Min skæbne gik til en anden
Lykke Margrethe stod ved vinduet og så ud over naboens grund, hvor en ung kvinde hængte vasketøj op på snoren. En fremmed kvinde i huset, som burde have været hendes. I huset, hvor hun var vokset op, hvor hendes ungdom var gået hen, hvor hendes mor lå begravet.
“Lykke, hvad laver du der?” kaldte hendes yngre søster Solveig, der kom ind i køkkenet med indkøbsposer. “Teen bliver helt kold.”
“Jeg ser bare,” sukkede Lykke Margrethe og vendte sig fra vinduet. “Hun leger herre i huset.”
“Stop nu med at piske dig selv,” sagde Solveig og begyndte at lægge varerne på bordet. “Hvad sker, det sker.”
“Det er nemt for dig at sige. Du har din egen lejlighed, og jeg sidder her som en byrde.”
“Åh, hold op med det vrøvl. Du er ikke til besvær, det ved du godt.”
Lykke Margrethe satte sig og tog den kolde kop. Teen var bitter, uden sukker de sparede, hvor de kunne. Siden hun mistede huset, var pengene blevet knappe. Pensionen var lille, og de måtte klare sig for to.
“Solveig, husker du, hvad mor sagde om testamentet?” spurgte hun og rørte i teen.
“Selvfølgelig. Hun sagde, huset skulle deles mellem os.”
“Præcis. Deles. Men i stedet fik Valkas datter det hele.”
Solveig sank tungt ned på en stol. Emnet var ømt for dem begge.
“Lykke, vi har talt om det hundrede gange. Mor var ikke sig selv de sidste år. Alzheimer, sagde lægerne.”
“Men hun var ikke alene, da hun skrev testamentet! Der var en notar, vidner. Hvordan kunne de lade en syg kvinde overlade alt til en fremmed?”
“Dorte er ikke fremmed. Hun passede mors kusine, da hun var syg.”
“Passede!” fnøs Lykke Margrethe. “Gav hende medicin et par måneder. Og hvad med os? Vi tog os af mor i tredive år!”
Solveig tav. De vidste begge, det var uretfærdigt, men der var intet at gøre. Retten havde afgjort det, og huset tilhørte nu Dorte en fjern slægtning, der kun var dukket op de sidste år.
Et ringeklokke afbrød deres tanker.
“Jeg åbner,” sagde Solveig.
Stemmer lød i entreen, og ind i køkkenet kom deres niece Mette datter af deres afdøde bror.
“Hej, tante Lykke, tante Solveig,” sagde hun og kyssede dem på kinden. “Hvordan går det?”
“Åh, vi klarer os,” svarede Lykke Margrethe. “Hvad med dig? Arbejdet?”
“Det går fint. Jeg skal snart på ferie. Jeg ville spørge, om I mangler penge? Jeg kan hjælpe lidt.”
Lykke og Solveig så på hinanden. Mette havde altid været en god pige, men nu lød hendes tilbud især rørende.
“Tak, Mette,” sagde Solveig. “Vi klarer os.”
“Okay, men sig til, hvis I har brug for noget. Men jeg kom egentlig for at fortælle noget. Kan I huske Dorte, der fik bedstemors hus?”
Lykke Margrethe spændte sig.
“Selvfølgelig. Hvad med hende?”
“Hun sælger huset! Jeg så en annonce i går. Hun vil have fire millioner.”
“Hvad?” Lykke Margrethe rejste sig. “Hun sælger?”
“Ja. Hun siger, huset er gammelt, renovering er dyr, og hun har brug for en lejlighed i byen.”
“Det kan ikke passe,” hviskede Solveig. “Mor sagde altid, huset skulle blive i familien.”
“Hvilken familie?” grinede Lykke Margrethe bittert. “En fremmed får arven og gør, hvad hun vil.”
Mette skiftede uroligt vægt.
“Tante Lykke, måske I skulle tale med hende? Hvis hun vil sælge billigere?”
“Med hvad? Min pension er på ti tusind, Solveigs på tolv. Hvor skal vi få fire millioner fra?”
“En låneordning?”
“I vores alder? Jeg er otteogtres, Solveig fireogtres. Hvem vil låne os penge?”
Mette sukkede.
“Det er så trist. Huset var så dejligt.”
“Var,” gentog Lykke Margrethe.
Efter Mettes besøg sad søstrene længe tavse. Solen sank og malte køkkenet gyldent.
“Ved du hvad,” sagde Lykke Margrethe pludselig. “Jeg vil tale med hende. Med Dorte.”
“Hvorfor?” spurgte Solveig.
“Måske får hun samvittighedskvaler.”
“Lykke, lad være. Det gør kun ondt.”
“Hvad har jeg at tabe? Huset er alligevel ikke mit.”
Næste morgen iførte Lykke Margrethe sin bedste kjole og gik mod barndomshjemmet. Det lå kun to gader væk, men hvert skridt føltes tungt.
Huset så forfal
