“Her kan jeg da endelig spise ordentlig mad, og ikke din kedelige grød!” hvæsede manden ved det danske buffetbord. Men mit svar på hans tallerken fik ham til at blegne.
De, der har været gift længe, ved det: Mænd kommer i to varianter. Nogle spiser alt, hvad du laver, og siger endda tak. Andre som min Bent. For ham er enhver ret jeg laver en invitation til kritik.
I alle vores tredive år sammen har jeg kun hørt én ting: “Du har saltet suppen for meget igen”, “Kartoflerne er ikke færdige”, “Min mors frikadeller var luftige, ikke sådan nogle lædersåler som dine”. En rigtig skat, ham!
For at være ærlig, begyndte jeg at tro, mine hænder voksede forkert. Jeg prøvede alt, piger som en besat! Købte kogebøger, så madprogrammer.
Jeg lavede alt fra kylling i asparges til and med æbler til nytår og bøf med løg, der simrede i timevis. Og hvad fik jeg? Sure miner og konstante sammenligninger med hans afdøde mor.
De sidste år kom der et nyt problem. Bents overvægt gav ham helbredsproblemer: blodtrykket dansede, kolesteroltallet var i vejret.
Lægen, en gammel, streng mand, sagde direkte: “Bent Erik, en gang til, og du rejser dig måske ikke. Ingen stegt, fedt eller salt. Kost ellers bliver det ikke bedre.” Og hvem tror du skulle sørge for den kost? Lige præcis mig.
Jeg lavede mad på damp, stegte uden olie, saltede direkte på tallerkenen. Og hvad fik jeg? Brok om, at jeg “sultede ham” og gav ham “kål”. Man skal have tålmodighed!
Da vi tog på ferie til et all-inclusive hotel, sukkede jeg lettet. Endelig en pause fra både komfuret og kritikken. Lad ham få, hvad han vil, så han kan se, at restaurantmad ikke altid er bedre. Hvor tog jeg fejl
Fra første dag blev ferien et gastronomisk mareridt. Da han så buffetten, mistede han besindelsen. Han flakkede mellem retterne som en sulten måge.
Hans tallerken lignede et kunstværk nederst fed steffet, ovenpå en bøf med løg, ved siden af salater med dressing, og til sidst et stykke pizza.
Jeg mindede ham forsigtigt:
“Bent, lægen sagde… blodtrykket… så du ikke sidste måned, hvor dårligt du havde det?”
Han viftede bare afværgende:
“Hold op, kvinde! Jeg er på ferie! Jeg har betalt jeg spiser, hvad jeg vil! Endelig en pause fra din kedelige kost!”
Og så sad han der, tyggede højlydt, proppede sig, mens jeg stille pillede ved en salatblad og følte mig som en sygeplejerske for en levende mand. Det var både morsomt og trist.
Så gik dagene. Han spiste, jeg tav. Han roste kokkene, jeg tav. Han sagde til sønnen i telefonen, at han “fik taget revanche for alle årene”, og jeg bed tænderne sammen. Men en aften sprang tålmodigheden.
Vi spiste. Jeg tog nogle grøntsager og et stykke kyllingebryst. Bent hentede som altid en bjergmad, der fik min mave til at vende sig.
Mens han nød det fede kød, rullede han med øjnene og sagde, før han havde tygget færdig:
“Nu taler vi! Saftigt, krydret, rigtig mad! Her får man da endelig noget ordentligt, ikke din kedelige grød!”
Piger, jeg var tæt på at tabe min gaffel. Tredive år ved komfuret, omsorg, kostplaner og så kalder han det “kedelig grød”!
Al den harme fra årene vældede frem. Jeg kunne knapt trække vejret. “Nå, er det sådan?” tænkte jeg. “Vil du have ‘ordentlig mad’? Så skal du få mad! Sådan noget, du aldrig glemmer!”
Næste aften gik jeg til middag med et smil som en jæger på jagt. Bent var allerede ved buffetten uden anelse. Jeg gik hen til ham og sagde blødt:
“Bent skat, sæt dig ned og slap af. I aften sørger jeg for dig. For du er min elskede mand, og jeg skal forkæle dig.”
Han så forvirret ud, men adlød. Jeg tog den største tallerken. Showet begyndte.
Jeg lagde tre af de fedeste, sprødeste ribben. Tilføjede en bjerg af pomfritter, salater med dressing, peberrod, kyllingevinger og pølsehorn. Toppede det hele med ketchup, ostesauce og sennep.
Kokken så på mig som på en sindssyg. Han troede sikkert, jeg skulle mætte en hel hær.
Som Moder Teresa bar jeg dette “fede mirakel” til bordet og satte det foran Bent.
“Spiser du, skat! Kun det bedste til dig. Ville du have ordentlig mad? Værsgo! Velbekomme, min elskede!”
Jeg sagde det højt, så alle hørte det. Folk vendte sig. Nogen grinede, en kvinde nikkede anerkendende. Bents ansigt skiftede farve: først hvid, så rød. I mine øjne så han ikke omsorg men is. Han forstod det var ingen nåde, det var en dom.
“Hvad… hvad laver du?” hviskede han.
“Hvad er der, skat? Smager det ikke?” svarede jeg sød
