Klagesang
Allerede i tre timer havde Mette og Mads skændes om deres forhold. Mads var tilbøjelig til at gå fra hende, og han havde en god grund. Selvom de havde været gift i elleve år, havde de ingen børn. Men de var tættere på skilsmisse end nogensinde før. Mads vidste, at der ikke var noget at redde.
Mette havde altid ønsket sig et barn, men det lykkedes ikke. Hver gang åbnede hun langsomt sin hånd og stirrede på det lille vindue på den hvide test med håb, der grænsede til fortvivlelse.
Lægen havde sagt:
“Du skal tro til det sidste.” Men hun havde mistet troen.
Og så tav de længe.
Efter syv års ægteskab begyndte Mette og Mads at skændes konstant. De kunne starte en krig over den mindste ting. Men til sidst udbrændte de i alt det had og smerte, de havde gemt, og så blev de stille i lang tid.
Skilsmissen var uundgåelig.
I de seneste måneder havde de næsten ikke talt sammen, undgik hinandens blikke og gik stille rundt i lejligheden. Det var der, Mette besluttede at være ham utro.
“Jeg er så træt af alt dette, Lise,” klagede hun over en kop kaffe til sin veninde. “Jeg kan ikke engang se på ham længere. Han er som en skygge, altid tavs, begravet i sin laptop. Hvad er det for et liv?”
“På din plads ville jeg finde mig en anden mand i smug. Måske bliver du endda gravid, hvis du skifter mand,” sagde Lise nonchalant.
“Kan det virkelig ske sådan?” spurgte Mette forvirret.
“Det ved jeg ikke, men hvem ved?” Lise trak på skuldrene. Hun havde selv en datter, men var allerede skilt.
Mette tav, men tanken gnavede i hende.
“Hvorfor ikke? Mads og jeg skændes konstant. Hvis jeg sagde til ham nu, at jeg vil skilles, ville han sige ja med det samme.”
“Okay, veninde, i aften tager vi ud på café. Jeg møder Jakob, og han bringer en ven med. Så kan I mødes. Din liv trænger til lidt farve.”
Og de farver blev en affære med Martin. Mette troede, hun aldrig kunne være Mads utro, selvom hun var vred på ham. Men det viste sig at være nemt. Pludselig var hendes liv lysere og mere levende.
Hun kom sent hjem, og en dag kunne Mads ikke holde det ud længere.
“Mette, jeg forlader dig. Lad os skilles som voksne. Vi har intet at dele – ingen børn, lejligheden er din.” Hans stemme var fast. Han havde besluttet sig for længe siden.
Sandheden var, at Mads også passede hende økonomisk. Han tjente godt. Martin, derimod, var mere og mere afhængig af hende og lovede altid, at store penge var lige rundt om hjørnet. Han kunne snakke enhver kvinde om hjertet med sit charmerende smil og tomme løfter.
“Vent, Mads, lad os tale om det,” protesterede hun pludselig.
“Nej. Utroskab tilgiver jeg ikke.”
“Utroskab? Hvad fabler du om?” Hun var sikker på, han intet anede. Han var altid fordybet i sit arbejde som programmør.
Hun vidste ikke, at hans ven, Lasse, havde set hende i caféen med en anden mand – mere end én gang. Og når hun kom hjem sent, var det svært at overse.
“Mette, spar mig scenen. Jeg ved det. Jeg forlader dig, og vi skilles. Du kommer ikke til at kede dig – Lise sørger nok for det.”
Hun stirrede målløs på ham. Hvordan vidste han alt?
“Det er slut.” Han greb sin taske, allerede pakket, og forlod lejligheden. Nøglerne blev lagt på bordet.
Han smed tasken i bagagerummet og kørte væk.
Ud på landet
“Det var ikke meningen, men sådan går det nogle gange. Jeg klarer det. Jeg er faktisk træt af det hele,” tænkte Mads, mens han kørte. “Jeg skal bare ud på landet, fixe huset. Mærkeligt, jeg ikke solgte det… Jeg må have vidst, at jeg selv skulle bruge det.”
Forældrenes hus stod tomt. Han kunne fiske, gå på svampejagt, måske endda få nogle høns. Han var kun 33 – i sin primtid.
“Kristi alder,” grinede han for sig selv. “Vi får se.”
Turen ud til landet tog to timer. Pludselig mærkede han sulten og drejede af på en grusvej mod en lille landsby. Han standsede ved en lille købmand.
Ud af bilen så han to katte stirre på ham med sultne øjne.
“Ja, I er sultne, hva’?”
Indenfor fandt han lækre, varme tarteletter, der duftede himmelsk.
“Tre tarteletter, to pølser og en juice,” bad han og betalte. Han tog en bid med det samme og gik ud.
Han delte pølserne og lagde dem på trinene. Kattene sprang straks på. Mens han spiste, så han en lille, stripet killing sidde for sig selv.
“Er du bange?” tænkte han. Den var så lille.
Den gråstribede killing med grønne øjne sad helt stille, med hovedet sænket. Den var tynd, men pelsen skjulte det. Den ville nok løbe efter enhver, men kunne ikke bevæge sig.
Mads gik nærmere og stirrede forbløffet.
“Hold da op! Du er jo identisk med Pjuske!” udbrød han. “Præcis som min mormors kat. Grønne øjne, samme ansigt.”
Hans mormor havde haft en kat ved navn Pjuske – klog og forstående. Hun talte altid med ham, og han lyttede. Katten elskede hende og fulgte hende overalt. Da hun døde, fulgte Pjuske hende til graven og forsvandt derefter. Måske kunne han ikke overleve uden hende.
Killingen var en kopi af Pjuske. Mads gav den en bid, og den slugte den med desperation. Da den var færdig, så den op på ham med store øjne. Han strøg den blidt over ryggen.
“Du er mærkelig,” mumlede han og løftede den op. Så forstod han. Nogen havde bundet dens bagben sammen med fiskesnøre.
“Åh, sådan…” Han skar snoren over og bar killingen til bilen.
Den spiste lidt mere og faldt så i søvn på sædet. Mads startede bilen.
“Nå, Pjuske, nu er vi to sammen. Hvem kunne finde på at binde dine ben?” Han rystede på hovedet. “Men du fandt mig. Vi er alene hver for sig – nu er vi to.”
I hjertet vidste han, at Pjuske ville bringe ham lykke.
Da han nåede hjem, åbnede han døren og satte Pjuske ned.
“Kom så, Pjuske. Nu er du herre i huset.”
En gammel veninde
Et år gik. Pjuske blev en smuk kat, der fulgte Mads overalt. Han havde piftet huset op, fået høns og plantet kartofler, løg og guler
