**Ventetid**
På sit sidste år på universitetet fik Janne et frieri af Mads, som hun havde været sammen med i knap et år. Ligesom så mange andre unge par drømte de om et liv sammen. Janne følte sig som den lykkeligste kvinde i verden – hun skulle giftes af kærlighed. Hun huskede altid sin bedstemors ord:
*”Skatter, du skal kun gifte dig af kærlighed. Tro mig, jeg har levet længe nok til at vide, hvad jeg taler om. Og tro ikke på de der gamle ordsprog om, at ‘tid læger alle sår.’ Det gør det ikke.”*
Janne elskede Mads og var sikker på, at han også elskede hende. Så hun tøvede ikke med at sige ja.
*”Lise, vil du være min brudepige?”* spurgte hun sin bedste veninde, som hun delte værelse med på kollegiet.
*”Selvfølgelig, hvem skulle det ellers være?”* svarede Lise.
Men kun tre dage senere fik Janne et chok, hun knap kunne komme sig over. Hun fangede Mads og Lise i et intimt øjeblik i studieområdet på kollegiet.
*”I kunne ikke finde et bedre sted?”* snappede hun og stormede ud med tårer i øjnene.
Bagefter bad Mads om tilgivelse, mumlede undskyldninger:
*”Janne, det var ikke det, du tror…”*
*”Jeg forstår udmærket, Mads. Jeg vil ikke have noget mere med dig at gøre. Du er en forræder, og det siger det hele. Og min såkaldte veninde er ikke bedre. I passer perfekt sammen. Så gift jer dog!”*
Efter dette forråd mistede Janne al tillid til mænd. Hun besluttede, at hun aldrig mere ville lade sig narre. Fra nu af ville hun selv være den, der legte med deres følelser.
*”Måske er det kynisk,”* tænkte hun, *”men jeg vil ikke længere lade mig gøre til nar.”*
Mads og Lise giftede sig kort efter, og hun blev hurtigt gravid. Janne blev i byen efter endt uddannelse og fik arbejde. Til hendes overraskelse arbejdede Mads i samme firma, bare i en anden afdeling. De stødte ind i hinanden nu og då.
Første gang han så hende, smilede han:
*”Hej, så møder vi hinanden her. Hvordan går det?”*
*”Fint!”* svarede hun muntert, fast besluttet på ikke at vise, hvor såret hun var. *”Hvad med dig?”*
*”Jeg er blevet far. Lise fødte en lille pige.”*
*”Tillykke,”* sagde Janne og skyndte sig væk under påskud af travlhed.
Ved en julefrokost, lidt beruset, hang Mads ved hende, og det var nemt for hende at vinde ham tilbage. Men da han begyndte at snakke om, hvor meget han savnede hende, afviste hun ham hårdhændet. Senere fortalte hun Lise alt.
Hun vidste godt, det var hævn – og følte ikke en skyldfølelse. Hun datede mænd, men når nogen nævnte ægteskab, afbrød hun forholdet.
Så kom der en ny kollega, Asger, en afdelingsleder. Fra første dag lagde han an på hende.
*”Pas på, Janne, Asger er vild med dig!”* grinede kollegerne.
Hun trak på skuldrene. *”Lad os se, hvad der sker.”*
Han inviterede hende på café et par gange, men hun holdt afstand.
En dag advarede hendes kollega og veninde Nanna hende:
*”Janne, ved du, at Asger har en kone og fire børn?”*
*”Fire? Nej?”*
*”Jo. Olesja fra HR fortalte mig det. Hun ville have, at jeg advarede dig. Alle ved, at han er forelsket i dig. Vil du virkelig have bøvl med en vred mor til fire?”*
Janne rystede på hovedet. *”Tak, Nanna. Jeg har ikke tænkt mig at ødelægge nogens familie. Jeg spiller bare med ham for at hævne mig på mænd.”*
Da Asger næste gang spurgte, om hun ville med ud og spise, afviste hun ham:
*”Nej tak, Asger. Jeg har ikke lyst til at gøre dine børn ulykkelige. De fortjener ikke en far, der leger med andre kvinders følelser.”*
Han blev målløs – han troede, ingen vidste om hans familie – og lod hende være i fred.
Årene gik, og Janne stolede stadig ikke på mænd. Hun var overbevist om, at de alle prøvede at bedrage hende. Kærlighed? Det troede hun ikke længere på.
*”Jeg blev forrådt én gang, og det skal ikke ske igen. Fra nu af er jeg jægeren, ikke byttet.”*
Sådan levede hun. Nu var hun 32 – smuk, succesrig, men alene. Når gift mænd flirtede, legede hun med, men holdt dem på afstand. Hun så, hvor nemt nogle mænd svigtede deres koner, og blev kun mere desillusioneret.
Efter tre år i et nyt job mødte hun Erik – venlig, tiltrækkende, en smule melankolsk, men altid opmærksom. De spiste frokost sammen, og nogle gange tog de bussen hjem sammen efter arbejde. Hun følte en dyb forbindelse, men også en usynlig mur omkring ham.
En aften, efter en fest, kørte han hende hjem i taxa. Da hun inviterede ham ind på en kop te, afslog han høfligt. Alligevel følte hun, at han var tiltrukket af hende. Men der var noget, der holdt ham på afstand.
En dag fortalte en kollega hende mere om ham.
*”Janne, ved du, at Erik er gift?”*
*”Ja,”* svarede hun ærligt.
*”Men I er jo venner. Han kan ikke andet – han vil altid kun være ven.”*
*”Hvad mener du?”*
*”Du ved det ikke? Selvom I er venner?”*
Janne lo. *”Venner? Jeg kan ikke være venner med mænd.”*
*”Sig ikke, at der er sket noget mellem jer. Erik er tro mod sin kone. Han lever kun for hende.”*
*”Findes sådanne mænd overhovedet?”* spurgte Janne og besluttede at konfrontere Erik.
Ved en kollegas fødselsdag i en café dansede de og faldt i snak. Erik havde aldrig skjult, at han var gift i syv år.
*”Min søn er seks,”* fortalte han, da hun spurgte om børn. *”Jeg elsker ham højt.”*
Hun så ham direkte i øjnene. *”Erik, elsker du din kone? Jeg tror…”*
Han afbrød hende. *”Janne, lad mig forklare. Vi mødtes og forelskede os ved første blik. Vi var lykkelige. Men så blev hun syg – og kom sig aldrig.”*
Hans stemme knækkede. *”Jeg svigtede hende, som så mange mænd gør. Jeg tror, hendes sygdom er en straf for mine handlinger. Hun beder mig om at skilles, men jeg kan ikke. Dette er mit kors at bære.”*
Janne var rystet. *”Vil du virkelig ofre hele dit
