Okay, så hør her – den her historie handler om Mette og Lars. På overfladen ser deres forhold helt normalt ud: Lars drikker kun til fester, og selv da ikke meget, han ryger ikke, og i alle de 11 år de har været sammen, har han aldrig løftet hånden mod hende.
Der var kun den ene gang, men Mette føler, det var hendes egen skyld, og hun fortæller sin veninde om det:
”Vi skændtes engang for længe siden – jeg blev så sur at jeg faktisk gik løs på ham med næverne. Altså, tænk dig om – mig, en lille kvinde, mod en stor fyr som ham. Hvad tænkte jeg på? Han holdt bare mine hænder forsigtigt og satte mig på sofaen. En anden mand ville måske have givet igen, lært mig en lektie. Men det var der, jeg indså, jeg tog fejl, og siden har jeg aldrig gjort sådan igen.”
”Hold da op, Mette,” sagde Lise. ”Din Lars kunne have skubbet dig væk med én hånd, hvis han ville. Kom nu – en kvinde kan da ikke vinde over en mand?”
Det her er Mettes og Lars’ andet ægteskab. Hun slog op med sin første mand, fordi han drak for meget og skabte konstant drama. Han kom sent hjem, vækkede deres datter, Sofie, og var ligeglad. Mette blev træt af det og flyttede hjem til sine forældre.
”Det var det rigtige, skat,” sagde hendes mor. ”Du så ingen lykke med ham i de fem år. Vi skal nok hjælpe med Sofie, og du finder en anden. Du er en smuk pige – du ved det godt.”
Da Sofie blev 12, giftede Mette sig med Lars. De mødtes til Lises mands fødselsdag, hvor de fejrede i en café. Lars kom hen til hende med et smil og sagde:
”Du ser lidt alene ud – vil du danse?”
Han var høj – Mette nåede ham knap til skulderen – flot og rolig, selvom det kun var det første indtryk.
”Nej, jeg keder mig ikke,” svarede hun, ”men jeg danser gerne.”
Siden da begyndte deres forhold. Lise var lettet – endelig var Mette ikke alene. På det tidspunkt boede Mette med Sofie i en tre-værelses lejlighed, hun havde arvet efter sin bedstemor, der boede alene og var syg, så forældrene tog hende ind.
Lejligheden var lille – et gammelt femetagers hus med små værelser – men Mette var glad for at have sit eget sted. Snart flyttede Lars ind, for han boede selv hos sin mor.
Hans første ægteskab var heller ikke perfekt. Efter brylluppet boede de hos hans mor, men hans kone, Katrine, og moren kunne ikke sammen. De skændtes konstant, næsten slås.
”Lars, hvor fandt du den her hysteriske kvinde?” spurgte hans mor hver dag, når han kom hjem. ”Jeg kan ikke holde ud at bo under samme tag.”
Katrine insisterede på, de skulle flytte, ellers kunne hun ikke garantere for sig selv. Og hun var gravid. Så de flyttede, fik en søn, men Katrine var aldrig tilfreds.
”Lars, der er ingen penge – din søn har brug for nye ting.” ”Lars, gå i supermarkedet, jeg nåede ikke at lave mad.” ”Tag ham med ud, jeg er træt.”
Han gjorde alt, men hans mor ringede og klagede over, at Katrine ikke lod hende se sit barnebarn.
”Lars, hvordan kan det være? Jeg kan ikke se ham uden dig.”
Katrine pakkede sønnen og sendte ham til sin svigermor, men selv gik hun ud med veninderne og kom senere hjem, undertiden beruset. Lars var træt af det, men Katrine skændtes mere og forlod dem til sidst.
”Jeg forlader dig – du er en mammadreng,” sagde hun. ”Jeg har fundet en rigtig mand.”
Efter skilsmissen flyttede Lars hjem til sin mor, der heller ikke var let at please. Hun syntes, ingen kvinde var god nok til ham.
Først levede Mette og Lars godt sammen. Det eneste, der ødelagde det, var svigermoren. Hun kunne ikke lide, at Lars giftede sig med en kvinde, der allerede havde en datter. Selvom Sofie var rolig og kaldte hende ”bedstemor”, blev hun skubbet væk:
”Jeg er ikke din bedstemor. Du har din egen – jeg er ikke familie.”
Mette kunne mærke vreden, men tav – for hun havde ret. Sofie var ofte hos Mette forældre i stedet.
Årene gik. Sofie blev student og flyttede til Aarhus for at studere. Mette og Lars fik ingen børn sammen – måske var det bare sådan det var. Forholdet til svigermoren blev aldrig varmt, selvom Mette prøvede.
Men jo længere tid der gik, jo mere ændrede Lars sig. Han kunne lave lækkert mad – når han var i humør. Men det var sjældent for tiden.
”Lise, jeg forstår det ikke,” sagde Mette. ”Han har konstant dårligt humør. Jeg ved ikke, hvorfor. Men alt, hvad jeg siger, er forkert, og han prøver at ødelægge mit humør. Det er, som om han kun ser det negative. Var han altid sådan, eller er det alderen?”
”Ej, jeg aner det ikke,” svarede Lise. ”Fra hvad jeg kan se, har I det godt. Man ved aldrig, hvad der sker bag lukkede døre.”
Lars begyndte at kritisere alt. Han blev sur over SMS’er fra kolleger og beskyldte hende for at have noget kørende. Til sidst sagde Mette op og holdt op med at se veninderne. Det hjalp en kort overgang.
Men så kom det næste problem.
”Mette, du bruger for mange penge på ligegyldigheder,” sagde han. ”Neglelak, nye kjoler – pengene burde gå til familien.”
”Fint,” sagde hun. ”Så køber du ind. Jeg laver en liste – hvis du ikke synes, vi skal have noget, så lad være. Det vigtigste er, at der ikke er mere drama.”
Det hjalp lidt, men Lars fandt snart noget nyt at brokke sig over. Selvom hun ikke arbejdede, ikke handlede, og ikke så veninder, begyndte han at brokke sig over hendes fitness:
”Du går bare der for at kigge på andre mænd. Stop med det.”
Så hun stoppede.
Nu havde hun masser af tid og spekulerede: Hvorfor er Lars blevet sådan en smålig, sur mand? Måske havde han en anden kvinde? Hun tjekkede hans telefon – men ud over hans mor og nogle få venner, var der ingen mistænkelige beskeder.
Det, der undrede hende, var mors konstante opkald. Lars tog dem altid i et andet rum.
En dag ringede svigermoren, mens Lars var i bad. Mette tog telefonen og hørte:
”Lars, har du gjort, som jeg sagde? Din kone er ude med veninder, mens du sidder derhjemme. Du er ingen rigtig mand – du lader hende træde på dig.”
”Hej, Mor,” sagde Mette og prøvede at holde stemmen rolig. ”Han er i bad. Jeg siger det videre.”
Hun troede, svigermoren ville undskylde, men i stedet råbte hun ad hende og smækkede røEfter at have tænkt længe over det, besluttede Mette sig for at tage en snak med Lars og hans mor sammen – for hun vidste, det eneste der kunne redde deres ægteskab, var at få sandheden frem i lyset.
