Mette er nu overbevist om, at kvinder, der skilles tidligt og lever uden en mand, er langt lykkeligere. Sådan føler hun i hvert fald, når hun kigger ned fra sit eget lille tårn af livserfaringer.
“Måske er der nogen, der ikke er enige med mig,” siger hun til sin veninde Hanne, “men det er sådan, jeg har det nu.”
“Det kan godt være,” svarede Hanne tøvende, “men hver kvinde har sin egen skæbne. Man kan ikke tale for alle. Nogle er ulykkelige i første ægteskab, men finder lykken i andet – eller tredje.”
“Måske,” nikkede Mette. “Jeg gider ikke diskutere det, men jeg holder fast i min mening. I mit tilfælde blev jeg knust. Han trampede på alle mine følelser, og nu står jeg her uden tillid til nogen som helst.”
Mette havde fejret nytåret hjemme sammen med sin mand Lars, hans mor, der boede i lejligheden ved siden af, og deres fjortenårige søn Emil. Alt var hyggeligt – Mette havde dækket bord, svigermor havde hjulpet, og de havde budt det nye år velkommen i familiekreds. Første januar vågnede de sent, fordi de havde været oppe længe, og fordi der udenfor larmede af fyrværkeri. Svigermor var gået hjem tidligere.
Men det nye år tog en uventet drejning for Mette. Efter frokost første januar forsvandt Lars pludselig. Han satte sig bare i bilen og kørte – uden et ord.
Da natten faldt på, kunne Mette ikke sove. Bekymringen væltede ind. *Hvad nu, hvis Lars er kommet til skade?* Hovedet dunkede af alle de sorte tanker.
Hun ventede desperat på et opkald, et tegn på liv – men der var kun stilhed. Lars’ telefon var slukket. Hun sov ikke en blunde og vågnede med en dunkende hovedpine og forhøjet blodtryk. Da hun satte vand over til te, kom der endelig en besked fra Lars:
*”Lad være med at lede efter mig. Jeg er gået.”*
Hænderne rystede, hjertet hamrede. Hvad nu? Skulle hun vise det til svigermor? Eller var hun måske i ledtog med sin søn? Nej, besluttede Mette og bankede på hos naboen.
“Se hvad din søn har skrevet,” sagde hun bittert.
“Mette, det kan da ikke passe!” svigermor så chokeret ud. “Han har da aldrig sagt noget! Har du ikke mærket noget?”
“Jeg troede faktisk, du var i på det med ham.”
“Nej, for fanden da, Mette! Hvis jeg havde vidst det, havde jeg ryddet op i hans hoved. Men nu er det for sent.” Hun tav et øjeblik, også med rystende hænder. “Men jeg skal love dig for, jeg er på din side. Jeg anerkender ikke den…” Hun brugte et meget ubehageligt ord.
Mette forstod, at svigermor heller ikke havde vidst noget, men hun var lettet over, at Lars i det mindste var i live. Hun havde tænkt de værste tanker.
Hun havde ingen appetit, bare en knugende følelse af, at Lars havde forrådt hende – i smug, uden modet til at sige det direkte.
“Jeg ringer igen,” besluttede hun og tastede hans nummer endnu en gang.
En kvinde svarede.
“Hvem er du?” spurgte Mette.
“Hans kone,” svarede kvinden. “Hvem er du?”
Mette tænkte hurtigt og løj:
“Jeg er konen til en af hans venner. Jeg skal snakke med ham om min mand. Kan du give mig jeres adresse?”
Kvinden gav den, og Mette besluttede at tage derud.
“Mor, hvor er far?” spurgte Emil, da hun havde givet ham morgenmad.
“Han er ikke kommet hjem endnu,” svarede hun og undgik hans blik. Teenagere kunne gøre hvad som helst i vrede.
“Hallo Hanne, godt nytår,” sagde hun i telefon til sin veninde. “Lars har forladt mig.”
*”Hvad? Er det en nytårsjoke?”*
“Desværre ikke. Han er sammen med en anden, og jeg tager derhen i dag.”
“Skal jeg ikke følge med?”
“Nej, jeg klarer det selv.”
“Ring, når du kommer hjem. Jeg kommer over.”
Mette tog bussen til villakvarteret, fandt adressen og gik ind. Døren var åben, så hun trådte bare ind. Lars og kvinden sad ved bordet og spiste.
Da Lars så hende, spratt han op – målløs. Kvinden spurgte:
“Hvem er det?”
Lars tav, så Mette svarede:
“Jeg er hans lovlige hustru. Vi har en søn. Hvem er *du*?”
Kvinden blev bleg som et lagen.
“Hvem har bedt dig om at komme?” råbte Lars pludselig. “Skrid nu herfra!”
Kvinden rejste sig.
“Lars, du sagde, din kone døde for to år siden. Hvorfor løj du?”
Mette så ham krybe for hende, ynkelig og undskyldende:
“Jeg var bange for at miste dig, Tina. Jeg ville fortælle det senere…”
Mette kunne ikke fatte det.
*Han lod mig være død?* tænkte hun. *Hvis han elsker en anden, kunne han så ikke bare sige det? I stedet for at begrave mig levende?*
“Hvor længe har dette stået på?” spurgte hun Tina og ignorerede Lars.
“Vi har elsket hinanden i et år.”
Mette var chokeret. *Et helt år, uden at jeg opdagede noget.*
“Og hvorfor flyttede han så ikke ind hos dig?”
“Han sagde, hans gamle mor var syg og ikke kunne passes. Men nu er hun død, så han er fri.”
Mette brød ud i en hysterisk latter. De stirrede forvirret på hende.
“Jamen, jeg står da her, levende og rask! Og hans mor er også i live. Hun fandt først ud af det i morges.” Hun sendte dem et sarkastisk smil. “Nå, men jeg skal ikke begrave jer. Lev lykkeligt. Jeg sørger for skilsmissen selv.”
Hun gik med hovedet højt og lod dem rode med deres eget svineri. Da hun kom hjem, ringede Hanne.
“Jeg er her om ti minutter.”
Da hun ankom, så hun Mettes udmattelse.
“Lars er det største svin,” sagde Mette og grinede nervøst. “Han lod mig være død, Hanne! Og sin egen mor også!”
Hanne var målløs.
“Det må jeg sige… Hvem kunne have troet det?”
Mette indgav skilsmissepapirerne. Lars påstod dog, at han var *gavmild* – han lod hende og Emil beholde lejligheden og tog kun bilen.
Mette fortalte det svigermor:
“Sådan er din søn. Han begravede os begge. Og så er han pludselig *gavmild* – som om det handler om penge! Hvad med alle de år? Alle de ting, vi gennemlevede sammen?”
Svigermor kunne heller ikke fatte det.
Mette huskede, hvordan hun for blot et år siden havde plejet Lars efter en stor operation.Men nu vidste hun, at selv de dybeste sår læges – og måske var det endda på tide at give den næste kærlighed en chance, når den engang bankede på.
