De smukke øjenvipper og det tomme hjem: En historie om at vælge rigtigt
Åh, kære venner, sæt jer ned og lyt godt efter, for nu skal I høre en historie, der får selv spurvene til at tie af nysgerrighed. Som det gamle ordsiger: “Køb ikke katten i sækken den kan bide.”
I vores lille by boede en flittig og godhjertet kvinde ved navn Mette Sørensen. Hun havde altid travlt: Haven blev plejet, hjemmet blev pudset, så gulvet skinnede, og suppen smagte, som om den var lavet med en guldsked. Hendes søn, Mads, var også en dygtig dreng guldhænder og et varmt hjerte, altid rede til at hjælpe. Men han havde en svaghed: hans hjerte var blødt som frisk rugbrød. Han tog altid medlidenhed med andre, især pigerne.
En dag tog han en veninde med hjem Freja. Hun var smuk som en maleri: store øjne, røde læber, øjenvipper som kosteskafter, og negle så lange som grene, kun uden forgyldning. Man kunne tro, hun var en dukke. Men som de vise siger: “Man kan ikke drikke sig mæt på et smukt ansigt.”
Mette mærkede det med det samme. En kvindes hjerte er som en vagthund det lugter fremmede langt væk. Hun hviskede til sin søn:
“Åh, Mads, der er noget, der ikke stemmer. Den der dukke tænker kun på penge og fornøjelser.”
Og hun havde ret. Det første, Freja gjorde, var at smide en beskidt tallerken i vasken og sætte sig ned. Mette, vant til orden, sagde høfligt:
“Vil du ikke lige gøre rent efter dig?”
Freja rørte ikke en finger:
“Jeg gider ikke svine mine hænder til.”
Mette tænkte, måske var det en joke. Men nej tallerknen lå der stadig, lige så fedtet som før.
“Skal du virkelig giftes med hende?” spurgte Mette håbefuldt.
Mads smilede bare drømmende:
“Ja, det skal jeg. Jeg elsker hende!”
Sådan går det, når man siger: “Kærlighed er blind.” Et par måneder senere blev de gift. Mette, selvom hjertet var tungt, gav dem nøglerne til farmors lejlighed lad de unge bo for sig selv.
Tiden gik, og Mette besøgte dem en dag. Åh, kære venner Hvad hun så! Støv på møblerne tykt som tommelfingre, opvasken i en bjergkæde i vasken, og strømper på gulvet som paddehatte efter regn. Freja sad på sofaen, filede negle og sukkede:
“Jeg skal finde mig selv.”
Mads havde tre lån hængende om halsen. Freja ville have en ny bil blank og flot, så alle kunne se, hvor fin hun var.
“Hvem skal betale for den?” spurgte Mette.
“Det rager ikke dig,” svarede Freja. “Min mand skal sørge for mig, og jeg skal være smuk.”
Så lovede Mette sig selv: “Ikke en krone mere.”
Senere kom Mads hjem til hende:
“Mor, vil du ikke tage et lån for mig?”
Hun svarede roligt:
“Nej, min søn, den der lover, må også stå ved det.”
Han gik hjem og fortalte Freja, at der ikke ville komme nogen bil. Og så, kære venner, begyndte det Skrig, hysteriske anfald, døre, der blev smækket så højt, at naboerne sikkert gjorde korsets tegn. Freja hylede, at livet uden bil ikke var værd at leve, indtil Mads ikke kunne holde det ud mere. Han smed hende ud. Senere blev de skilt.
Så husk det, børn: “Det er ikke huset med det skinnende tag, der er et hjem, men det, hvor der er fred.” For hvad er en kvinde værd, hvis hendes eneste talent er at beskytte sine negle? Kærlighed er ikke kun smukke ord, men også omtanke og fællesskab. Det er bedre at leve enkelt, men i fred, end i luksus med konstant skænderi og larm.
