Hvem skal man tro på, hvis ikke sin mor?
Astrid husker sin lykkelige barndom, selvom hun nu er femogtyve, har hun allerede oplevet både glæde, sorger og bedrag i livet.
Da den unge, flotte løjtnant Magnus, lige færdig med sin militæreuddannelse, friede til sin kæreste Lise, kunne hun knap tro det. De havde været sammen i over to år, mens Magnus studerede, og deres møder var få og langt imellem. Kadetter fik sjældent lov til at tage på weekend.
“Lise, lad os skynde os at indgive papirerne. Vi bliver gift, og så rejser jeg til min nye garnison og ordner alt. Du kan komme efter, jeg henter dig,” sagde Magnus, tilfreds med at have afsluttet sin uddannelse, fået sine grader, og snart også at blive en gift, ansvarlig mand.
“Ja,” svarede Lise glad. Hun havde længe drømt om at komme væk hjemmefra, væk fra sin druknende, skændende far, og moren var heller ikke noget at savne.
Lises mor forsvarede faren, når han var ædru, løb efter ham med tallerkener, og så begyndte det hele forfra. Ingen lagde rigtig mærke til datteren. Så længe der var mad og tøj, var alt godt. Lønnen blev skældt ud af faren, indtil den var brugt på spiritus.
Der var ikke meget lys i det liv.
“Når jeg får en datter,” tænkte Lise, “skal jeg elske hende anderledes. Ingen skænderier, for jeg gifter mig aldrig med én som min far. Jeg finder en god mand.”
Lise ankom til Magnus i en lille jysk landsby, hvor han var stationeret. En beskeden lejlighed ventede dem, halvt indrettet med militærmøbler, halvt med ting, Magnus selv havde købt.
“Magnus, hvor er jeg glad. Nu er det bare os to, og jeg bestemmer selv,” sagde Lise, mens han krammede hende.
Halvandet år senere fødtes deres datter, Astrid. Her måtte Lise stort set klare sig alene. Magnus var altid på øvelse eller vagt, og kun sjældent fik de badet datteren sammen. Han kom hjem, når hun sov, og forlod hende igen, mens hun sov. Han savnede dem selvfølgelig.
Tiden gik. Astrid voksede, Magnus blev overført til en anden by, en større provinsby denne gang. Så igen og igen, og Astrid skiftede skole hver gang. De krydsede landet, og en dag kom faren hjem og sagde:
“Nu skal vi til en storby. Måske bliver vi der for altid.”
“Endelig,” sagde Lise. “Jeg er træt af at flytte rundt. Andre bor i samme hus hele livet.”
“Lise, du vidste, jeg var militærmand. Hvis du ville have ro, skulle du have giftet dig med en civil. Hvad er der galt? Du har lejlighed, bil, penge.”
Men Lise havde åbenbart arvet sin mors temperament. Med tiden gav hun heller ikke Astrid opmærksomhed, og jo ældre Astrid blev, jo tættere blev hun på sin far. De forstod hinanden fuldstændigt. For Lise betød det ingenting.
De fik en treværelses i byens centrum. Tidligere havde de boet småt, men da de trådte ind her, stod alle målløse. Astrid elskede især altanen fra tiende sal var udsigten fantastisk.
Hun gik på en god skole. Faren fortsatte sin tjeneste, moren arbejdede også. Men Astrid hørte ofte skænderier. Faren tav, mens Lise kravlede op af ham uden grund. Astrid syntes, det var synd for faren, der tog ud på altanen med sin avis og ventede, til konen havde skældt færdig. Hun turde ikke følge efter og skælde ud der hvad ville naboerne sige?
To år senere blev de skilt. Astrid blev hos moren, faren flyttede til en anden bydel. Lejligheden lod Magnus blive hos dem.
“Astrid, besøg mig i weekenderne eller i ferier. Her er adressen,” sagde han og gik. Hun gemte det kostbare stykke papir langt væk fra moren.
Astrid besøgte ham i ferierne. De gik i parken, så film, spiste is. Morens bitterhed mod faren gik ud over Astrid. I gymnasiet lærte hun at svare igen. De levede side om side, men som fremmede.
Da det blev tid til at vælge uddannelse hjemme eller i en anden by valgte hun selvfølgelig det sidste. Hun ville væk. Hun kom ind på universitetet, boede på kollegiet og var lykkelig. Lykkelig for ikke at se sin mor.
“I ferierne besøger jeg hende og far,” tænkte hun.
Men da ferien kom, blev hun skuffet. Moren boede ikke alene men med Erik, kun syv år ældre end Astrid. For første gang så hun en fuld mand i lejligheden. Faren drak kun lidt til fest, så det var en chok. Erik var altid beruset. Astrid anede ikke, om han arbejdede. Han gik nogle gange, men kom hjem i samme tilstand.
“Mor, kan du lide, at Erik altid er fuld?” spurgte hun til sidst. “Og skænder?”
“Det rager ikke dig. Hvis du ikke kan lide det, kan du tage til din far. Ingen holder dig her.”
Astrid tog til sin far, for dagen før, mens moren var ude, havde Erik brudt ind på hendes værelse. Heldigvis kom moren hjem. Tidligt næste morgen pakkede Astrid og tog til faren. To dage efter var hun tilbage på studiet. Hun forstod ikke, hvorfor moren undskyldte Erik, tog hans skænderier, endda når han slog til.
“Så længe Erik bor der, sætter jeg ikke mine ben der,” besluttede hun.
Sådan blev det. På fjerde år besøgte hun faren, der nu boede med Anna. Hun var venlig og god mod Astrid. Men lige ved farens hus blev Astrid ramt af en bil. Hun vågnede på hospitalet med et brækket ben.
Faren besøgte hende, nogle gange kom Anna alene, når han var på øvelse. Astrid ringede alligevel til sin mor.
“Mor, hej, jeg er på hospitalet.” Lise lovede at komme.
Hun kom, klagede. Og to dage efter kom hun med en fremmed kvinde.
“Datter, det er notaren. Du skal underskrive. Din far har ikke tænkt på det, men jeg lover, du får et hjem, når jeg dør. Mit æresord.”
Astrid underskrev. Hun dimitterede senere og blev i byen. Fik arbejde. Drømte om en lejlighed, men hvordan? Hun tabte dog ikke modet.
En dag ringede hun til sin mor.
“Mor, hej, hvordan går det? Hvordan har du det?”
“Fint, jeg klarer mig. Jeg er gået fra Erik. Jeg var træt af hans druk.”
“Endelig,” sagde Astrid lettet.
“Ja, jeg har solgt lejligheden og købt en toværelses. Du kan besøge mig, og den bliver din en dag.”
Hun solgte lejligheden med møbler og ting. Astrid kendte ikke detaljerne. Moren fortalte ikke mere, så Astrid ringede til Tanja, en tidligere nabo, der engang
