Hun er dem ikke værd
Kirstens mor sukkede tungt, mens hun stirrede på sin smukke datter. Birthe kunne simpelthen ikke få sin datter til at forstå, at det var meningsløst at vente hele livet på en prins på en hvid hest. Det ville aldrig ske.
“Kirsten, du lever som i et eventyr. Se dog alle de fine drenge omkring dig. Dine klassekammerater Mads og Nikolaj er gode fyre, og de hænger altid omkring dig. Hvorfor vil du ikke gå en tur med dem, når de kommer forbi om aftenen? Hvorfor går du ikke ud? Tag afsted, snak med dem måske ville du opdage, at helt almindelige drenge også kan have et smukt sind.”
“Mor, jeg har ikke brug for et smukt sind. Jeg vil have en dreng, der er flot at se på, og der er ingen i vores by, der er mig værd. Se dog på mig! Er der én eneste dreng her, der fortjener mig?” sagde Kirsten og rettede ryggen, hvilket fik hendes slanke figur til at se endnu mere perfekt ud for slet ikke at tale om hendes ansigt.
Moderen rystede bare på hovedet.
“Min pige, det er bedre at fødes lykkelig end smuk. Det ordsprog har altid været sandt, og livet beviser det igen og igen.”
Hvor ofte havde Kirsten ikke hørt disse ord, men hun tænkte aldrig over dem. Jo ældre hun blev, jo mere var hun overbevist om, at smukke mennesker altid ville være lykkelige… Hun var vant til, at alle omkring hende beundrede hende.
“Åh, hvor er du en smuk pige! Åh, dine øjne! Åh, hvor er du dejlig!” og hun smilede og nød opmærksomheden, mens nogen tilbød hende slik, som hun aldrig sagde nej til.
I børnehaven var hun altid prinsessen ved festivallerne, og i skolen misundte hver eneste pige hende alle ville gerne ligne hende. Kirsten forstod ikke, at for meget opmærksomhed og beundring kunne vende sig imod hende, men Birthe tænkte ofte på det. Alligevel, da Kirsten blev voksen og kendte sin egen værdi, ønskede hun kun en ligeså smuk mand ved sin side. De klassekammerater og bekendte, der omgav hende og ofte tilbød hende venskab, blev kun mødt af et hånligt smil.
“Kan de ikke se, hvem jeg er og hvem de er?” tænkte hun.
Birthe prøvede, så godt hun kunne, at få sin datter til at forstå, at smukke mænd ikke altid blev gode ægtemænd. Men Kirsten var sikker på det modsatte. Hun var ikke særlig god i skolen og endte kun på en erhvervsskole efter studentereksamen. Heller ikke der mødte hun nogen, hun anså for værdig.
“Mor, jeg har ikke brug for almindelige Mads’er og Nikolaj’er. Jeg venter på min lykke,” sagde hun, når Birthe begyndte at snakke om ægteskab.
Der var altid rigeligt med fyre omkring hende, og da Kirsten var færdig med skolen, arbejdede hun på kommunekontoret. Men med tiden forstod de lokale drenge, at Kirsten var uopnåelig, og de holdt op med at give hende opmærksomhed. Hendes veninder og klassekammerater giftede sig, fik børn, men hun blev alene.
“Mor, jeg tager til Århus. Hvad skal jeg herude i byen? Min lykke ligger derude her har ingen fanget mig. De er alle sammen så almindelige, landlige de er ikke for mig. Ingen af drengene her er smukke nok til mig,” meddelte hun Birthe en dag og tog afsted.
Moderen tog det roligt. Hun var træt af at argumentere, træt af at forklare, at skønhed ikke var alt mens tiden løb fra dem. Kirsten blev stadig ikke gift. Når hendes veninder mødte Birthe, pralede de af deres børn og familieliv, mens moderen ikke engang vidste, hvad hun skulle sige om sin datter.
Kirsten blev tredive år stadig alene, utroligt nok. Hun kunne ikke finde en mand smuk nok til at fange hende. Årene gik, og nu var hun syvogtredive. Men så lykkedes det hende at få job i et respektabelt firma. Og endnu bedre hun traf direktøren. Han var præcis, som hun altid havde forestillet sig sin fremtidige mand. Hans manerer, hans måde at tale på, hans smil og det lille hul i hagen især hans perfekte ansigtstræk imponerede hende dybt.
Jens var den første mand, der interesserede hende, den første, hun valgte. Det betød ikke noget, at han var gift og havde to børn. Hun havde længe ønsket et barn, et smukt barn som hende selv ægteskabet var ikke længere en prioritet.
“Lad ham bare være gift,” tænkte hun, “jeg får ham alligevel.”
Men at charmere direktøren var ikke svært. Allerede fra første blik blev han betaget af hendes skønhed og så hende straks som en mulighed. Han inviterede hende på restaurant.
“Kirsten, jeg har aldrig mødt en så smuk kvinde som dig. Du har helt forhekset mig. Det er ærgerligt, vi ikke mødtes tidligere. Desværre er jeg gift og kan ikke forlade min familie,” sagde han ærligt. “Men jeg vil være glad, hvis vi kan ses en gang imellem.”
“Jens, slap nu af. Det her er bare for sjov jeg har ikke tænkt mig at ødelægge dit ægteskab,” svarede hun, og manden lettedes tydeligt over hendes ord.
Snart blev Kirsten gravid. Hun fik, hvad hun ville. Jens hjalp hende økonomisk, og hun var lykkelig. Nu forstod hun, hvad lykke var. Hun gav alt til sin søn Magnus nu var han hele hendes livs mening.
Magnus voksede op som en smuk dreng, men også klog. Han fik topkarakterer i skolen, vandt konkurrencer uden besvær. Han dyrkede sport og var den bedste i sin skole. Kirsten var så stolt af sin søn.
Magnus vidste godt, at han var smuk, men han lagde ikke mærke til de piger, der var vilde med ham. Ingen af dem interesserede ham. Kirsten begyndte at bekymre sig:
“Monter han er blevet som mig? Må han ikke gentage min fejl. Han skal ikke vente på en perfekt prinsesse han skal leve nu.”
Alligevel turde hun ikke tale med ham om det. Hun håbede stadig, at han ville finde en værdig pige men den måtte selvfølgelig være smuk. Magnus dimitterede fra universitetet, fik et prestigefyldt job med en fin løn, blev hurtigt forfremmet og lovede en strålende fremtid.
Magnus var næsten tredive, da han ringede til sin mor:
“Mor, jeg er forelsket og skal giftes,” sagde han. “Julie og jeg kommer på besøg. Hun er fantastisk præcis den pige, jeg altid har drømt om.”
“Godt, min dreng. Jeg glæder mig til at møde hende.”
… men Julie viste sig at være en helt almindelig, sød, men simpel pige.
Kirsten var oprigtigt glad for, at sønnen endelig fandt kærligMen da hun så Julie stå på dørtærsklen en pige uden påfaldende skønhed, men med et varmt smil og et hjerte af guld gik det op for Kirsten, at lykken ikke altid kommer pakket i perfektion.
