Det var ved havet.
“Du skal altså slappe af, hvor længe vil du blive ved med at arbejde, Mette? Du er slet ikke dig selv længere – hvor er dit glødende blik, din strålende humør, som altid smittede af på os alle? Nå, men du blev skilt fra ham din… – moren tilføjede et upassende ord – det var det rigtige at gøre, så stop nu med at pine dig selv.”
“Mor, jeg piner mig slet ikke. Det er næsten et år siden, jeg blev skilt fra Lasse. Jeg er kommet over det. Lille Freja holder mig i ørerne. Og hun er slet ikke almindelig – hun er langt foran sin alder. Hun overrasker mig hele tiden med, hvor moden hun er, selvom hun kun er elleve. Det er fordi hun elsker at læse dine magasiner, dem du køber. Hun læser alt, hvad der falder i hendes hænder,” svarede datteren.
De besluttede at tage til havet.
“Netop! Freja har også brug for en pause – hun er så klog, får topkarakterer i skolen, hun fortjener også lidt afslapning. Jeg synes, I skal tage til kysten sammen. Der er ikke penge til fancy ferieparker eller rejsebureauer lige nu, men der er altid private udlejninger. Jeg kan hjælpe med lidt ekstra,” insisterede moren.
“Mor, sig ja!” lød Freyas stemme. “Desuden hjælper bedstemor os. Måske vil du også komme med, bedste?” sagde hun muntert. “Mor, vand og sol nærer planter og træer, de bliver stærke og modstandsdygtige. På samme måde kan vi også oplade vores kræfter og blive sunde,” citerede Freja tydeligt fra en eller anden kilde.
“Åh gud, hvor har du det fra, Freja?”
“Jamen, jeg læser jo! Det var i bedstemors magasiner. Og så går jeg jo i skole, hvis du ikke har lagt mærke til det,” grinede hun.
Mettes ferie nærmede sig, og beslutningen var taget – hun og Freja skulle til kysten. På den sidste arbejdsdag før ferien sagde hun til sine kolleger:
“Piger, vi ses om et stykke tid – jeg glæder mig sådan til ferien!”
“God ferie, Mette! Nyd det, solbad, svøm, og mød en flot fyr!” råbte de muntert.
De begyndte at pakke. De besøgte et indkøbscenter og købte ny badetøj og shorts. Freja sang og dansede af glæde:
“Det var ved havet, hun gik på sandet, han så på hende…” citerede hun.
“Hvad taler du om, skat? Hvor har du den slags fra?”
“Mor, jeg læste det i et magasin.”
“Du er for ung til voksenmagasiner. Vi burde smide dem ud,” sagde Mette.
“Mor, du glemmer internettet.”
“Jeg slukker også for det.”
“Mor, det er jo personlighedskrænkelse!” grinede Freja.
“Kom nu, personlighed, pak dine ting,” svarede moren.
“Mor, Sanne er jaloux på mig. Hun vil også gerne til havet. Hun har aldrig været der og kan slet ikke forestille sig det.”
“Ja, det forstår jeg godt. De har det svært derhjemme – hendes mor er syg, og der er ingen far. Jeg ved godt, hvor hårdt de har det,” sagde Mette med et trist smil. “Måske bliver Sanne ældre, og livet bliver bedre for hende. Så kan hun og hendes mor også tage på ferie.”
“Måske, men hvornår skal det lige ske?” sukkede Freja.
Aftenen før afrejsen sad de på sofaen og talte om havet, da Freja pludselig sagde:
“Mor, tror du ikke, du møder din skæbne der?”
“Hvem?” Mette satte sig lige op.
“Altså, kærligheden i dit liv! Som jeg læste: ‘Det var ved havet, hvor den fine skum…’ Fra det skum kommer din skæbne!”
“Freja, hvad går der lige gennem dit hoved? Jeg tænker slet ikke på den slags!” Mette slog ud med armene.
“Nå, men jeg går i seng,” sagde Freja og forsvandt ind på sit værelse.
De tog toget – en dags rejse. Mette og Freja nød turen, så ud ad vinduet og beundrede landskabet. Det var fire år siden, de sidst havde været ved kysten, og glæden var umådelig.
De ankom til stationen ved aften og kom til den private feriebolig. Værtinden sagde:
“Piger, her er jeres del af huset. Den anden halvdel er lejet af en flink ung mand – han hedder Jens.”
“Hvad rager det os?” tænkte Mette og begyndte at udpakke.
“Mor, vi går ned til vandet!” sagde Freja. “Vi kan ordne tingene senere – måske tager vi en dukkert?”
Mette havde også lyst. Havet lå lige udenfor, blot et par skridt fra haven.
“Lad os gå. Det er perfekt at bade om aftenen – solen er ikke så stærk,” sagde hun.
“Mor, hvor er det smukt!” snakkede Freja. “Endelig er vi her!”
Hun smed sandalerne og løb ud i vandet med et bredt smil. Hun sprang op igen, smed shorts og T-shirt og løb tilbage i bølgerne, der kom og gik i en rolig rytme. Mette bemærkede, at skummet virkelig var fint og luftigt, næsten som knipling.
Det var mørkt, da de glade vendte hjem. På terrassen stod en flot mand og nippede til en øl. Da de gik forbi ham, sagde Freja pludselig:
“Øl indeholder giftige stoffer og tungmetaller…”
“Åh, godaften,” sagde han. “Hvor har du sådan en viden fra?”
“Godaften,” svarede mor og datter i kor, mens Freja tilføjede: “Man skal læse mere og interessere sig,” sagde hun stolt og forsvandt indenfor.
Jens grinede for sig selv:
“Jeg var bange for, det ville blive kedeligt. Men med sådan en nabo bliver der da underholdning!”
Næste dag foreslog Mette:
“Skal vi ikke på udflugt i dag og vente med havet til aften? Vi når at blive solbrændte.”
“Ja, mor! Lad os udforske byen og se, hvad der er at lave.”
Ved aften begav de sig til stranden, hvor der nu var færre mennesker. De så straks deres nabo, der sad på en liggestol med solbriller og stirrede ud over vandet.
“Mor, der er Jens!” puffede Freja hende let.
De nærmede sig, og han hilste:
“Godaften, jeg hedder Jens. Hvad hedder I, smukke fremmede?”
“Godaften, jeg er Freja, og det her er min mor, Mette,” svarede hun før Mette nåede det.
“Dejligt at møde jer. Jeg kan se, I også elsker aftenbader.”
“Ja, det passer bare så godt,” svarede Mette og gik i vandet, mens Freja fulgte efter.
Jens så på dem – han havde allerede været i vandet. Da de kom op igen, spurgte Freja:
“Mor, kan vi ikke spise granatæble?”
