Lige inden hun skulle dø, åbnede svigermoderen op for en frygtelig sandhed, der vendte alt på hovedet
“Astrid Jeg skal tale ærligt med dig. Jeg kan mærke, tiden er ved at være omme. Du skal vide sandheden. Selv om du måske kommer til at hade mig bagefter,” hviskede Karen Mikkelsen og klemte Astrids hånd.
Astrid stivnede. “Astrid”? Siden hun giftede sig med hendes søn, havde svigermor kun kaldt hende “den barnløse kælling”, “den ubetydelige kone” eller “skilsmissekonen”. Aldrig kærligt. Nu pludselig et blidt navn, en skælvende stemme, tårer i øjnene. Måske får dødheden virkelig folk til at se sandheden i øjnene? Måske havde Karen endelig fået samvittighedskvaler.
Astrid arbejdede som sygeplejerske på det her hospital, hvor Karen var indlagt med en alvorlig hjerteanfald. Lægerne hviskede, at chancerne for at overleve var minimale. Hun havde ikke set sin eksmand, Mads, i flere år. Han havde enten ikke besøgt sin mor, eller også havde deres tidsplaner ikke matchet. Astrid bekymrede sig ikke om det. Efter han forlod hende, knuste hendes hjerte og liv, ville hun ikke engang høre hans navn.
Det hele startede med graviditeten. Astrid drømte om et barn, men Mads var kold. Han brokkede sig over, at de ikke havde penge, at en familie var en byrde, at han skulle bære det hele. Hun lovede at arbejde hjemmefra, ikke være en byrde, men han afviste hende bare. Og hans mor Karen så ned på hende, antydede, at Astrid “havde gjort sig med vilje gravid for at binde ham til hende.”
Da fødslen nærmede sig, besluttede lægerne pludselig at lave et kejsersnit selvom der ikke var medicinsk grundlag for det. Astrid forsøgte at ringe til Karen, der var afdelingsleder på fødeafdelingen. Måske kunne hun gøre noget? Men Karen svarede ikke. Efter operationen fortalte de hende: “Barnet døde i livmoderen.” Det føltes som et knivstik i hjertet. Hendes datter den, hun allerede havde kaldt Freja var væk. Den dag mistede Astrid troen på verden, retfærdighed og kærlighed.
Ægteskabet kollapsede. Mads beskyldte hende for “dårlig helbred” og “manglende evne til at være mor.” Hans mor støttede ham og sårede Astrid endnu dybere. Til sidst skilsmisse, hvor hun blev udpeget som den skyldige. Hun blev alene tilbage med et knust hjerte og en tomhed indeni.
Og nu låd Karen på samme hospital, trængende til pleje. Hverken sønnen eller hans nye kone var der. Det lød til, at alderdommen havde gjort hende overflødig selv for sin egen familie.
“Lad være med at sige sådan, Karen! Du skal nok komme dig!” protesterede Astrid, men Karen viftede bare svagt afværgende.
“Nej Det er forbi. Du ved det selv. Men du er en god kvinde. Jeg tog fejl, da jeg ikke støttede dig. Da jeg tog min søns parti Du skal vide, Astrid Kejsersnittet var ikke tilfældigt.”
Astrids hjerte standsede. Hun havde altid mistænkt, at noget var galt. Men at høre det nu
“Dit barn hun døde ikke. Hun blev byttet. Din datter min barnebarn blev givet til adoption til en velhavende familie.”
Verden begyndte at dreje. En hvislende lyd fyldte hendes ører, benene svigtede. Astrid greb fat i sengen for ikke at falde. Foran hende lå ikke længere en syg kvinde men den, der havde stjålet det dyrebareste fra hende.
“Hvorfor?” pressede hun frem, stemmen dirrede som en streng der er ved at knække.
“Mads ville ikke have børn. Du vidste det Han var lige startet på karrieren. Han var bange for, at et barn ville stå i vejen. At du ville kræve børnebidrag, hvis han gik. At du ville “trække ham ned.” Han overtalte mig Jeg skulle sørge for det hele. Få dig til at tro, barnet var død. Jeg sagde ja for hans fremtids skyld. For at han kunne blive succesrig. Men nu foran døden ser jeg, hvilken skyld jeg bærer. Kan du nogensinde tilgive mig?”
“Hvordan kunne I?!” udbrød Astrid. Tårerne løb, men hun mærkede dem ikke. “Hvor er hun? Hvor er min datter?” spurgte hun, hvert ord en kamp. Smerten knugede hendes bryst som en skruestik.
“I natbordet der er en notesbog På første side en adresse” hviskede Karen. “Men, Astrid han er en meget magtfuld mand nu. Han vil ikke give dig pigen tilbage. Han vil beskytte sin familie til enhver pris”
“Det får vi at se,” svarede Astrid gennem sammenbidte tænder.
Hænderne rystede, da hun åbnede natbordet og greb notesbogen. Hun rev siden med adressen ud og stormede ud af stuen.
“Astrid tilgiv mig” lød en raspende stemme bag hende.
“Gud må tilgive dig,” kastede hun tilbage uden at vende sig om.
Hun kunne ikke være i nærheden af det menneske længere. Den, der havde ødelagt hendes drøm, hendes moderskab, hendes lykke. Nu var der kun én tanke i hendes hoved at se sin datter.
Fem et halvt år! Hun måtte være så stor nu Levende Tårerne væltede frem igen, men Astrid tørrede dem hurtigt og skyndte sig mod ledelsens kontor. Hun mumlede noget om en akut sag, kunne knap huske, hvad hun sagde. Turen til adressen føltes som en tåge. Og nu stod hun foran porten til et enormt hus, klar over, at hun ikke bare kunne gå ind og tage barnet. Det ville være et chok for den lille pige. Hun var vant til et andet liv, en anden mor Men bare at se hende Bare et øjeblik
På trappen mødte hun en mand. Han var høj, flot, men hans blik var iskoldt. Fra haven lød en barnlig latter, og Astrids hjerte knugede. Det længtes derhen, til datteren
“Er du kommet for at blive barnepige?” spurgte han og studerede hende nøje.
“Barnepige?” gentog Astrid uden at tage øjnene fra haven, hvor barnestemmen lød.
“Er du ikke?” Han kneb øjnene let sammen.
“Lars?” sagde hun stille, og han nikkede. “Jeg er ikke kommet som barnepige Jeg er kommet for at hente min datter” Lars ansigt blev bortset, spændt, kæberne sammenklemte. Han så på hende, som om han ville knuse hende med blikket. Men Astrid gav ikke op. “Det er en lang historie Hør mig venligst” Tårerne løb, men hun talte uden pause. Hun fortalte alt: hvordan hendes mand, engang hendes alt, havde overtalt sin mor til at slippe af med
