*Det lykkedes at finde fast grund*
“Min dreng, gud være med dig, held og lykke med eksamen,” sagde Marlene og fulgte sin eneste søn Niels ud af døren en morgen med bekymring i blikket.
Han skulle til optagelsesprøver i en naboby. Hun havde opmuntret ham, givet ham morgenmad og sendt ham afsted for at nå nye højder.
“Tak, mor, bare rolig, det skal nok gå. Jeg kommer nok ikke ind på gratispladsen…” Døren smækkede efter ham, og hendes mand, Anton, var allerede taget på arbejde.
Marlene og Anton havde levet sammen i toogtyve år. I den tid havde de fået sønnen Niels og opdraget ham til en flink fyr. Forældrene var sikre på, at livet kun ville byde deres søn det bedste. Han voksede op i velstand, rejste med dem og blev omgivet af kærlighed og omsorg. Niels gav dem heller ikke problemer; han var rolig og ansvarlig.
Da Niels var lille, arbejdede Marlene og Anton hårdt, mens bedstemor passede ham. Sådan startede deres lille forretning. Marlene solgte på markedet, men med tiden stabiliserede det sig, og de fik lidt ekstra penge.
“Marlene, nu må du holde op med at stå på markedet. Jeg synes, du skal blive hjemme og passe huset,” sagde Anton en dag.
“Men jeg vil gerne sikre, at vi ikke mangler noget, så jeg skal hjælpe dig,” protesterede hun. “Og det er kedeligt bare at sidde derhjemme.”
“Du har altid vidst, hvordan jeg ser på livet: Konen skal være hjemme og vogte hjemmet, mens manden sørger for indkomsten,” forklarede Anton.
Marlene var blevet oplært fra barnsben til at følge sin mand for at bevare familien. Og hvad kunne hun sige? Hun havde ingen grund til at sige nej. Deres økonomi var sikker, forretningen gik godt.
“Vores lejlighed, som vi lige har fået på realkredit, har brug for omsorg og hygge, og Niels skal passes. Han starter snart i skole.”
“Okay, Anton, jeg har ikke noget imod det. Det er tid til at skabe et hyggeligt hjem. Du har altid fornuftige idéer,” smilede Marlene.
Inderst inde nød hun at tage beslutninger selv, at være aktiv hun og Anton havde jo bygget forretningen sammen. Men hun accepterede sin skæbne og blev husmor, hjemmets vogter. Hun hjalp dog stadig Anton med bogholderiet, så hendes økonomiuddannelse ikke gik til spilde.
“Marlene, hvad siger du til en sommerhus ved kysten?” foreslog Anton engang. “Vi har bil, så transporten er ikke et problem. Så kan vi nyde frisk luft væk fra byens larm, især om sommeren.”
“Wow, Anton, du opfylder mine drømme! Jeg ville netop foreslå det samme,” svarede hun. Trods hans travlhed tilbragte de weekender og ferier i sommerhuset.
Den morgen, da Niels tog afsted til eksamen, besluttede Marlene at bage en kage for at berolige sig selv. Hun åbnende skabet efter mel.
“Det skal nok gå med Niels, selvom det bliver på betalingspladsen. Han klarede sig jo fint i skolen,” tænkte hun. Pludselig smækkede døren: “Er Niels kommet hjem? Har han glemt noget? Anton tog på arbejde for to timer siden.”
Men det var Anton.
“Hvad laver du her? Hvorfor er du ikke på arbejde?” spurgte hun forvirret.
“Skulle du ikke besøge din mor? Hun var da syg, sagde du,” svarede han uden at møde hendes blik.
“Jeg skulle derhen efter frokost. Jeg har lige sagt farvel til Niels og ville bage en kage. Jeg er nervøs for ham.”
Anton tav et øjeblik, så sagde han:
“Nå, måske er det bedst sådan. Jeg vil skilles, fordi jeg er forelsket i en anden. Jeg ansøger selv om skilsmisse. Jeg er her for at hente mine ting.”
Marlenes verden faldt sammen. Hun fik kun fremstammet nogle forvirrede ord, mens han pakkede. Luften føltes tyk, som om hun ikke kunne trække vejret.
“Hvad med Niels? Vi kan ikke gøre ham ked af det nu, under eksamen. Kan vi ikke vente lidt?”
“Hvad med Niels? Jeg har besluttet, at han ikke skal studere i år. Han kommer ikke ind på gratispladsen, og jeg gider ikke betale. Han kan tage et sabbatår eller aftjene værnepligt,” sagde Anton roligt, som om det var en selvfølge.
“Anton, han er din søn! Støt ham i det mindste.”
“Lad nu være med at overreagere, Marlene. Det er allerede besluttet.” Og så gik han, døren smækkende bag ham.
Stilheden i lejligheden var øredøvende. Én tanke summede i hovedet på hende:
*Hvad med Niels? Jeg siger ingenting før eksamen er ovre. Jeg siger, hans far er på forretningsrejse.*
Marlene var ude af sig selv, oversvømmet af tusind bekymringer. Senere fandt hun ud af, at Anton for to måneder siden havde overført deres fælles ejendom og halvdelen af lejligheden til hans mor. De havde begge tavet. Selvom de sammen havde betalt udbetalingen.
*Sådan! Jeg troede blindt på ham, mens han bedrog mig lige for næsen af mig.*
Snart kom Niels hjem. Han var kommet ind på betalingspladsen, som forventet. Da han trådte ind ad døren, mærkede han straks, at noget var galt. Han så spørgende på sin mor.
“Niels, der er sket noget. Din far har forladt os for en anden kvinde. Vi kan ikke betale for din uddannelse, han nægter at hjælpe.”
Niels ringede til sin far, som bekræftede det. Han var knust. Efter lang tids tavshed sagde han:
“Mor, bare rolig. Vi klarer os. Glem den forræder. Jeg tager et deltidsjob og studerer på fjernundervisning. Vi skal nok overleve uden ham.”
Marlene blev overrasket over hans ro. Hun misundte ham lidt og tænkte:
*Han græder nu, men i morgen er der nye dage, nye problemer.*
Næste dag tog Niels afsted for at arrangere fjernundervisning. Han fik job som budbringer, og Marlene søgte arbejde. Ingen ville ansætte hende inden for hendes fag, så hun fik job i en blomsterbutik i nærheden.
*Efter skilsmissen får jeg halvdelen af pengene forretningen var jo vores fælles. Så må vi se.*
Inden skilsmissen kom Anton flere gange for at hente ting. Han tog et gammelt kommode og et antikt sidde
