**Det eneste rigtige valg**
Ida Margrethe var en streng og barsk kvinde. Livet havde ikke været mildt mod hende; hun havde gennemgået store vanskeligheder og mistet sine nærmeste. Nu, i en alder af niogfyrre år, tog hun sig af forladte dyr.
Telefonopkaldet kom, mens hun var på arbejde. Det var en nabo, der havde passeret hendes mor på hendes anmodning.
“Ida, din mor er gået bort. Hun lagde sig til at hvile efter middag og vågnede ikke mere. Jeg har ringet efter en ambulance,” græd naboen i røret.
**Én ulykke kommer sjældent alene**
Efter begravelsen kunne Ida ikke vænne sig til tanken om, at hendes mor var væk. Hun greb stadig telefonen for at ringe til hende om aftenen, som hun altid havde gjort. Om weekenden havde hun plejet at besøge hende – blot fire stationer væk med sporvognen. Hendes mor havde boet i en toværelses lejlighed; faderen var forlængst forsvundet, da Ida var otte år.
Til sidst accepterede hun sorgen og overtog morens lejlighed. Hun og hendes mand havde en sommerhus i Nordsjælland, hvor moren elskede at tilbringe sommeren og arbejde i haven. Når de kom derud med manden og sønnen, kunne Ida slappe af – bedstemor sørgede for haven.
To år efter morens død ramte en ny tragedie. En aften ringede en fremmed nummer:
“Er det Ida Margrethe? De må komme til identifikation. Der har været en bilulykke – Deres mands papirer var i bilen.”
Hun kunne ikke forklare, hvordan hun overlevede sorgen over at miste både mand og søn. Verden blev grå, hun glemte at smile. Tankerne var konstant hos dem, som om de bare var på en rejse og snart ville vende hjem. Først efter lang tid begyndte hun at acceptere virkeligheden.
“Gud, hjælp mig gennem dette… Hvordan bærer jeg sorg alene? Jeg har mistet alle mine kære. Vis mig, hvad jeg skal gøre,” bad hun i kirken, stirrende på alterets ikoner. “Mit liv er blevet en eneste lang, mørk dag. Intet glæder mig længere.”
Men en nat vågnede hun med en idé: Hun ville bygge et hjem for hjemløse dyr.
“Jeg ser dem på gaden, giver dem mad, men det er ikke nok. Et rigtigt hjem, hvor de kan få kærlighed og pleje – det er, hvad de fortjener. Min mand og søn ville have elsket det; de holdt af dyr.”
For at realisere drømmen solgte hun morens lejlighed og begyndte at søge sponsorer. Hun gennemgab utallige myndigheder for at få tilladelse til at bygge dyrehjemmet udenfor København. Ida var en målrettet kvinde, og i denne mission fandt hun en form for redning fra ensomheden. Arbejdet fyldte hende, og lidt efter lidt begyndte sorgen at lette.
Ida blev direktør for dyrehjemmet, og andre dyreelskere sluttede sig til. Der var allerede masser af hunde og katte i burene. De blev plejet, fodret og behandlet. Freja, en ung kvinde med en kærlighed for dyr, arbejdede gladeligt i hjemmet.
**En besynderlig gæst**
En morgen, lige efter Freja havde åbnet porten, kom en gråhåret gammel dame gående med en stok og en slidt taske. Hun såg ud til at være omkring otteoghalvfjerds, og hvert skridt var langsomt og overvejet, som om hun løste en vigtig opgave.
Hundene gjorde, da de så hende.
“Godmorgen, skat,” sagde Kirsten Birthe og smilede til Freja. “Må jeg se på hundene?”
“Selvfølgelig, kom indenfor.”
Den gamle dame nærmede sig burene og studerede hver hund omhyggeligt. De mest energiske rejste sig på bagpoterne og kradsede i nettet for at få opmærksomhed – måske håbede de på at blive valgt.
Freja iagttog hende og gik så hen.
“Kan jeg hjælpe Dem? Hvad hedder De? Måske leder De efter en bestemt hund? Vi har også katte,” tilføjede hun venligt.
“Kirsten Birthe,” mumlede hun og fortsatte sin runde, bøjede sig ned mod burene og hviskede til dyrene.
En halv time senere stoppede hun foran et bur, hvor en lille sort og hvid hund sad i hjørnet. Han var tavs, halen var ubevægelig, og han sprang ikke op som de andre.
“Det her er Sorteper,” sukked
