**Dagbog**
For længe har jeg levet for andre… Nu vil jeg vælge mig selv.
Nogle gange vågner man op midt i hverdagen og indser pludselig, at andres stemmer har fyldt ens hoved mere end ens egen. Sådan gik det for mig. Jeg hedder Mette, er femogfyrre år, bor i Aarhus, og så banalt det end lyder, har det først gået op for mig nu, at jeg har levet næsten et halvt århundrede efter andres regler. Ikke mine egne. Og smerten er tung, dunkende og vedholdende.
For nylig mødtes jeg med min gamle skoleveninde Lene. Vi havde ikke set hinanden i ti år, og det møde blev en vågnen for mig. Vi talte længe om livet, om børn, om skuffelser. Og pludselig hørte jeg mig selv en kvinde, der ikke lever, som hun vil, men som andre har bestemt. Og det er ikke længere nok.
Det startede i barndommen. Mine forældre anstændige, strenge, stædige vidste altid, hvad der var bedst for mig. De besluttede alt: hvem jeg skulle være venner med, hvad jeg skulle studere, hvad jeg skulle vælge. Jeg drømte om at blive jurist, men mor og far mente, at dansk var mere passende, og en dag, uden at spørge mig, indsendte de mine papirer til universitetet.
Jeg blev optaget. Og siden fulgte jeg andres spor. Studerede uden glæde, uden passion. Bestod eksamener uden at forstå, hvorfor. Men mine forældre var stolte. Jeg var “den dygtige datter med en universitetsuddannelse.”
De fandt også et job til mig dansklærer i en almindelig skole. Tanken om at bruge hele livet på at forklare kommaregler for børn, der ikke engang så mig i øjnene, fyldte mig med angst. Men jeg sagde ja. Fordi jeg altid sagde ja.
Så kom Peter. En kollega fra skolen. Idrætslærer. Han friede, og jeg… sagde ja. Ikke af kærlighed, men for at slippe væk fra mine forældre. Jeg så i ham en mulighed for frihed. Men hvor tog jeg fejl. Jeg skiftede bare bur.
Med Peter var livet hårdt. Han var hård, despotisk, tog ikke imod modstand. For ham var jeg husassistent, kok, kvinde på bestilling. Hver gang jeg prøvede at tale om følelser, respekt eller frihed, lo han. Jeg holdt ud. Fordi jeg ikke vidste, hvordan man gjorde andet. Fordi jeg fra barnsben havde lært at tie, følge, tilpasse mig.
Min eneste lysning var min datter. Hun var min redning, min lille lykke. Jeg gav hende alt, jeg aldrig selv fik: omsorg, støtte, valgfrihed. Jeg opdragede hende med én tanke: Lad vær med at gentage mit liv. Da hun gik i femte, begyndte jeg at gemme penge, væk fra Peter, så hun en dag kunne vælge selv.
Efter syvende sendte jeg hende til England. Det var svært. Jeg arbejdede ekstra, syede om natten, nægtede mig selv alt men hun fik sin chance. Nu studerer hun i London. Hun er stærk, klog, selvstændig. Og jeg siger til hende: Bliv der, lev dit liv. For det holdt jeg ud.
Min tante hjalp mig den eneste, der forstod mig. Hun havde ingen børn, men blev min stille skytsengel.
Og nu… nu står jeg foran spejlet og spørger mig selv for første gang i femogfyrre år: Hvad vil JEG? Ikke mine forældre. Ikke min mand. Ikke samfundet. Mig.
Og jeg ved svaret. Jeg vil have frihed. Jeg vil læse i fred, arbejde et sted, der giver mig ro, ikke pligt. Jeg vil sy gobeliner igen, som i ungdommen. Jeg vil leje en lejlighed, forlade Peter, starte forfra. Jeg vil ikke længere være en skygge.
Nu kigger jeg efter jobs og boliger. Langsomt, men sikkert, bygger jeg en ny vej. Jeg bliver ikke et offer mere. Ingen skal igen bestemme over mit liv. Hvis nogen spørger om jeg fortryder? Ja. Men ikke at jeg vil gå. Bare at jeg ikke gjorde det før.
