protesterede Jens. “Du er altid velkommen i vores hjem.”
“Velkommen som gæst,” svarede Gudrun bittert
