“Åh, er du her stadig? Skrid ud af min lejlighed, jeg er din mands nye kone!” råbte den blonde kvinde i døren.
Nøglen drejede sig i låsen med en uvant, stram knirken.
Jeg skubbede døren op og ventede på den velkendte duft af hjem en blanding af min parfume og en svag antydning af gulvrens.
Men i stedet ramte en fremmed, sødladen duft mig i næsen.
Jeg stivnede i døren uden at tænde lyset. Noget var galt.
På bøjlen i entréen hang en skrigende rød cardigan ved siden af min mands frakke. Jeg havde aldrig set den før.
Mine hjemmesko, som altid stod lige ved døren, var smidt i et hjørne, og i deres stod der elegante højhælede sko.
Mit hjerte gjorde et nervøst hop. Jeg var kommet hjem fra forretningsrejse en dag før, for at overraske ham. Men det var mig, der fik overraskelsen.
Stille, for at undgå at larme, gik jeg ind i stuen. På bordet stod en vase med friske liljer jeg hadede liljer, jeg var allergisk.
Ole vidste det udmærket.
Ved siden af vasen lå en åben bog med en glansfuld omslag. Ikke min.
Jeg tog min telefon. Fingrene rystede let, da jeg ringede til min mand. De lange ringetoner rev de sidste rester af selvtillæggelse i stykker. Han svarede ikke.
Jeg gik ud i køkkenet. På bordet lå spor fra madlavning. I vasken stod to kopper fra vores bryllupsservice. På én af dem var der en lyserød læbestift.
En summen fyldte mit hoved, som en sværm ophidsede bier. Det kunne ikke passe.
Det måtte være en ond, meningsløs joke. Måske var hans kusine fra Aalborg på besøg? Men hvorfor havde han ikke sagt noget?
Jeg ringede igen. Stadig intet svar.
Pludselig hørte jeg nøglen i døren igen. Jeg trak mig ind i skyggen og pressede mig op ad væggen.
Døren gik op, og den blonde kvinde kom ind. Hun satte poser med madvarer fra og smed skoene af med en selvsikkerhed, som om hun havde gjort det hundrede gange før.
Hun vendte sig for at tænde lyset og fik øje på mig.
Der var ingen frygt i hendes ansigt. Kun en svag overraskelse, der hurtigt blev afløst af kold irritation. Hun målte mig fra top til tå.
“Er du her stadig?” spurgte hun, som om jeg var en glemt ting, der ikke var blevet ryddet væk.
Jeg kunne ikke svare. Bare stirrede. Luften i mine lunger forsvandt.
Hun fnøs og krydsede armene. Hendes blik blev hårdt.
“Jeg gentager mig ikke. Pak dine ting og skrid ud af min lejlighed.”
Den første chok blegnede, afløst af isnende vrede. Jeg tog et skridt frem.
“Hvad mener du med *din* lejlighed? Er du sindssyg? Den her lejlighed er min. Min og min mands.”
Hun grinede. En kort, ubehagelig latter.
“*Din tidligere mand*,” rettede hun, med tydelig adskillelse af hvert ord. “Og lejligheden er min nu. Vores. Vi bor her. Det går vist lidt langsomt ind hos dig.”
Hun gik demonstrativt ind i stuen, tog tæppet fra sofaen det jeg havde købt i Stockholm sidste år og smed det på en stol med et udtryk af afsky.
“Ole bad mig sige, at du skal undlade at lave en scene. Han hader hysteriske udbrud. Så vær nu fornuftig: tag hvad du skal bruge og gå.”
Min hjerne nægtede at acceptere det. Det føltes som et absurd teaterstykke.
“Jeg går ingen steder,” sagde jeg fast, selv om stemmen rystede. “Jeg ringer til politiet.”
“Gør du bare,” sagde hun og trak på skuldrene. “Hvad vil du fortælle dem? At din eksmand beder dig om at rømme hans lejlighed? De vil bare grine. Alle papirerne er i orden.”
Hun gik hen til kommoden med vores billeder. Hun tog et vi grinede sammen på ferie i Italien.
“Sødt,” sagde hun med en falsk smil. “Men det her skrammel skal ud. Snart kommer der nye, pæne billeder op.”
Hun smed billedrammen i skraldespanden. Glasset knustes med en skræmmende lyd.
Det var dråben. Jeg gik mod hende.
“Hvad bilder du dig ind?!”
Hun skubbede mig let væk. Trods sin spinkle bygning var hun stærk.
“Jeg sagde ingen scener,” hvæsede hun. “Ole har forladt dig. Kom nu videre. Han mødte mig og forstod endelig, hvad ægte kærlighed er ikke en kedelig vane.”
Jeg vaklede, som om jeg var blevet slået. Hendes ord dryppede af giftig selvsikkerhed. Hun virkede ikke sindssyg. Hun følte sig hjemme.
Jeg greb telefonen igen. Ikke politiet. Ole. Jeg ville høre det fra ham.
Jeg trykkede på opkald og i samme øjeblik gik hoveddøren op.
Ole stod i døren.
Han så først på mig, så på hende. Hans ansigt var roligt, ligeglad, træt.
“Sk
