Den Gamle Dame Forsvandt fra Busstoppestedet Men Hvad Byen Gjorde Derefter Smeltede Hjerter
Busstoppestedet på hjørnet af Pil og 3. havde sit eget vejr. Om sommeren vævede løvlyset solskin til kniplinger på fortovet. Om vinteren drev dampen fra bageren på den anden side af gaden som en varm udåndning omkring glasskuret. Det var et lille, almindeligt sted tre bænke, en rutekort med hjørner, der krøllede sig, en bulet skraldespand og alligevel havde folk i Bregneballe kommet til at forvente en form for stille ritual der.
Hver hverdag klokken 8.15 ankom fru Mette Vestergaard i sin blå uldfrakke, selv i varmen, fordi frakken havde lommer præcis store nok til to paperbacks og en pose gårsdagens skorper til spurvene. Hun bar en hat med en lille silkeblomst og hilste på buschaufføren ved navn. Nogle gange steg hun ikke på; nogle gange gjorde hun. Det vigtige var, at hun kom smilende, langsom og stabil som uret på Rådhuspladsen.
Så, en lys tirsdag i september, kom hun ikke.
Først bemærkede ingen det. Folk var forsinkede; bussen kom for tidligt; der var kø i bageren. Men efter bussen var kørt, løb en barista fra caféen Freja Nielsen, nitten og altid i kamp med minutviseren over gaden for at sætte en kop varm te på bænken. »Til dig, fru V,« sagde hun til ingen, for det var det, hun altid sagde, når hun så den blå frakke nærme sig. Hun satte koppen ned og rynkede panden. Kun en glat bænk, nogle få krummer fra i går, og et pænt foldet stykke af noget blødt lå ved armlænet.
Et tørklæde. Blåt som en skyfri himmel, med en lille lap syet fast i den ene ende.
»Hvis du fryser, er dette dit. M.V.«
Freja så sig tilbage over Pilgade. Ingen hat. Ingen paperbacks. Ingen fru Vestergaard.
På den anden side af byen stirrede Ida Madsen på en blinkende markør. Som praktikant ved Bregneballe Avis var hun blevet tildelt byrådsreferater og en liste over huller i vejen, der skulle udbedres »afhængig af budgettet«. Hendes telefon summede.
Freja N: Jeg tror, der er noget galt.
Ida M: Hvad skete der?
Freja N: Fru V kom ikke. Hun misser aldrig. Og hun efterlod et tørklæde.
Ida behøvede ikke forklaring. Alle inden for en radius af fem kvartaler vidste, hvem »fru V« var. Hvis busstoppestedet havde en skytshelgen, var det Mette Vestergaard.
Ida smed kameraet over skulderen. »Jeg går ud,« sagde hun til sin redaktør. »Et menneske-interesse stykke.«
Hendes redaktør, Holger hvidt hår, kaffeånde, hjerte af guld så ikke engang op. »Sørg for, at mennesket er interesseret.«
Udenfor havde dagen en bid, der gjorde næser røde. Ida nåede busstoppestedet og fandt Freja stående med armene gemt i forklædet og det blå tørklæde viklet om halsen, lapen flagrende. Tekoppen stod på bænken, dampen slyngede sig op, som om teen overvejede, hvad den skulle gøre nu.
»Hun efterlod dette,« sagde Freja og rørte ved tørklædet. »Jeg forstår ikke Hun har aldrig efterladt et tørklæde her. Hun giver dem væk. Manden, der sover bag biblioteket nogle gange? Drengen, der ventede uden jakke sidste vinter? Hun lægger dem på folk, forstår du? Men at efterlade et sådan her« Frejas stemme svækkedes.
Ida så sig omkring. Bagerens døre åbnede og lukkede, klokker ringede. En postbud, Jens Mikkelsen, standsede på sin rute og nikkede. Han var også en del af dette stoppesteds vejr.
»Har du set hende i denne uge?« spurgte Ida ham.
Jens kradsede sig på hagen. »Så hende i går give spurvene mad. Gav mig en pebermynte, sagde, at luften var skæl »til at tænke i«. Hun siger altid sådan mærkelige ting. Jeg fortalte hende, at jeg ikke har haft en god skær tanke siden gymnasiet. Hun lo.«
Ida smilede, men standsede sig selv. Bænken så forkert ud uden den blå frakke lænet op ad rutekortet.
»Hun steg ikke på bussen i morges,« sagde en stemme. Bus nummer 7 kom kørende igen og sukkede. Chaufføren, en mand i halvtredserne med opsmøgede ærmer, lænede sig ud. »Jeg hedder Torben,« tilføjede han. »Jeg har kørt denne rute i otte år. Hun stiger på om tirsdager og torsdager. I dag sænkede jeg farten, bare for en sikkerheds skyld. Intet tegn på hende.«
»Ved du, hvor hun tager hen, når hun stiger på?« spurgte Ida.
Torben trak på skuldrene. »Nogle gange biblioteket. Nogle gange parken. En gang fortalte hun mig, at bussen er en flod, og hun kan lide at flyde. Jeg spurgte ikke om et kort.«
Et andet tørklæde lå under bænken, denne gang farvet som honning. Ida nåede ned og rystede støv af det. Der var en lap, ligesom det blå. »Hvis du fryser, er dette dit,« stod der. Og under, med små bogstaver: » M.V.«
»To tørklæder,« sagde Ida. »Det er ikke en tilfældighed.«
Freja havde tårer i øjnene nu, runde og pludselige. »Hvis nu der er sket hende noget, Ida?«
»Måske er hun bare et andet sted,« foreslog Ida. »Lad os finde ud af det.« Hun vendte sig mod Torben. »Har du noget imod, at jeg hopper på næste rute? Jeg kommer tilbage her inden din 10.05.«
Torben pegede med tommelfingeren mod trinbrættet. »Om bord på floden.«
Ida smilede, men standsede. »Freja, kan du sætte en seddel op? ‘Har nogen set fru Vestergaard?’ Eller nej, det lyder skræmmende. Måske: ‘Leder efter Mette. Fortæl os jeres historier.’ Sæt caféns nummer på. Folk taler med dig.«
»Okay,« sagde Freja, og hendes ansigt skiftede til forretningsudtryk som en kontakt. »Og jeg sætter en tepotte herude. Til dem, der venter.«
Bus nummer 7 rullede gennem Bregneballe som en perle på en snor. Ida så byen sætte sig sammen i billeder: Hr. Sørensen, der fejede sine barbershop-trapper; to løbere med matchende refleksjakker; skolebørn, der stimlede forbi muralerne på kulturhuset, rygsækkene hoppende. Hun spurgte tre passagerer, om de kendte Mette; alle tre gjorde.
»Hun gav mig en blyant engang,« sagde en otteårig dreng
