Et helt
Måske er der nogen, der ikke tror på det i vores liv, mens andre er overbeviste om, at der virkelig findes to halvdele, der finder hinanden og bliver til et helt. Og intet, absolut intet kan adskille dem, bortset fra døden selvfølgelig, det kan man ikke argumentere imod.
Der findes så mange smukke begreber: kærlighed, loyalitet, omsorg, troskab – disse følelser hersker i kærlige familier, i ægte familier. Hvor mand og kone er ét helt.
Sådan levede Mette og Jens. De giftede sig af stor kærlighed, og fra den første dag støttede de hinanden og passede på hinanden.
“Mette, jeg ser på dig og Jens, I passer så godt sammen, I ligner endda hinanden,” grinede hendes veninde Lise.
“Vi er to halvdele af ét helt,” svarede Mette også grinede, selvom hun ikke lagde stor vægt på ordene. Hun sagde det bare.
“Ja, du er heldig, Mette, med en mand som Jens. Gad vide, om jeg nogensinde finder sådan en.”
“Det gør du, bare du gør dig umage,” svarede Mette.
Årene gik. Mette og Jens fik to sønner. De opdragede dem med kærlighed og omsorg. Jens hævede aldrig stemmen over for sin kone eller børnene. Mette var også roen selv. Deres familie var tæt og varm. De tog på ferie sammen, kørte til sommerhuset sammen. Og ingen kunne sige noget dårligt om dem.
Jens arbejdede som afdelingsleder i en byggevirksomhed, mens Mette underviste i historie i gymnasiet. Børnene klarede sig godt i skolen og dyrkede sport.
Den ældste søn blev student og startede på universitetet, den yngste gik stadig i 1.g. En dag kom Jens hjem fra arbejde og lagde sig stille på sofaen – han havde det ikke godt. Han besluttede at tie stille for ikke at bekymre Mette. Men hun lagde straks mærke til det, for han plejede aldrig at lægge sig efter arbejde.
“Jens, hvad er der galt? Har du det dårligt?” spurgte hun bekymret.
“Ja, jeg føler mig lidt svag. Bare rolig, det går over. Det har været sådan før…”
“Hvad? Har du haft det sådan før?” spurrede Mette overrasket.
“På arbejde en gang, men det gik over. Jeg hviler lidt, så skal det nok blive bedre.”
Mette lavede aftensmad og inviterede Jens, men han ville ikke.
“Spis du bare, Mette, jeg har ikke lige appetit.”
Mette spiste uden at nyde det. Hun tænkte på, hvad der var galt med Jens – han klagede aldrig over sin helbredstilstand.
“Han er kun 43 år, det er for tidligt at tale om alderssymptomer. Det er jo livets højdepunkt. Han må til lægen,” tænkte Mette, mens hun sad alene i køkkenet.
Jens tænkte også:
“Jeg forstår det ikke. Jeg er en sund mand, men jeg føler mig bare så træt. Jeg vil ikke have, at Mette skal bekymre sig. Nå, jeg hviler mig og ser tiden an.”
Næste morgen havde Jens det bedre, de spiste morgenmad sammen og gik hver til sit – Jens på byggepladsen, Mette i skolen. Men efter et stykke tid lagde Mette mærke til, at Jens var blevet tyndere og træt.
“Jens, har du det stadig okay?”
“Jo, nogenlunde. Jeg bliver bare træt indimellem…”
“Nej, nu bestiller jeg en tid hos lægen, og vi tager derhen. Det er ikke noget at spøge med. Du er for ung til at føle dig sådan. Jeg er bekymret,” sagde Mette om aftenen.
Da Mette hørte om Jens’ sygdom, kunne hun ikke tro det.
“Lægen, kan der være en fejl?”
“Hvilken fejl? Din mand har fået en fuld undersøgelse, og ja, han har kræft. Heldigvis ikke i sidste stadie, vi kæmper. Han må ikke give op, og det må du heller ikke. Vi må håbe på det bedste.”
Hjemme låste Mette sig inde på badeværelset. Hun ville ikke have, at Jens skulle se hendes tårer, men hun kunne ikke holde dem tilbage. Hun tændte for vandet og græd.
“Jeg tror ikke på, at Jens kan dø. Jeg vil ikke tro det, jeg kan ikke acceptere det,” tænkte hun. “Jeg ved, hvor forræderisk denne sygdom er – min far døde også af den. Medicinen kan kun give os lidt tid, men på et tidspunkt virker den ikke længere.”
Hun kom ud og vaskede op. Jens så fjernsyn. Han vidste også, at han var syg. Men han prøvede at holde modet oppe, i hvert fald ikke vise Mette, hvor bekymret han var.
Nu tænkte de begge det samme, men prøvede at lade som om, alt var normalt.
Alligevel besluttede Mette sig for at tale med Jens.
“Jens, lad os ikke skjule noget for hinanden. Jeg ved, vi begge er bekymrede. Jeg kan mærke dig, jeg ved, hvad du går igennem. Du må ikke give op. Vi aftaler det – du kæmper. Vi kæmper sammen. Du må ikke miste modet. Hvis du ikke kæmper, vil jeg aldrig tilgive dig, det skal du vide. Lover du mig det?”
Mette mindedes alle de svære perioder, de havde gennemlevet sammen. Hun huskede, da deres hus brændte ned, og de stod uden noget. Hvordan hans bror og søster, som de troede var familie, ikke hjalp dem og sagde, at alle havde deres egne problemer. Men Mette og Jens kom igennem det. De startede forfra.
Nu gentog Mette ofte til Jens:
“Vi har været sammen så mange år. Hvis vi er sammen, kan vi klare alt.”
Hun nævnte eksempler, hvor det virkede umuligt, men de fandt altid en løsning. Og nu, hvor alt endelig var på plads – hvor den yngste søn også var startet på universitetet – skulle Jens måske forlade hende for altid? Nej, det ville hun ikke acceptere. Hun ville kæmpe og hjælpe ham. For de var ét helt.
Om aftenen sad hun og så på sin computer, men tænkte egentlig bare:
“Nu, hvor alt endelig er godt, hvor vi kan arbejde og slappe af, vil han måske forlade mig.” Hun talte også med Jens, nærmest krævede af ham:
“Jens, kæmp. Du skal kæmpe, ikke give op, håb på det bedste. Du skal bekæmpe denne forbandede sygdom. Jeg er her altid, din støtte, din plejer, din veninde og din elskede kone. Jeg vil have dig rask tusind gange mere, end du selv gør.”
Jens lyttede og tav. Han kend
