**Gengæld**
“Majken, du lever sådan et liv, man kunne lave en film om det,” sagde Freja til sin veninde og kollega, der bare lo i svar:
“Ja, mit liv koger, men jeg ved ikke, hvordan filmen ender… Men jeg finder ud af det. Det er på tide at blive gift jeg er jo allerede otteogtyve. Så jeg arbejder hårdt for det.”
“Åh, Majken, du må stoppe. Jeg tror ikke, du vil giftes. Du har det fint, og så er der alt det ansvar og kun én mand,” fortsatte Freja.
“Hvem sagde kun én? Det er dig, der lever sådan med din Sebastian, men mit liv bliver anderledes.”
“Hvad siger du?” udbrød Freja forarget. “Kan man virkelig være gift og drømme om andre mænd? Det kan jeg slet ikke acceptere.”
“Det er dig, og det er mig,” smilte Majken med sit fortryllende smil.
Hun var en skønhed slank, med en flot figur og et forførende blik. Mænd vendte sig altid efter hende. Majken var en af de kvinder, der aldrig lod en chance gå sig forbi. Hun levede efter mottoet: “Hvis de giver, så tag; hvis de slår, så slå tilbage.” Uanset hvad hun gjorde, lykkedes det altid bedre og hurtigere for hende. Hun kom senere ind på kontoret end Freja, men alligevel var hun hurtigt kommet højere op på karrierestigen nu var Freja hendes underordnede.
Der var mange mænd på kontoret. Majken tiltrak dem alle, også de gifte, men hun havde besluttet:
“Mit mål er at blive gift, så de gifte må vente selvom der er nogle lækre eksemplarer imellem! Jeg har tre kolleger på min liste. Men hvem skal jeg vælge?”
Hun spurgte også Freja til råds, men hun var fornuftig:
“Majken, du må ikke blive sur, men her kan jeg ikke hjælpe dig. Tænk selv og vælg. Hvis det går galt, så bliver det min skyld.”
Majken lod ikke være med at tænke grundigt over det. Hun analyserede, hvilken af de tre kandidater der var mest lovende. Konklusionen var klar: Nikolaj var den mest pålidelige, flotte, håndværksmæssigt begavede, tjente godt, og vigtigst af alt han lyttede altid til hende.
Nikolaj mærkede straks, at Majken blev blødere over for ham. Han havde set det før, men Rasmus og Jonas stod også i vejen. De var også vilde med hende, og Majken flirtede med dem, hvilket gjorde ham vred.
“Majken har åbenbart indset, at jeg er den bedste mulighed,” tænkte Nikolaj glædeligt. “Jeg må ikke tøve jeg skal fri til hende hurtigt.”
Og sådan skete det. På en af deres dates overrakte Nikolaj Majken et kæmpe buket blomster og en lille æske med en ring.
“Majken, vil du gifte dig med mig? Jeg har tænkt længe over det du bliver en fantastisk hustru. Og jeg vil vågne op ved din side hver morgen.”
“Ja, Nikolaj. Jeg havde ikke regnet med, du ville fri så hurtigt. Men vi kender hinanden, så mit svar er ja.”
De boede i Majkens lille lejlighed det første stykke tid, men efter et stykke tid foreslog Nikolaj:
“Lad os sælge lejligheden og bygge et stort hus. Vi kan tage et lån, hvis nødvendigt. Vi tjener godt, så vi kan bygge gradvist.”
“Men hvor skal vi bo? Skal vi leje?” spurgte Majken.
“Nej, hvorfor leje? Min far har boet alene i tre år, efter min mor døde. Han har en stor treværelses der er plads til os alle. Han siger ikke nej, det ved jeg. Er det en aftale?” sagde han, og Majken nikkede.
De solgte lejligheden hurtigt, og arbejdet på den nye grund begyndte. De flyttede ind hos faren. Henrik var lykkelig. Majkens forhold til sin svigerfar var altid godt, selvom de ikke så hinanden ofte de holdt kontakten varm.
Henrik Nikolajs far havde levet alene siden sin kones død. En mand på treoghalvtreds, han så respektabel ud, ikke gammel, endnu ikke engang “midaldrende.” Efter første møde med ham sagde Majken:
“Din far minder mig om den mand, der reklamerer for mobilabonnementer.” Nikolaj grinede og gav hende ret.
Henrik var høj og muskuløs, trænede to gange om ugen, havde en velplejet skægstub og en rå stemme. Kvinder flokkede omkring ham, men han havde ingen planer om at gifte sig igen.
Selvfølgelig var Henrik glad for, at sønnen og svigerdatteren flyttede ind nu var der lidt mere liv i huset. Tiden gik. Nikolaj brugte al sin fritid på byggeriet, kontrollerede alt selv, mens Majken sjældnere så ham. Men svigerfaren så hun oftere.
Pludselig indså Majken, at Henrik så særligt på hende. Først troede hun, det var indbildning. Men nej. Henrik lagde en arm om hende, gav hende komplimenter, smilede blødt.
“Hold da op,” gik det op for hende. “Min svigerfar kan ikke tage øjnene af mig. Men han er jo også en flot mand. Måske kan jeg få noget ud af ham.”
Da Henrik igen lagde armen om hende, protesterede hun ikke. Hun vidste ikke engang, hvordan de endte i seng sammen. Ingen af dem stillede spørgsmålet:
“Gør vi det rigtige?”
Og mest af alt de havde ingen samvittighedsnag. For dem var det bare naturligt. Hvorfor ikke? Nikolaj var altid på byggepladsen, nogle gange overnattede han der, især i weekenderne. Han ville bare hurtigt færdiggøre huset. Nogle gange kom han hjem så træt, han knap kunne gå. Og Majken savnede mandligt selskab.
Sådan fortsatte det, indtil hun en dag opdagede, at hun var gravid. Hun fortalte det til Henrik:
“Jeg er sikker på, det er din. Ja, det sker du ved, det er sådan, man får børn,” smilede hun.
“Jeg er glad, Majken. Meget glad!”
Men Nikolaj var ikke så begejstret. Hans kones gravidhed passede ikke ind i hans planer først skulle huset færdiggøres. Men han forsøgte at smile.
“Nikolaj, du skal ikke bekymre dig. Jeg hjælper med barnet. Hvad skal jeg ellers lave, hvis ikke at passe mit barnebarn?” sagde Henrik og klappede sønnen på skulderen. Nikolaj kunne ikke gøre andet end at acceptere.
Majkens graviditet var hård, men hun holdt ud. Barnet var ønsket, og hun var allerede over tredive. Henrik fulgte hende altid til lægen. Alle vidste, at Nikolaj var optaget af byggeriet.
I rette tid blev en dreng født. Majken og Henrik var lykkelige, og Nikolaj lod også til at være glad. Huset var næsten færdigt, og de kunne snart flytte ind.
Henrik elskede Niels over alt på jorden. Han passede ham, for nu vidste han, hvad et barn betød. Da Nikol
