En ukonventionel møde
Til sin 60-års fødselsdag samledes familie og venner hos Helle Margrethe Jensen. Hun var hverken gammel eller ung, men følte sig bestemt ikke som en pensionist – hun var for energisk og handlekraftig. Alt hun tog sig til lykkedes, og som hun selv plejede at sige med et grin:
“Jeg har krudt nok i mine krudthorn – der er til at dele ud af!”
Caféen var fyldt med mennesker: hendes mand, to sønner med deres koner, slægtninge og tidligere kolleger. Hendes arbejdsliv var officielt ovre, selvom hun havde været en respekteret bogholder på sin arbejdsplads i mange år. Ved afskeden havde hun sagt:
“Jeg siger ikke farvel for altid – jeg kommer på besøg! Men jeg ved slet ikke, hvordan det skal være, bare at sidde derhjemme som pensionist. Men sådan går det for alle… nu er det min tur.”
Kollegerne elskede Helle Margrethe. Hun var en god sjæl, altid klar til at hjælpe og give gode råd. Chefen var ked af at miste så dygtig en medarbejder, men regler er regler. Kollegerne forsikrede hende:
“Helle Margrethe, vi giver dig ingen fred derhjemme – vi ringer konstant! Hvem skal ellers vejlede os?” sagde de muntert, da de sagde farvel.
“Ring bare, piger, det gør mig ingenting…”
Nu stod de alle sammen i caféen, glade og festklædte, og fødselsdagsbarnet selv – et syn at se! Hun så yngre ud end nogensinde i sin smukke, kakaofarvede kjole, ægte stenperler om halsen og små, elegante hæle. Det betød noget for hende, for hun kunne knap huske, hvornår hun sidst havde haft hæle på.
“Mor, hvor ser du ung og smuk ud!” sagde begge sønner og overrakte hende kæmpe buketter roser.
“Tak, mine kære,” svarede hun og krammede dem omgående.
Festen var en succes, og alle havde det dejligt. Hendes mand, Jens, kunne knap tage øjnene af hende – hun var så smuk i dag. De havde levet et lykkeligt liv sammen i næsten 40 år, opdraget to fremragende sønner, og nu var det tid til at nyde livet for sig selv.
“Jens, du burde også sige op. Det er på tide at holde op med at arbejde,” overtalte hun ham.
“Jamen, Helle, jeg ved det ikke… Jeg kan ikke forestille mig bare at sidde derhjemme. Jeg havde tænkt mig at arbejde til jeg blev 70, hvis helbredet tillader det. Vores generation er vant til at arbejde – vi kan ikke bare holde op,” svarede han.
“Det har du ret i… Sådan blev vi opdraget.”
Dagen efter festen stod Helle Margrethe tidligt op. Begge sønner med familier, hendes søster og ældre mor var stadig på besøg. Huset, som Jens havde bygget med hjælp fra hans byggefirma, var stort og rummeligt – perfekt til store familiesammenkomster.
Helle Margrethe var i gang på den lyse køkken, hvor duften af hendes berømte kirsebærtærte fyldte luften.
“De vågner snart, og så får de te eller kaffe til tærten. Jeg elsker at have gæster – det er så hyggeligt. Ellers er det bare Jens og mig i dette store hus… og min mor, selvom hun sjældent kommer ud længere.”
Pludselig hørte hun sin mands stemme bag sig:
“Helle, du kan altså ikke blive ved med at stå op så tidligt – du er jo blevet 60! Du burde tage det roligt,” sagde han med et grin. “Men hvem taler jeg til…” tilføjede han, velvidende om hendes utrættelige natur.
Hun kunne jo ikke blive i sengen, når der var gæster! Hun plejede altid at lave morgenmad til dem begge – en vane, de havde haft i årtier. Og når Jens satte sig, sagde han altid det samme:
“Spis morgenmad selv, del frokost med en ven, og aftensmad…”
“Og aftensmad?” spurgte Helle Margrethe altid.
“Den spiser jeg også selv!” svarede han, og så lo de begge.
Snart var alle gæsterne vågne, og køkkenet fyldtes med latter og snak.
“Det er så dejligt her,” sagde hendes søster, Lise. “Alt er så pænt og hyggeligt – og haven er helt perfekt. Du har virkelig styr på tingene, Helle.”
“Mig? Uden Jens var det aldrig lykkedes. Han er min største hjælper,” sagde hun og kærtegnede ham lidt i håret.
Jens så hende kærligt i øjnene og sagde:
“Ja, min Helle er en kraftfuld kvinde – hun trækker mig med, og sammen kan vi flytte bjerge.”
“I har begge været heldige,” sagde Lise. “Dig med din søster, og dig, Jens, med min søster.”
“Ja, det er sandt. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden Helle. Hvad mon der var sket, hvis vi aldrig havde mødt hinanden?”
Alle grinede, for de kendte historien om deres ukonventionelle møde.
“Mor, fortæl os historien igen!” bad den yngste søn. “Eller far, du kan fortælle den bedst.”
I deres studietid var der sket en morsom hændelse i en bus. Jens var på vej hjem efter forelæsninger, stod proppet sammen med andre passagerer og læste i sine noter. Han havde lige slået op med sin kæreste, Mette, og havde ikke lyst til at forsones – især ikke efter hans mor havde udtrykt skepsis:
“Jeg kan ikke lide din Mette. Der er noget gennemtrængende ved hendes blik – hun virker ikke varm. Hun hilste ikke engang ordentligt, da hun kom på besøg. Pas på, Jens…”
Mens han læste, mærkede han, at nogen rørte hans arm – det var buschaufføren.
“Billet, tak,” sagde chaufføren, og Jens rakte pengene frem.
Chaufføren gav ham billetten og 5 kroner i bytte. Jens puttede automatisk hånden i lommen og…
Helle Margrethe sad i bussen på vej hjem til kollegiet og stirrede ud ad vinduet. Hun skulle i biografen med veninderne senere. Da chaufføren gav hende billetten, puttede hun den i venstre lomme, for højre lomme var blokeret af en fremmed mand i den proppede bus.
Pludselig mærkede hun en hånd, der famlede i hendes højre lomme.
“En tyv! Han prøver at stjæle mine sidste penge,” tænkte hun forarget.
Hun greb hånden og hviskede:
“Er du helt blæst?”
“Det er dig, der er!” svarede en mandestemme.
“Du får ikke mine penge!” sagde hun højt.
“Det er ikke dine penge,” hviskede manden. “Slip min hånd.”
“Hvordan kan de ikke være mine, når det er min lomme? Hvorfor roder du i mine lommer?” råbte hun, og andre passagerer så forbavset på dem.
Bussen nærmede sig hendes
