Lykkens Nuancer
“Åh, hej, gamle ven,” sagde Mads og lukkede døren for Niklas – sin barndomsven, der boede i byen.
“Godt at se dig,” omfavnede Niklas ham. “Det er længe siden. Der er gået fire måneder siden min bedstemors begravelse. Jeg har tænkt på at komme før, men det lykkedes ikke. Nu har jeg taget fri og tænkte, det kunne være hyggeligt at slappe af her i landsbyen.”
“Det var en god idé. Vi kan tage på fisketur ved skovsøen eller måske ned til åen, kan du huske, dengang vi var børn?” sagde Mads med et smil.
Barndomsvennerne havde rendt rundt på landevejene, svømmet i åen, fundet på alle mulige drillerier og gået i samme skole. Niklas var altid den kvikkeste og mest opfindsomme, mens Mads altid støttede ham.
“Er du alene? Hvor er din kone?” spurgte Niklas.
“Hun er lige gået i Brugsen. Hun kommer snart hjem. Hun er en rigtig god husmor, laver lækker mad og passer godt på mig,” pralede Mads om sin kone, Mette.
De havde været gift i seks år, men der var stadig ingen børn. Mette havde været til undersøgelse på sygehuset sammen med sin mand, men lægerne sagde, alt var normalt – de skulle bare vente.
Mads viste sin kærlighed på mange måder: han passede på hende, hjalp hende med alt og lod hende ikke løfte tunge ting. Mange af kvinderne i landsbyen misundte hende – nogle på en god måde, andre med bitterhed.
“Mette er virkelig heldig. Mads bærer hende nærmest på hænderne, drikker ikke og elsker hende højt.”
Selv levede Mette sit liv i fulde drag – skiftede mellem pæne kjoler, passede huset og fik kun sjældent en lille sorg, når hun så naboernes børn. Hun arbejdede som bogholder i kommunen.
De talte ikke meget om børn, men Mads tænkte ofte:
“Med et barn ville vi blive endnu tættere.” Alligevel følte han af og til en usynlig kølighed fra hende.
Mette mærkede virkelig sin mands store kærlighed, hans evige omsorg, og nogle gange føltes det næsten kvælende.
“Hej,” hørte Niklas en blid stemme og vendte sig om.
Foran ham stod Mette med en sort netpose i hånden, lige kommet hjem fra indkøb. Mads sprang op og tog forsigtigt posen fra hende, bar den ud i køkkenet.
“Hej,” sagde Niklas muntert og nød uforvarende synet af Mettes slanke ben og lyse, bølgede hår. “Jeg er Niklas, Mads’ barndomsven,” tilføjede han, lige da manden kom tilbage fra køkkenet.
“Jeg har faktisk aldrig hørt om dig før,” sagde hun til sin mand.
“Han bor i byen. For nogle måneder siden døde hans bedstemor – hun boede i den anden ende af landsbyen. Kan du huske bedstemor Agnes? Du er jo ikke herfra, så du kender ham ikke.”
“Nå ja, det gør jeg. Så det er hendes barnebarn. Niklas er jo byboer, flyttede til byen lige efter skolen.”
“Præcis,” bekræftede Niklas med et smil.
“Okay, Mette, vi går lige en tur, mens du laver mad,” sagde Mads, og de forlod huset.
I dag var det weekend, men fra mandag var Mette på ferie. Det var begyndelsen af september, hvor efteråret bredte sig med farverige blade, flyvende edderkoppetråde og gule blade, der dansede i vinden og forsvandt ukendte steder hen.
Hun dækkede bord i haven under træpavillonen. I sådan et vejr havde de ikke lyst til at sidde inde. Da manden og hans ven kom tilbage, satte de sig til bords.
“Niklas, hvor er jeg glad for, at du er kommet hjem til landsbyen. Endelig kan vi få en rigtig fisketur. Du burde komme oftere. Vi voksede op sammen, gik med min bedstefars køer, snuppede æbler i folks haver – og nu er du blevet byboer.”
“Åh, hold nu op med det der bybo-halløj. Jeg blev født her – det her er mit hjem,” klappede han Mads på skulderen.
Mette så på de to venner, der mindedes deres barndom, snakkede om alt mellem himmel og jord, grinede og lo. Hun blev oprigtigt overrasket over deres venskab. Da hun huskede kagen i ovnen, sprang hun op og kom kort efter tilbage med en varm æblekage, som hun skar i stykker.
“Åh, hvor er den lækker! Jeg har aldrig smagt sådan en kage før,” sagde Niklas begejstret. “Mette, du er virkelig dygtig.”
“Ja, min kone laver fantastisk mad,” pralede Mads. “Hun har virkelig fedtet mig godt ind…” De lo og drak vin.
De sad længe, mændene grinede højt af gamle minder, og da det blev mørkt, tændte Mette lyset. Hun betragtede dem og tænkte:
“Godt, at min Mads ikke er så flot som Niklas. For smuk, for charmerende, for kvik i replikken. Han har sikkert masser af kvinder i byen. Der er en grund til, han ikke er gift. Han hopper nok fra den ene til den anden.”
Niklas blev hængende den aften og gik først sent hjem. Fra den dag af kom han ofte forbi, nu hvor han var på ferie. Selvom Mads var på arbejde, mødtes de om aftenen, og i weekenden tog de på fisketur i to dage. Vejret var perfekt – en tør, varm og solrig september. De stegte fiskene over bålet i haven, andre barndomsvenner kom forbi, og snart var der en larmende flok.
Ved en af disse sammenkomster fangede Mette Niklas’ blik – han så på hende på en anden måde, og hun vidste straks, han var interesseret. Hun vidste, hun var smuk og velformet, men hun var jo gift.
Da det blev mørkt, huskede hun, at hun skulle lukke skuret, og gik ud bag huset. Da hun vendte sig om efter at have skubbet slåen for, stødte hun ind i Niklas.
“Åh, hvad laver du her?”
“Og hvad med dig? Nyder du måneskinet?” spurgte Niklas.
“Jeg har ikke tid til at kigge på månen. Jeg glemte at lukke skuret. Er du gået ud for at ryge?”
“Nej, jeg fulgte efter dig,” sagde Niklas ærligt. “Jeg kan godt lide dig… Jeg forelskede mig i dig ved første blik, Mette. Har du ikke bemærket det?”
“Niklas, har du drukket for meget?” Hun rødmede – heldigvis var det mørkt.
“Nej. Jeg er ædru og alvorlig. Jeg har tænkt på dig i to uger…”
“Mette!” råbte Mads, og hun trak sig væk fra Niklas.
“Jeg lukkede lige skuret, så hønsene ikke løber væld i morgen,” svarede hun.
“Hvad la
