Kærligheden kom uventet, men noget gik galt
En aften var Freja på vej hjem fra arbejde, som sædvanlig gennem en lille park, da en lille hvalp pludselig tumlede ud fra en busk og lige for fødderne af hende. Han var lille og rund som en bolle.
“Åh, hvor kommer du fra, din lille skat?” undrede hun sig og bøjede sig ned mod ham.
Hvalpen pibede, logrede med halen og stødte sin lille snude mod hendes sneakers. Hun tog ham op i armene, og han så så trofast og bedrøvet ind i hendes øjne, at hun ikke kunne lade ham blive der.
Freja gik hjem med hvalpen i favnen, åbnede døren til sin lejlighed og satte ham forsigtigt på gulvet. Han begyndte straks at udforske sit nye hjem.
“Hvad skal jeg gøre med dig? Jeg har ingen erfaring med at passe hunde… Åh, og jeg skal også finde på et navn til dig.” Hun tænkte over, hvad hun kunne kalde ham, men vidste ikke engang, hvilken race han var, eller om han ville blive stor eller lille. Imens snusede han rundt. Hun kiggede efter ham, men kunne ikke umiddelbart se ham.
“Hey, hvor gemmer du dig hen, huh, Bamse?” kaldte hun, og pludselig kom han trillende ud fra bag tv-skabet. “Nå, så du hedder Bamse, siden du svarer på det! Så bliver du vores Bamse-Bamse, og hvis du bliver stor, må vi kalde dig Bjørn.”
Hvalpen var sulten og klynkede. Freja gik ud i køkkenet, og han fulgte efter. Da hun åbnede køleskabet, så hun ikke rigtig, hvad hun kunne give ham.
“Jeg skal i hvert fald have noget mælk,” tænkte hun. “Bedre ville være at gå i dyrehandlen lige overfor og spørge om råd.”
“Okay, Bamse, jeg går lige i butikken. Du er sulten, så jeg er snart tilbage. Vær nu lige sød at vente.” Hun vinkede og gik ud, mens hvalpen forsøgte at følge med.
I dyrehandlen henvendte Freja sig til ekspedienten og forklarede sin situation.
“Jeg aner ikke, hvad jeg skal give ham at spise. Jeg har taget et stort ansvar på mig.”
“Ingen problemer, du klarer det fint. Jeg forklarer dig det hele, og så har du også internettet til hjælp.”
Hun kom hjem med poser fyldt med hundemad og alt, hvad hun havde fået anbefalet. Dag for dag voksede Bamse, og Freja lærte langsomt, hvordan man passede en hund. Hun gik tur med ham i snor, bange for at miste ham.
“Bamse, nej. Bamse, pyt!” kommanderede hun.
Det eneste, der bekymrede hende mest, var når hun var på arbejde:
“Hvad har Bamse mon lavet denne gang? Hvad har han gnasket i stykker?”
Bamse blev til en stor Bjørn – ikke kæmpestor, men alligevel en solid hund af uklar race, brun og korthåret. Naboen, Lise, der selv havde en pedigreeter schæfer og kendte godt til hunderacer, sagde:
“Freja, det ligner en labrador-blanding, men han har noget labrador i sig.”
“Det er også ligemeget. Han er, hvem han er,” svarede Freja og smilede. “Jeg valgte ham ikke – han valgte mig.”
Et år gik, og hun kaldte ham stadig Bamse, eller Bjørn, når han skulle lystres. Han var lydig og fulgte alle hendes kommandoer. Om morgenen og aftenen gik han “tur med hende,” som hun altid sagde.
“Bjørn, på grund af dig kan jeg ikke sove længe engang i weekenden. Du vækker mig som et ur. Åh, du er min levende vækkeur,” sagde hun og kærtegnede hans hoved.
Men Bjørn elskede weekenden, for så gik de en lang tur i parken ned til søen, hvor der var en hundepark. Der fik han virkelig afløb for sin energi. Hjemad gik han roligt med tungen ud af munden. Bamse var en trofast ven, der trøstede hende i sorg og omvendt. Freja kunne slet ikke forestille sig livet uden ham.
Lige inden Bamse fandt hende i parken, havde hun slået op med sin kæreste, Mads. De havde boet sammen i hendes lejlighed i et år, men det var kun blevet til skænderier. Freja kunne ikke få ham til at opføre sig ordentligt. Når han kom hjem fra arbejde, smed han skoene midt i entreen. Jakken hang aldrig på knagerne, men altid over en stol. Først ryddede hun efter ham, men til sidst sagde hun noget.
“Mads, der er et fast plads til tingene. Vær sød at lægge dem der.”
“Hvorfor? Jeg skal jo bruge dem igen i morgen,” svarede han.
Freja havde aldrig mødt så doven en person. Hvis han børstede tænder, var der tandpasta over det hele – i håndvasken, på spejlet, endda på badeværelsets gulv. Håndklædet blev aldrig hængt op. Efter et halvt år havde hun stadig ikke ændret ham, og til sidst smed hun ham ud for hans eget bedste, for han begyndte at blive vred over hendes irettesættelser. Han var også ekstremt jaloux og spurgte altid, hvor hun havde været eller hvem der ringede.
Hendes treværelses lejlighed i byens centrum havde hun arvet efter sin bedstemor, der var blevet syg og flyttet hjem til sine forældre. Bedstefaren, en kirurg, havde også ejet den, men han døde tidlig af et hjerteanfald.
Freja arbejdede på et kontor tæt på hjemmet, så hun var glad for ikke at skulle langt hjem, for der ventede Bjørn. Når hun kom hjem, sad han allerede ved døren og ventede tålmodigt. Hun satte ham i snor, og de gik en tur. Hun forsøgte at handle ind i frokostpausen, så Bjørn ikke skulle vente for længe.
Mikkel kom ind i hendes liv helt uventet, da hun slet ikke var klar til noget nyt efter det forhold. Men som man siger: Kærlighed kommer, når man mindst venter det, og hendes hjerte tøede langsomt op.
Forholdet med Mikkel udviklede sig hurtigt. Freja var 26, og han var 30. Hun forelskede sig og følte sig utrolig lykkelig.
“Kan det virkelig passe?” tænkte hun. “Ingen skænderier, ingen mistænkeliggørelse – bare let og ukompliceret.”
Mikkel skabte aldrig drama, talte kun når det var nødvendigt og overraskede hende. Det varede ikke længe, før de giftede sig. Men der var én ting, der bedrøvede Freja – hans holdning til Bjørn.
Efter brylluppet opstod spørgsmålet om, hvor de skulle bo. Det var første gang, de skændtes. Hendes lejlighed lå centralt, og hvis de lejede den ud, behøvede hun måske ikke engang arbejde. Mikkels lejlighed var derimod ret almindelig, men med en renovering kunne den blive fin
