**Dagbog**
Livets gang er hurtig, og der er ikke tid til at tøve for længe. Livet kan være hårdt og uretfærdigt, men til tider bringer det også overraskelser, der giver det ny mening. Det giver en chance for at forbedre sig selv, rette fejl fra fortiden og forstå, hvad der virkelig betyder noget.
For otte år siden mistede Aksel Thorvaldsen sin kone, og siden dengang var han ikke blevet gift igen. I begyndelsen boede han sammen med sin søn, Mikkel, i det store to-etagers hus, hvor alt var pynteligt og hyggeligt alt sammen skabt af hans afdøde kone, Lise. Efter hun var borte, rørte Aksel ikke ved møblerne; alt forblev, som det var, da hun levede. Kun ham og Mikkel holdt huset rent, og begge var omhyggelige.
Mikkel gik ud af gymnasiet og startede på universitetet. Han var en flot fyr, og pigerne hang altid om ham, både i skolen og senere på studiet.
*”Mikkel, du bør være mere forsigtig med pigerne,”* sagde Aksel engang til ham. *”En dag ender du måske med at blive far tidligere, end du har planlagt. Så bliver du nødt til at gifte dig.”*
Da Mikkel flyttede til en anden by for at studere, blev Aksel alene tilbage. Han havde ikke travlt med at finde en ny kone måske kunne han ikke glemme Lise. De havde haft en ægte kærlighed, og det sker ikke for alle.
En dag kom hans gamle skolekammerat og ven, Erik, på besøg. De stod i baghaven, grillede pølser og snakkede.
*”Hvordan går det med Mikkel? Og hvordan har du det selv?”* spurgte Erik.
*”Det går fint. Mikkel hjælper mig efter studiet, men han gifter sig bare ikke. Han er ikke ligesom mig på den måde,”* lo Aksel. *”Næste år udvider jeg forretningen. Men hvad med dig?”*
*”Jeg har det også godt. Jeg driver en gård nu har lært meget. Og jeg er gift igen. Du ved, jeg skiltes fra Dorthe. Min nye kone er meget yngre end mig, næsten tyve år. Men min datter kan ikke lide det. Hun er gift selv, men bliver sur over det. Nå, men måske vænner hun sig til det med tiden.”* Han sukkede. *”Din Lise er væk i mange år nu, men du er stadig alene. Det er svært uden en kone.”*
*”Nej, Erik. Det er ikke planen. Der er masser af kvinder, og mangel på opmærksomhed har jeg ikke selv på kontoret er der gode kvinder. Men jeg har ikke lyst til at stifte familie igen,”* forklarede Aksel.
Hans nabo, Hanne, var en smuk kvinde, der for tre år siden havde mistet sin mand og nu boede alene. Hendes datter var gift. Aksel snakkede med hende, og hun virkede som om hun interesserede ham lidt, men hun holdt afstand, som det passede sig for en enke. Ingen flirte, kun nabo-venlighed måske et stykke kage eller æbler fra hendes have. De udvekslede telefonnumre.
*”Hanne, lad os udveksle numre. Vi bor alene man ved aldrig hvad der kan ske. Hvis vi ikke ser hinanden, kan vi ringe,”* sagde han.
*”God idé, Aksel. Livet kan være uforudsigeligt,”* svarede hun.
Efter grillen og en lille snaps faldt Aksel i søvn.
Næste dag, da han kørte hjem, så han en ung pige stå uden for hans hus. Han steg ud af bilen og spurgte:
*”Søger du Mikkel? Han bor ikke her han er flyttet til byen.”*
*”Jeg ved det, Aksel. Jeg kom for at tale med dig,”* sagde hun med en blid stemme. *”Jeg hedder Ida.”*
*”Med mig? Hvorfor det?”* Hun rakte ham et billede af en lille pige. *”Det er din barnebarn, Emma. Hun er fire år.”*
*”Ida, stop. Jeg gider ikke dette. Snak med Mikkel selv.”* Han lukkede grinden og gik ind.
For et halvt år siden havde en anden pige prøvet det samme endda med et barn men en test viste, at hun løj. Nu stolede han ikke på sådanne historier.
Indenfor mumlede han: *”Åh, Mikkel. Hvor mange sådanne piger skal komme her? I morgen taler vi alvorligt det er på tide, du gifter dig.”*
Senere gik han ud for at fodre sin hund, Otto, og så en mappe stikke ud af grinden. Den indeholdt papirer og et billede af den lille pige. Han lagde den på en hylde.
*”Jeg kigger på det senere. Hvad kan der være af interesse?”*
Med travlheden glemte han både pigen og mappen. Han talte med Mikkel, men som sædvanlig grinede sønnen det væk.
Et år senere. Aksel var på arbejde, da hans telefon ringede.
*”Hvad? Hvornår?”* Han trykkede på knappen, og hans sekretær kom ind, så hans blege ansigt og skyndte sig at give ham vand.
En stor sorg ramte ham. Hans eneste søn var død i en bilulykke. Det regnede kraftigt, og Mikkel havde mistet kontrollen på vej hjem fra en forretningsrejse.
Han huskede kun svagt begravelsen Erik tog sig af alt, og Hanne var der konstant med vand og piller. Efterfølgende endte Aksel på hospitalet. Lægen sagde, han havde haft et lille hjerteanfald.
Erik besøgte ham ofte, og Hanne var der næsten hver dag.
*”Jeg fodrer Otto. Han kender mig og spiser, men han savner dig man kan se det i hans øjne,”* fortalte hun. *”Jeg holder øje med huset, og Erik kommer også. Så du behøver ikke bekymre dig om det.”*
Hun forstod, at tabet af en søn var ubeskriveligt svært at bære.
Engang brast Aksel i gråd. Hanne blev overrasket, men han sagde:
*”Hanne, jeg har ingen tilbage. Jeg burde være død så var jeg sammen med dem jeg elsker.”*
*”Aksel, du må ikke sige sådan! Hvis Gud har ladet dig leve, er der en grund.”*
*”Tak, Hanne. Og vær venlig at kalde mig ‘du’. Det gør det lettere. Bliv hos mig ellers bliver jeg vanvittig alene. Jeg betaler dig.”*
*”Hvad snakker du om? Vi er naboer der er ingen betaling. Jeg har taget fri fra arbejde, så rolig.”*
Hver dag kom Hanne med mad og kager. Uden at hun selv lagde mærke til det, begyndte hun at føle noget for Aksel ikke bare som nabo.
En dag bad han hende:
*”Hanne, vil du hente en mappe fra den øverste hylde? Jeg har glemt den.”*
Næste dag kom hun med mappen, som Ida havde efterladt. Han gennemgik papirerne og så en test, der viste, at Emma virkelig var Mikkels datter hans barnebarn. Der var også dokumenter, der viste, at Ida var alvorligt syg. Han vendte sig mod Hanne.
*”Kan du gøre mig
