**Forhindringen for Kærlighed**
Hun slog op med sin kæreste Mads, som Mette havde været sammen med i lang tid, og som hun endda var flyttet sammen med. Hun indså, at det var én ting at date og have frihed, men noget helt andet at dele et hjem. Hun kunne bare ikke leve sammen med Mads.
“Vi er fuldstændig uforenelige, selvom det føltes som kærlighed,” tænkte hun hver gang hun kom hjem fra arbejde.
“Nu skal jeg se ham igen i lejligheden, hvor alt ligger i uorden, et bjerg af beskidt service på køkkenbordet, krummer overalt, og han ligger på sofaen med øjnene i telefonen. Han irriterer mig i hvert eneste øjeblik. I dag sætter jeg en stopper for det,” besluttede hun.
Hun trådte ind i lejligheden, og som altid var det kaos. Mads lå på sofaen – “på jobsøgning” i to måneder, men Mette havde endelig forstået, at det bare var undskyldninger. Han havde det for godt til at arbejde, mens hun betalte for alt.
“Mads, det er det samme hver dag. Sofaen, rodet, jeg ser det måned ud og måned ind. Vi er færdige. Pak dine ting og tag hjem,” sagde hun bestemt med en skarp tone.
“Mette, er du faldet ned fra månen? Hvad fanden er der galt med dig? Alt var fint, og pludselig…” Mads rejste sig forskrækket.
“Det er ikke pludselig. Jeg har tænkt over det i lang tid. Vi passer ikke sammen. Gå, jeg mener det alvorligt, og jeg gider ikke diskutere.”
“Det skal du komme til at fortryde! Hvor skal jeg sove i nat?” truede han.
“Det må du selv finde ud af. Du har jo forældre – tag til dem.”
Mette gik ud i køkkenet og hamrede med tallerkenerne, vaskede og satte alt på plads. Da hun kiggede ind i stuen, så hun Mads, der var ved at lukke sin taske. Han havde ikke meget at pakke. Da han passerede hende på vej ud, mumlede han vredt:
“Du skal nok fortryde det,” og smækkede døren hårdt i.
“En lukket dør er en ny chance for at finde den, der åbner sig,” huskede Mette pludselig nogens ord. Hun låste døren med et smil og sank tilfreds ned på sofaen. “Så er det overstået. Mit nye liv begynder nu. Det skulle jeg have gjort for længe siden. Hans negative attitude og evne til at gøre mig til den onde hver gang – jeg orker det ikke.”
Da hendes forældre hørte, at hun havde smidt Mads ud – ham de aldrig kunne udstå – var de lettede.
“Endelig er du af med den parasit! Var det ikke ydmygende, at han levede på din regning? ‘Jobsøgning’ – han gad bare ikke arbejde,” sagde hendes mor, Hanne. “Du er 27, Mette, det er tid til at finde en ordentlig mand og stifte familie.”
Mette vidste det godt. Hun arbejdede som sygeplejerske på Rigshospitalet. Det var ikke et roligt specialhospital, hvor nattevagterne gik stille og planlagt, hvor man kunne sidde med telefonen eller tage en lur. Nej, det her var en afdeling, hvor patienter blev indlagt døgnet rundt – alvorlige tilfælde, ofte med skader og livstruende problemer. Her skulle man være klar hvert sekund.
Efter vagterne kom hun altid hjem udmattet og sulten. Hun boede ikke længere hos sine forældre, så hun måtte lave mad selv. Men efter en lang vagt havde hun ikke energi til at koge. Før skulle hun også lave mad til Mads, men nu købte hun bare en shawarma fra boden overfor, spiste og gik direkte i seng.
Fire måneder efter bruddet med Mads mødte hun Anders. En aften havde han kørt sin ven på skadestuen efter en bilulykke.
Da Anders så Mette på vagt, vidste han med det samme: Denne sygeplejerske var hans skæbne.
“De øjne… Jeg må tale med hende,” besluttede han, men måtte først fokusere på sin ven.
Da alt var under kontrol, stod han i gangen og vidste ikke, hvordan han skulle tiltrække hendes opmærksomhed. Men så kom hun selv ud, og han greb chancen.
“Undskyld, mit navn er Anders,” fik han fremstammet. Hun smilede.
“Og?” sagde hun. “Det navn siger mig ingenting.” Men så lød en stemme:
“Mette, hent journalen fra nabokontoret!” Hun skyndte sig af sted.
“Nej, her er der ikke tid til small talk,” tænkte Anders. Da hun løb tilbage med journalen, spurgte han: “Hvornår slutter din vagt?”
“I morgen tidlig,” svarede hun.
Næste morgen klokken otte stod Anders uden for hospitalet og ventede. Da hun endelig kom ud, stirrede hun forbløffet.
“Dig?!”
“Ja, mig,” grinede han. “Hvad hedder du?”
“Mette. Og du er Anders.”
Hun havde ikke troet, hun skulle se ham igen. Hun var træt efter vagten, men på en mystisk måde føltes det ikke så slemt. Hun syntes godt om ham – høj, lyshåret, med klare blå øjne.
“Kan jeg følge dig hjem? Jeg forstår godt, at du er træt efter en hel nat. Jeg kunne ikke klare det job.”
“Jeg er vant til det. Hvad arbejder du med?”
“I fragtbranchen. Min far ejer firmaet, og jeg er hans højre hånd. Så jeg har frihed til at styre min egen tid.”
De aftalte at mødes om aftenen. De sad på en café, gik en tur langs havnen, og han kørte hende hjem. Sådan begyndte deres forhold. Og det blev hurtigt stærkt – de kunne ikke undvære hinanden.
Hendes mor begyndte at spørge, hvorfor hun ikke kom forbi.
“Mor, jeg er forelsket. Jeg har slet ikke tid.”
“Jamen, lad os da i det mindste møde ham,” insisterede Hanne.
“Okay, okay, jeg siger til, når vi kommer forbi,” lovede Mette.
Da de endelig besøgte hendes forældre, var morens ansigtsudtryk frostruent.
“Hej, mor, far – det her er Anders.”
Hanne stirrede på Anders og blev bleg. “Hej. Kom indenfor.”
Ved middagsbordet smilede hun ikke, svarede kun kort. Det var kun faren, der stillede spørgsmål. Anders følte sig uvelkommen, og Mette forstod det ikke.
De blev ikke længe og tog hjem til Mette.
“Mette, jeg forstår det ikke. Dine forældre syntes tydeligvis ikke om mig. Er de altid sådan?”
“Nej, de er normalt meget venlige. Jeg ved ikke, hvad der skete.”
Grunden var, at Anders var søn af hendes forældres bitre fjender. For længe siden, da de var unge, havde Anders’ mor, Lise, stjålet Hannes kæreste. Nu var Anders deres søn. De havde boet i samme opgang, gået i skole sammen – men Lise blev Hannes livslange fjende.
Selvom Hanne senere giftede sig, havde hun fået sin mand til at hade L
