»Dine karbonader spiser selv hunden ikke,« grinede manden og smed maden ud. Nu spiser han i en suppekøkken for hjemløse, som jeg finansierer.
Tallerkenen med aftensmaden fløj i skraldespanden. Den skarpe lyd af porcelæn, der ramte plastik, fik mig til at ryste.
Dine karbonader spiser selv hunden ikke,« lo han og pegede på hunden, der demonstrativt vendte sig væk fra den tilbudte bid.
Mads tørrede sine hænder af på det dyre køkkenhåndklæde, jeg havde købt for at matche de nye møbler.
Han var altid besat af detaljer, hvis de handlede om hans image.
Anne, jeg bad dig. Ingen hjemmelavet mad, når jeg venter partnere. Det virker fattigt. Det lugter af… armod.
Han udtalte ordet med et så afskyeligt udtryk, som om det efterlod en rådden smag i munden.
Jeg så på ham på hans perfekt strygede skjorte, på det dyre ur, han aldrig tog af, selv derhjemme.
Og for første gang i mange år følte jeg hverken vrede eller lyst til at undskylde. Kun kulde. Iskold, gennemtrængende kulde.
De kommer om en time,« fortsatte han uden at bemærke min tilstand. »Bestil bøffer fra ‘Den Gyldne Okse’. Og salaten. Den med havets produkter. Og gør noget ved dit udseende. Tag den blå kjole på.
Han kastede et hurtigt, bedømmende blik på mig.
Og sæt håret op. Den frisure gør dig billig.
Jeg nikkede bare. En mekanisk bevægelse op og ned.
Mens han talte i telefon og gav instruktioner til sin assistent, samlede jeg langsomt tallerkenskarerne op.
Hvert stykke var lige så skarpt som hans ord. Jeg prøvede ikke at diskutere. Hvad var meningen?
Alle mine forsøg på at »blive bedre for ham« endte altid ens med ydmygelse.
Mine sommelierkurser havde han grinet af og kaldt dem »hobbyer for kedsommelige husmødre«.
Mine forsøg på at dekorere vores hjem »smagløse«. Min mad, hvor jeg lagde både kræfter og sidste håb om varme, endte i skraldespanden.
Ja, og tag en god flaske vin med,« sagde Mads i telefonen. »Ikke den, Anne prøvede på sine kurser. En ordentlig en.
Jeg rejste mig fra gulvet, smed skårene ud og så mit spejlbillede i ovnens mørke glas. En træt kvinde med slukket blik. En kvinde, der havde brugt for lang tid på at blive en bekvem møbel.
Jeg gik ind i soveværelset. Men ikke efter den blå kjole. Jeg åbnede skabet og tog en rejsetaske frem.
Han ringede to timer senere, da jeg allerede havde taget ind på et billigt hotel i udkanten af byen. Jeg havde med vilje ikke taget til veninderne, så han ikke kunne finde mig med det samme.
Hvor er du?« Hans stemme var rolig, men under overfladen lå en trussel. Som en kirurg, der betragter en svulst før operationen. »Gæsterne er kommet, men værten er væk. Det ser dårligt ud.
Jeg kommer ikke, Mads.
Hvad mener du med ‘kommer ikk
