Et prøve-møde
“Man kan virkelig opleve alt muligt i livet,” tænker Signe for sig selv, “nogle gange lever folk sammen i årevis, og så pludselig – splittes de ad. Det er virkelig underligt. Jeg kender mange, der har været igennem det, og selv har jeg også min historie.”
Signe er lille pensionist og bor alene. Hendes datter er gift og bor med sin familie i Aarhus. Hun flyttede fra landsbyen efter gymnasiet, startede på universitetet, og fandt sig en mand. Nu besøger hun kun engang imellem de har begge travlt med arbejde. Barnebarnet går i skole.
Da Signe stadig arbejdede, sagde hendes kvindelige kolleger ofte til hende:
“Signe, hvorfor vil du altid være alene? Der er så mange single mænd derude. Enkelte er enkemænd, andre er skilt forhold, der ikke holdt. Hvorfor ikke prøve at møde en? Der er masser af annoncer i aviserne, magasiner, ja, selv på nettet.”
“Jeg synes, det er skræmmende at tage initiativet,” undskyldte hun. “Hvordan kan jeg bare ringe til en mand? Og hvis en mand er skilt, er der vel noget galt med ham. Jeg er sikker på, koner ikke forlader gode mænd – de gode er allerede taget. Jeg stoler ikke på dem.”
“Signe, ingen tvinger dig til at gifte dig med det samme. Snak med ham, og hvis du ikke kan lide ham – så stop. Hvad er der galt med det?” insisterede Mette mest, hun havde selv fundet sin mand gennem en avisannonce og var nu lykkelig.
**En bekendtskab via annonce**
Til sidst besluttede Signe sig for at give det en chance. Første gang var pinlig og skræmmende at ringe til det nummer i annoncen. Men så tænkte hun:
“Det er jo bare en telefonopringning. Hvis jeg ikke kan lide ham, lader jeg bare være med at ringe igen.”
Hun ringede til flere mænd, men efter den første snak vidste hun allerede, om det var værd at fortsætte. Hendes syn på mænd ændrede sig lidt.
“Måske er det ikke altid mandens skyld i en skilsmisse. Kvinder kan også være svære at leve med. Og som man siger: ‘Man skal ikke blande sig i andres ægteskaber.'”
Således mødte Signe af og til mænd via annoncer, men ingen fangede hende endnu. Hun undgik de skilte, da hun ikke stolede på dem. Men alligevel mødte hun én Jørgen. De snakkede længe i telefonen, og hun syntes godt om ham med det samme.
Jørgen boede i en nærliggende by. Gennem deres samtaler forstod Signe, at han havde sit eget hus og en gård. Så han inviterede hende hjem til sig.
“Kom forbi, Signe. Vi har snakket længe nu. Hvis jeg ikke havde interesseret dig, havde du nok stoppet. Jeg henter dig ved busstoppestedet er det en aftale?”
“Okay, aftale,” svarede hun.
Jørgen tiltalte hende med sin måde at tale på, hans respekt for kvinder. Han talte ikke grimt om sin ekskone. Efter mange år sammen og to voksne børn, gik de fra hinanden.
Hun spurgte ikke til detaljer hun afskyede selv at tale om sit eget fortærn.
Men da hun spurgte:
“Jørgen, har du kontakt med dine børn? Besøger de dig?”
“Nej, ingen kontakt. De støtter deres mor, og de ringer ikke engang,” svarede han.
Dét undrede hende.
“Uanset hvad der sker mellem ægtefæller, bør børn aldrig afbryde kontakten,” tænkte Signe. “Hvis de ikke taler med deres far, må der være en særlig grund,” men hun delte ikke disse tanker med Jørgen.
**Mødet og maden**
Signe tog bussen. I starten var hun nervøs, men efterhånden blev hun rolig. Da hun så vejkrydset, stod hun op og stod af. Straks så hun en høj, tiltrækkende mand. Han smilede til hende, og hun smilede tilbage.
“Signe?”
“Ja, det er mig,” svarede hun.
“Og jeg er så Jørgen. Kom, min bil står derovre,” pegede han på en sort SUV. “Lad os køre hjem, så kan du se mit sted.”
Hun blev glad for hans tilstedeværelse ved stoppestedet han havde endda blomster med. Og han var kommet i god tid, så hun ikke skulle vente.
Køreturen var kort. Hun så et stort toetagers hus, og da de gik ind i gården, bemærkede hun renlighed og velholdthed tydelige tegn på hårdt arbejde.
Tidligere havde Jørgen boet her med sin kone. Signe kunne se, at en kvinde havde plejet stedet – alt var praktisk og hyggeligt. Inde i huset var der også orden.
“Han må selv være nydelig, siden det er så rent her,” tænkte hun. “De har været skilt længe, men det føles stadig hjemligt.”
Signe gik rundt med Jørgen, mens han forklarede alt. Hun beundrede huset, men en tvivl begyndte at knage.
“Hvorfor forlod konen alt? Et hjem, hun havde lagt så meget i, stod tilbage til ham. Hvad fik hende til at gå?” tænkte hun, mens hun gik fra rum til rum.
“Tag plads,” sagde Jørgen, “vi skal snart have te.”
“Skal jeg hjælpe?” spurgte hun ud af høflighed.
“Nej, nej, jeg klarer det,” svarede han.
Han tog tekopene frem fra skabet teen var allerede klar. Han hældte op og skar selv et stykke lagkage til hende.
“Vil du have en smule vin?” spurgte han.
“Nej tak, jeg drikker ikke.”
“Godt, jeg drikker heller sjældent kun til særlige lejligheder.”
Mens de drak te, talte de om alt muligt. Hun roste hans hjem.
“Det er et virkelig flot hus, Jørgen. Man kan se, at du passer godt på det.”
**Prøven**
“Ja, huset kræver omhu, ellers falder det fra hinanden,” sagde han og så sig om i det pæne køkken.
Da teen var drukket, sagde han pludselig:
“Nu skal jeg prøve dig, Signe.”
Hun stirrede undrende.
“Hvad mener du?”
“Tør bordet af, så der ikke er krummer tilbage, vask op, og så gulvet. Derefter går vi ud i stalden jeg vil se, om du kan malke koen.”
Signe var målløs. Selv hvis han ikke havde sagt det så direkte, ville hun naturligvis have ryddet op. Men hvem siger sådan til en gæst? Hun vaskede tekopene og satte dem tilbage, mens han iagttog hende nøje.
“Jeg gider ikke vaske gulvet. Hvis du bare havde sagt: ‘Gør dig selv hjemme, mens jeg er ude med koen,’ ville jeg have gjort det. Men jeg kan ikke lide, at du står og bedømmHun tog sin frakke, gik uden et ord, og mens hun gik ned ad den stille landevej, tænkte hun blot: “Den mand får aldrig en kone igen.”
