To år i ensomhed havde Mette tilbragt. Sådan var livet nu engang som 27-årig var hun blevet enke. Hun og hendes mand havde kun nået at være sammen i knap et år, lige da de begyndte at drømme om børn, væltede alt sammen.
Anders kom hjem tidligt fra arbejde med en dunkende hovedpine.
“Jeg fik lov til at gå hjem, hovedet gør så ondt, jeg magter ikke mere,” sagde han, da Mette kom hjem og fandt ham bleg og udmattet i soveværelset.
“Anders, skal jeg ikke ringe efter en læge? Det er ikke første gang du har disse anfald,” insisterede Mette.
“Nej, nej, det går over. Det har jeg haft før,” mumlede han og vendte sig mod væggen.
“Jeg laver dig en kop kamillete,” sagde hun og gik ud i køkkenet.
Mens vandet kogte, tænkte hun:
“Hvorfor vil han ikke tage til lægen? Han er kun 33. Det her kan ikke være normalt.”
Hun kom ind med teen, satte den på natbordet og rørte ham blidt ved skulderen.
“Anders? Anders?” Ingen reaktion. Hun ruskede ham hårdere intet. Med hænderne dirrende ringede hun efter en ambulance og derefter til sin svigermor, Grethe.
“Grethe, Anders reagerer ikke! Ambulancen er på vej!”
“Jeg kommer nu,” svarede hun.
Grethe boede i nabohuset og nåede frem lige før ambulancen. Den unge læge vendte Anders om, tjekkede pulsen og sukkede.
“Jeg beklager. Der er intet at gøre. Han er død.”
Efterfølgende huskede Mette det hele som i en tåge. Naboerne hjalp til, for de to kvinder var knust af sorg og havde ingen andre familie. Efter begravelsen kæmpede begge for at komme videre. De støttede hinanden, besøgte hinanden. Det var godt, de begge havde et job der kunne de distraheres lidt.
Mette blev alene tilbage i den nye lejlighed, de lige var flyttet ind i for et halvt år siden. Hun stirrede på bryllupsbillederne på væggene. Selvom Grethe sagde, hun burde gemme dem væk, kunne Mette ikke. Hun kunne ikke acceptere, at Anders var væk så ung, og nu fortalte lægerne, han havde haft en ondartet hjernesygdom. Det gik så hurtigt.
De havde været sammen i halvandet år, boet sammen, men ventet med at blive gift for at spare op til bolig og hjælpe Grethe med en knæoperation. Til sidst fik de det hele til at gå op de blev gift, købte ny møblement, og livet smilede. Indtil det ikke gjorde.
Nu kom Grethe regelmæssigt på besøg. Var hun stadig Mettes svigermor? De levede fredeligt side om side. Grethe havde endda overladt alt arv til Mette, selvom hun selv ikke havde nogen andre.
Et år gik, og Mette kunne stadig ikke slippe savnet. Men Grethe begyndte forsigtigt at mase:
“Mette, du er så ung. Du skal ikke sidde derhjemme og trække vejret. Tag ud med veninderne, mød nogle mennesker. Anders ville ikke have, at du gemte dig væk. I elskede hinanden, men livet skal leves.”
“Jeg ved ikke, Grethe Det føles som om, jeg døde sammen med ham,” svarede Mette.
“Netop! Du skal ryste dig selv løs. Du fortjener lykke. Børn. Selvom de ikke bliver mine egne blod, vil de altid være mine barnebørn,” smilede Grethe, selvom tårerne pressede på.
Langsomt tøede Mette op. Hun tog ud med kollegerne, og sin første fødselsdag uden Anders fejrede hun med Grethe. Ingen fest, bare te og kage, med en vase roser på bordet præcis dem, Anders plejede at give hende.
Grethe gav hende en broderet billedramme med to katte foran en pejs. “Det bringer lykke,” lovede hun.
Vinteren kom, sneen faldt, og nytåret nærmede sig.
“Første nytår uden dig,” hviskede Mette til billedet af Anders.
Grethe havde insisteret på at tage de fleste billeder ned. “Lad være med at stirre dig blind på dem.” Til sidst havde hun selv fjernet dem alle og efterladt én enkelt på kommoden.
En dag spurgte Grethe: “Hvad skal du lave til nytår?”
“Hjemme, antager jeg. Der er en julefrokost på arbejdet, men ellers”
Grethe lagde hovedet på skrå og sagde i en fortrolig tone:
“Hvad hvis vi tager på kursted sammen? Jeg fik tilbudt en plads, men jeg kan få to. Hvad siger du?”
Mette tøvede. “Jeg ved ikke…”
“Kom nu! Hvad skal du lave her alene? Der er måske lidt pensionister, men luften er god!”
Mette gav efter.
På kurstedet var der stille og roligt masser af ældre par, men også hyggelige gåture i fyrreskoven. Mette nød naturen, fodrede de tamme egern og fuglene.
“Mette! I morgen er der dans! Jeg har mødt en sød mand, Erik han kommer også!” grinede Grethe.
Mette vidste godt, Grethe prøvede at sætte et eksempel, men hun smilede bare. Om aftenen gik de i fællesstuen, hvor ældre mennesker dansede langsomt til gammeldags musik. Grethe dansede med Erik, der lovede:
“Næste dans er din, Mette!”
Men lokalet var for varmt. Mette gik en tur udenfor.
“Nytåret er kommet Bliver det ligeså trist som det sidste?” tænkte hun og så på de sneklædte træer i lygternes skær.
På vej tilbage mødte hun en mand ung, faktisk. De smilede til hinanden.
“Godaften. Hvor kommer sådan en snefugl fra?” spurgte han.
Mette lo. “Jeg er her med min svigermor.”
“Jens,” sagde han og rakte hånden frem.
“Mette,” svarede hun og gav ham sin handske.
“Skal vi tage en lille gåtur? Du ser ud, som om du trænger til lidt frisk luft.”
De vandrede længe, skiftede hurtigt til “du”, grinede og fandt ud af, at Jens var her med sin far, der havde hjerteproblemer.
“Jeg tager altid med ham ellers bliver det for ensomt,” forklarede han.
Da de kom tilbage, stod Grethe og Erik bekymret i foajeen. Det viste sig, at Erik var Jens far. De lo alle sammen, da sandheden gik op for dem.
Tiden fløj. Mette og Grethe skulle hjem, mens mændene havde to dage tilbage. Men de udvekslede telefonnumre. Jens havde et transportfirma og boede kun 120 km væk.
“Mette, jeg vil gerne se dig igen. Vi bor så tæt.”
Pludselig føltes livet ikke så tomt mere. Jens gjorde hende tryg, og hun vidste det: Livet skulle leves.
Tiden gik. Mette flyttede ind i Jens store landhus, hvor han boede med sin far. Haven var smuk Eriks værk. Han og Grethe talte ofte i telefonen,Og sådan blev de, alle fire, en lille familie, hvor kærlighed og latter fyldte hvert rum, og hvor Mette endelig følte, at fremtiden lige så stille smilende bankede på døren.
