En gammel hemmelighed
I huset hos Erik og Mette var der glæde. I dag var bryllup for deres eneste søn Nikolaj, der giftede sig med sin elskede pige Freja. Nikolaj havde ikke sovet i flere nætter, han stirrede konstant på uret, bange for at komme for sent eller gå glip af noget. Han var nervøs det var jo første gang, han giftede sig.
“Den dag har jeg ventet på så længe. Endelig skal jeg kalde min Freja for min kone. Min elskede kone. Vi skal være lykkelige sammen, hun elsker mig også,” tænkte brudgommen.
Freja vågnede også i godt humør. Det var den vigtigste dag i hendes liv i dag skulle hun giftes med Nikolaj.
“Han er sikkert allerede vågnet derhjemme og er helt oppe at køre,” tænkte hun med et smil om sin kommende mand.
“I dag bliver vi gift, og det betyder, at vi skal sove og vågne sammen hver eneste dag. Vores kærlighed har sejret. Fremtiden bringer kun lykke.”
Freja var glad ved tanken om, at der kun ventede lykke forude. Men livet er ikke altid som en dans på roser der er gode og dårlige dage, udfordringer, og nogle gange problemer, der synes umulige at løse. Den sværeste opgave er at komme igennem det hele uden at miste dem, man holder af.
I starten var forældrene ikke helt begejstrede for deres børns valg. For hver forælder mener, at deres datter fortjener en exceptionel mand, og at deres søn fortjener en exceptionel kone. Men de unge lyttede ikke til nogen de var lykkelige sammen, og intet kunne stoppe dem.
Brylluppet var perfekt. Alle var tilfredse. Bruden var smuk, strålende af lykke, og brudgommen passede godt til. Så begyndte deres familieliv. Nikolaj og Freja drømte om fremtiden, om børn, om deres eget store hus.
“Den første bliver en dreng,” sagde Nikolaj bestemt. “En lille arving.”
“Nikolaj, jeg vil have en pige. Jeg vil købe smukke kjoler til hende og pynte hende som en dukke,” sagde hans kone.
Men de var enige om, at uanset hvem der kom først, ville det være deres lykke de ville elske det barn. Tiden gik. Et år af deres ægteskab var passeret, men Freja var ikke blevet gravid. Noget virkede ikke. De ventede begge ivrigt, Freja græd i smug og var bange for, at de måske aldrig fik børn.
Men halvandet år inde i ægteskabet kom den længe ventede nyhed.
“Nikolaj, vi skal have en baby!” sagde Freja lykkeligt, da hun kom hjem fra lægen.
Alle var glade. De kommende forældre, bedsteforældrene. Og da tiden kom, blev deres søn, lille Villads, født.
“Jeg sagde jo, den første blev en dreng,” sagde han stolt til sine forældre.
Fra fødeafdelingen hentede næsten hele familien Freja og Villads. Der var gaver og lykønskninger, og alle blev bløde ved synet af deres førstefødte. Alle var lykkelige. De unge boede hos Freyas forældre, der havde en treværelses lejlighed der var plads nok for nu.
Efter noget tid begyndte Mette, Freyas mor, at lægge mærke til, at der var noget galt med Erik. Han gik konstant og så mørk og sur ud, især når han kiggede på sit barnebarn, der sov fredeligt. Men en dag kunne han ikke holde det inde længere.
“Mette, se lige ordentligt på ham. Synes du ikke, det er mærkeligt, at to lyshårede og lyshudede forældre får en søn med mørkt hår og mørk hud?” spurgte Erik.
Mette viftede det væk.
“Åh, hold nu op, Erik. Børn ændrer sig. De mørke hår falder ud, og så vokser der lyse hår, ligesom hans forældre.”
Tiden gik. Villads voksede, men forblev mørkhåret og mørk i huden. Han begyndte at gå og lege selvstændigt. Forældrene og bedstemoren elskede ham højt. Men bedstefaren, Erik, kunne ikke acceptere, at hans barnebarn var mørkhåret. Nogle gange kom slægtninge på besøg og beundrede den smukke lille dreng. De jokede godmodigt og mindede om familiemedlemmer med lignende hårfarve.
En dag kunne Erik ikke bære sine mistanker længere. Han havde arbejdet sig selv op og besluttede sig for at tale med sin søn.
“Nikolaj, kan du ikke se, at din søn ikke ligner jer? Hvordan kan du være så rolig? Jeg er sikker på, han ikke er vores.”
Nikolaj blev fornærmet.
“Tror du virkelig, min Freja har været mig utro? Hvad prøver du at sige?”
“Hvad tror du selv, min søn? Villads ligner os slet ikke. Der har aldrig været nogen mørkhårede i vores familie vi er alle lyse,” insisterede faren.
“Vov at tale sådan om min kone,” afbrød Nikolaj ham. “Hun elsker kun mig, og samtalen er slut.”
Erik blev rasende over sønnens ord. Han tænkte sine egne tanker han ville bevise, at barnebarnet ikke var hans. Han gav ikke op og besluttede at åbne sønnens øjne. I smug, mens han legede med Villads, samlede han en mundskrabning med en vatpind.
Noget tid senere kom Erik hjem fra en tur ud. Nikolaj var lige kommet ud af en butik, hvor han havde købt en kage til Freja til årsdagen for deres møde. Netop den dag havde de mødtes for første gang.
Lige ved hoveddoren ringede Nikolajs telefon. Det var hans far.
“Søn, hvor er du? Vi skal tale…”
“Jeg er lige ved hjemmet, kommer nu.”
Da Nikolaj kom ind i lejligheden, var Freja ikke hjemme hun var ude med Villads. Faren ventede utålmodigt.
“Se her,” sagde Erik triumferende og lagde et stykke papir foran ham.
Nikolaj stirrede, men forstod intet.
“Hvad er det, far?”
“Jeg forklarer. Jeg testede Villads DNA sammen med mit. Resultatet er negativt vi er ikke i familie. Han er ikke mit barnebarn.”
Nikolaj var chokeret og forvirret. Mørke tanker fyldte hans hoved. Da chokket lagde sig, ventede han på Freja. Endelig kom hun hjem med Villads. Da hun så sin mand, smilede hun, men da hun mærkede hans blik, blev hun bange. Hun havde aldrig set ham sådan før.
“Det viser sig, du er en bedrager,” råbte han. “Og jeg forsvarede dig altid. Hvordan kunne du gøre det mod mig?”
Freja forstod ingenting og bad ham med tårer i øjnene om at forklare. Han kastede papiret mod hende.
“Ved du overhovedet, hvem faren til din søn er?” råbte han og brugte et grimt ord.
“Hvad snakker du om, Nikolaj?” spurgte Freja
