**ENKENDE**
Lars var forelsket i Lise helt siden folkeskolen. Lille, sprød, med en stribe rødfrynsede fregner over næsen. Sådan så han hende første gang, og allerede dengang, som 12-årig, var han hende vildt forgabt i.
Lise var tre år yngre. Hun fik altid topkarakterer, var beskeden og sky. Og Lars blev mere og mere knyttet til hende. Han så hende i smug i frikvartererne, når hun hoppede reb med veninderne i skolegården. Let som en sommerfugl.
Da han kom hjem fra militæret, gik han samme dag til Lise med et blomsterbuket for at fri.
Lises far var en streng, alvorlig mand. Han talte længe med Lars i et særskilt værelse, men smilte til sidst og rakte ham Lises hånd.
Brylluppet var festligt. Selv de fjerneste slægtninge kom. De unge blev fejret i tre dage. Lises øjne strålede af lykke, og Lars var stolt. Han mente, han havde fået den bedste brud i hele landsbyen.
To år senere, med forældrenes hjælp, byggede Lars et hus. Lise var henrykt tre måneder før deres første barn blev født, flyttede de ind i deres eget hjem.
De fik en datter og kaldte hende Mette, efter Lises bedstemor. Pigen var robust og rask, men for Lise var fødslen en prøvelse.
Hele året efter fødslen var Lise bleg og udmattet. Lars kørte hende til lægerne, men de trak bare på skuldrene og sagde, at tiden måtte gøre sit.
Da Mette var halvandet, opdagede Lise, at hun var gravid igen. Lægerne rådede hende til at afbryde graviditeten. Hendes krop var ikke stærk nok; det kunne gå galt.
Lars bad hende lytte til lægerne, men hun var ubøjelig.
“Jeg dræber ikke mit barn! Det er ikke barnets skyld, det vil blive født. Hvad der sker, sker,” sagde Lise. “Guds vilje ske.”
Den sidste måned lå Lise på hospitalet. Derhjemme savnede den lille datter sin mor, og Lars fandt ikke ro. Hans hjerte varslede ulykke.
Og hans hjerte tog ikke fejl. Lise overlevede ikke fødslen; hendes hjerte stoppede. Men to smukke tvillingepiger kom til verden.
Lars var ulykkelig i sin sorg. Ved graven stirrede han uden at se, mens hele hans liv med Lise flimrede forbi lykkelige dage, hendes smil. Hendes latter hamrede i hans ører. Da kisten blev sænket, faldt han på knæ og hulkede som et såret dyr.
“Hvordan skal jeg klare mig uden dig? Hvad skal jeg gøre? Hvorfor skal jeg leve?” Tårerne løb, men indeni var der kun tomhed. Hans hjerte var blevet til et sort hul.
Efter begravelsen drak han. Hårdt, ubarmhjertigt, sort. Han drak for ikke at tænke på hende, for ikke at høre hendes stemme.
Lises forældre tog pigerne til sig. De troede ikke, Lars nogensinde ville komme sig og kunne være en god far.
På den 40. dag efter Lises død faldt Lars, beruset, i søvn i udhuset. Han drømte: Lise kom ind i huset, iført en hvid kjole, med håret løst over skuldrene og sollyset fanget i de røde krøller. Hun strøg ham over håret og sagde blidt:
“Lars, søde, hvad laver du? Er du ikke flov?” Hun kneb sine grønne øjne sammen og pegede bebrejdende. “Vores piger savner dig. De har brug for dig, ligesom jeg havde. Hvis du elsker mig, så lad dem ikke i stikken. Elsk dem, som du elskede mig.”
Lars vågnede, fuldstændig ædru, mens solen varmede hans kind. Straks gik han til Lises forældre, barberet og velkæmmet. Alvorlig og med en visdom i blikket, som om han var blevet halvtreds år ældre på en nat. Han kyssede sin svigermors hånd, omfavnede sin svigerfar, tog pigerne og gik hjem.
Fra den dag levede de fire sammen. Lars lærte at være både far og mor at lave mad, vaske tøj, stoppe strømper. Og han fletede piskefletter bedre end nogen mor.
I skolen klarede pigerne sig godt; de var lydige og opmærksomme. Og hvis nogen gjorde dem fortræd, fløj Lars til deres forsvar som en høg.
Naboerne spurgte ofte, hvorfor han ikke giftede sig igen. “Du er ung, flot, rask. Gud har velsignet dig.” Men Lars så forbavset ud og svarede, at han allerede var gift.
“Se selv jeg har tre brude i huset. Skal jeg så tage en fjerde? Nej, det bliver for meget.”
Sådan, med humor, ufuldendte nætters søvn, halve måltider og hårdt arbejde, opdragede Lars sine tre smukke piger. Da de var store, begyndte en nabo at besøge ham. Hun bragte tørrede svampe, saltet sild. Hun lagde an på ham, men han ville ikke såre hende. En aften inviterede han hende ind og spurgte:
“Hvilken af mine piger kan du bedst lide?”
Hun svarede: “Jeg har ikke brug for dine piger! De er snart udfløjet. Skal du virkelig leve alene resten af livet? Jeg elsker dig, ikke dine piger.”
Lars så på hende: “Her er mit portræt.” Han rakte hende et foto. “Du kan elske mig derhjemme, lige så meget du vil.”
Så gik naboen tomhændet hjem.
Pigerne voksede op og kom på universitetet, men glemte ikke deres far. Hver weekend kom de hjem og hjalp ham med hus og have.
Siden fulgte Lars dem til alteret. Han talte alvorligt med hver svigersøn, som hans svigerfar engang havde talt med ham. Han ønskede kun lykke for sine tre små prinsesser.
Nu var hans piger voksne. Hver havde deres egen familie, børn, bekymringer. Men ingen af dem glemte deres far! Ved hver weekend eller fest kom de hjem til landsbyen. Lars blev elsket af døtre, børnebørn og oldebarn.
Da Lars fyldte 81, drømte han igen.
Han stod på en mark, ung og stærk, med brede skuldre og sort hår. Og der kom hans Lise løbende! I hvid kjole, barfødte, med solen fanget i håret. Han åbnede armene, og hans hjerte hamrede, som om det ville springe ud. De mødtes, omfavnede hinanden, og Lise så op på ham med blide øjne:
“Lars, min skat, du har gjort det så godt! Du gav vores piger et lykkeligt liv. Jeg så det hele. Jeg bad for dig hver dag.” Hun tog hans hånd. “Kom. Nu er vi sammen for altid.”
De gik hånd i hånd gennem det høje, grønne græs, som malakit.
Hele familien kom for at mindes Lars.
