**Dagbogsnotat En mands søgen efter lykken**
Livets veje er ikke altid lige for nogen, hverken for kvinder eller mænd. Viktor er en af dem, der har haft svært ved at finde den rette.
“Jeg er otteogtredive år, og alligevel har jeg aldrig rigtig været lykkelig, selvom jeg har været gift to gange. Eller, officielt kun én gang anden gang levede vi bare sammen uden papirerne. Men det endte heller ikke godt. Hvor er min lykke? Hvorfor sker det altid for andre og ikke for mig? Møder jeg bare de forkerte kvinder, eller leder jeg det forkerte sted?”
Viktor er en af den gode slags. Han vil altid hjælpe, beskytte, gøre livet lettere for andre. Selv vennerne siger til ham:
“Viktor, du burde arbejde som en god fe. Der er ikke nok venlighed i verden til, at du kan dele den ud til alle.”
Men sådan er han bare. Han bor stadig med sine forældre i en lille by, hvor de har et stort hus og lidt jord. Han kan alt svejse, køre lastbil, samle møbler, reparere en vaskemaskine, eller fikse en elfejl. Derfor er han altid efterspurgt i byen. Udover det arbejder han på en boreplatform, hvor han tjener godt. Men når han kommer hjem på ferie, er der altid naboer, der har brug for ham.
“Søn, hvorfor kan du aldrig sige nej?” sukker hans mor. “Du kommer hjem for at hvile, og så arbejder du alligevel. Du slider dig selv op både derude og herhjemme.”
“Mor, folk har jo brug for hjælp.”
“Folk er snu, min dreng. Du gør det hele gratis, og de ved det godt. Hvorfor skulle de hyre en anden, når de kan få dig til det?”
“Åh, mor, det tager ikke livet af mig,” svarer han altid.
Da Viktor var toogtyve, giftede han sig med Mette. Hun var to år yngre, smuk og livlig. Men hans mor kunne ikke lide hende.
“Man skal vælge en kone, der er rolig og ordentlig, ikke sådan en som Mette. Hun har set for meget i sine unge år, og alligevel giftede du dig med hende efter kun en måned. Hvad skyndte der sig?”
“Mor, du kan aldrig blive tilfreds. Hvad er der galt med Mette? Hun er livlig, ja, men det er netop, hvad jeg har brug for. Jeg er ikke den store haj til at tage initiativ.”
“Jeg tier,” sagde hans mor. “Men kom ikke og sig, jeg ikke advarede dig. Du kunne have kigget på Helle, vores nabo. Hun er stille, dygtig, sidder hjemme om aftenen. Ingen har noget ondt at sige om hende.”
De boede i forældrenes hus, men med en separat indgang, så hans mor ikke altid mødte sin svigerdatter. Viktor og hans far passede dyrene, mens hans mor malkede koen.
Så snart Viktor rejste tilbage på arbejde, begyndte Mettes festliv. Hun havde en rutine: når lyset i forældrenes del slukkedes, vidste hun, de sov. Så listede hun sig ud gennem bagdøren, undgik hovedporten, fordi hans mor kunne se hende fra vinduerne, og gik til dans i byen. Nogle gange blev hun fulgt hjem af fyre fra nabobyerne.
En nat blev hans mor syg, og hans far gik over for at hente Mette. Viktor var væk, og da han kom ind i deres del af huset, var døren ulåst, og Mette var væk.
“Hvor i alverden er hun henne? Manden er væk, og så er hun også forsvundet,” tænkte han og gik ned til naboerne.
Karen, Helles mor, kom løbende med en blodtryksmåler og gav hans mor medicin.
Næste morgen konfronterede hans far Mette. Hun lod, som om intet var sket.
“Var du hjemme i nat?”
“Ja, selvfølgelig. Jeg sov.” Hun vidste ikke, han havde været der klokken et.
“Lad være med at lyve. Jeg var her klokken et, og du var væk!”
“Hvad skulle du her så sent? Når Viktor kommer hjem, får han at vide alt!”
“Det var fordi din svigermor var syg! Jeg troede, du kunne hente lægen. I stedet måtte jeg hente Karen.”
“Jamen, jeg var hos min egen mor. Hun var også dårlig. Jeg var der til klokken tre.”
Hans far tvivlede pludselig. Måske havde hun ret.
De sagde ingenting til Viktor, men engang kom han hjem en uge før tid. Sent om aftenen mødte han Mads, en nabo, på stationen. Ingen biler kørte, så de gik de tre kilometer hjem gennem skoven.
Viktor bankede på vinduet, som han altid gjorde. Deres soveværelse lå der, men Mette åbnede ikke med det samme. Han hørte raslen og så en mand kravle ud af køkkenvinduet.
“Hvem var det?” spurgte Viktor skarpt.
“Ingen. Hvorfor skulle det interessere dig?”
“Jeg vidste ikke, du var sådan en. Manden er væk, så går konen i byen.”
Næste dag pakkede Mette og forlod til sin mor. Viktor søgte om skilsmisse kort efter.
“Nå, søn, forstår du nu, hvorfor jeg advarede dig mod Mette?”
“Lad det ligge, mor,” svarede han bare.
Men ikke længe efter kom Mette tilbage:
“Skal jeg beholde barnet eller ikke? Det er dit.”
“Hvis det er mit, så føder du det. Jeg hjælper.”
Nu, ni år senere, betaler Viktor børnepenge, køber tøj til sin søn. Hvis der er noget, kommer Mette altid løbende.
“Lars har revet sin jakke i stykker. Han har brug for en ny.”
Viktor giver altid penge. Hans mor knurrer:
“Dum, dumme dreng. Du ved jo ikke engang, om Lars virkelig er din. Folk siger, han ikke ligner dig.”
“Lad dem sige, hvad de vil. Mette siger, han er min. Så hjælper jeg ham.”
Efter Mette mødte han Anne, der boede i nærmeste by og havde en lille datter fra et tidligere forhold. Han hjalp både Mette og opdragelsen af Annes datter. De giftede sig ikke, men boede sammen. Hun var tilfreds, og Viktor arbejdede videre på platformen.
Anne kom godt ud af det med hans forældre. Hans mor roste hende:
“Hun er en god pige, hjælper til med alt. Selv malke kan hun.”
De levede sådan i ti år, indtil Anne en dag sagde:
“Min mor er syg. Jeg tager hjem for at passe hende.”
“Skal jeg ikke komme med? Der kan være brug for mandehænder.”
“Nej, ikke endnu. Jeg siger til, hvis det bliver nødvendigt.”
Anne tog hjem. Viktor besøgte dem, hjalp med huset, og når han kom hjem fra arbejde, delte han penge med dem.
Men halvandet år senere spurgte en ven:
“Viktor, har du smidt Anne ud?”
“Nej, hun passer sin mor.”
“Er du sikker? Moren løber rundt i byen som en ung hest
