I så, hvad der skete, efter at Mette var færdig med lærerseminariet – hun kom tilbage til sin fødeby, Århus, med et stort ønske: at undervise på sin gamle skole. Allerede fra folkeskolen vidste alle, hun drømte om at blive lærer. »Hun er vedholdende, den Mette, hun når sikkert sit mål,« sagde klassekammeraterne og lærerne.
Da hun trådte ind i skolen igen som en selvsikker, ung kvinde og gik direkte til rektorens kontor, blev Dorthe, rektoren, helt målløs: »Mette Jensen? Er det virkelig dig?«
»Jo, det er mig. Jeg lovede jo, jeg ville komme tilbage og undervise her.« Mette rakte dokumenterne frem.
»Jeg er glad på dine vegne, Mette… eller Mette Frederiksen, historielærer!« rektoren smilede. »Du nåede dit mål.«
Sådan blev Mette historielærer. Eleverne i de øvre klasser testede hende i starten, men hun vandt deres respekt – og det siger noget.
Ikke længe efter mødte hun Søren, en ingeniør på den lokale fabrik. De blev kærester, og engang, mens de stadig datede, sagde han: »Lad os giftes, men vent med børn – vi skal have styr på livet først.«
»Enig, men ikke mere end et par år. En familie uden et barn, det er sgu ikke rigtigt.«
De blev gift. Tre år senere, mens de stadig ikke havde børn, fik Mette at vide af »venlige« sjæle, at Søren havde en affære med en kollega. Hun troede det med det samme – Søren var flot og sjov, så han havde altid folk omkring sig.
Der blev en kæmpe skandalederhjemme, og han tilstod. »Undskyld, Mette… Jeg lover, det sker aldrig igen.«
Mette var såret. I lang tid levede de som fremmede, men Søren fik hende til at tilgive ham – og hun lod, som om hun havde glemt det. I hvert fald troede han det.
Søren blev en god mand. Faktisk helt fantastisk, især da Mette en dag fortalte ham, at hun var gravid. »Jeg får det barn, Søren, også selvom du siger nej.«
»Nej, jeg er ikke imod det,« sagde han straks.
Så blev der en lille datter, Freja. Der var travlt og søvnløse nætter, men de var lykkelige. Søren så ikke på andre kvinder – hans familie var alt for ham.
Årene gik. Mette skabte en kærlig hjemmeatmosfære, men hun bar på den hemmelige sorg over Sørens svig. Udefra så de ud som det perfekte par.
»Piger, jeg har købt billetter til Cirkus Benneweis!« sagde Søren en dag. »Freja, du elsker jo det blå kjole med sløjfen, ik?«
»Åh, far, jeg er SÅ klar!« Freja dansede foran spejlet.
Hun var altid en glad, klog pige, der fik topkarakterer. Mette var stolt. »Hun bliver nok ingeniør som sin far,« lo hun over en kop kaffe i lærerværelset. »Hun er vild med at skrue biler sammen med ham.«
Skoleårene fløj, og pludselig var Freja ingeniørstuderende i Aalborg. Hun kom hjem i weekenderne, og Søren spurgte altid: »Hvordan går det deroppe?«
»Fint, far, rolig nu.«
Over tyve år gik. Ingen af dem nævnte nogensinde et barn mere – det var et uudtalt emne.
Da Freja nærmede sig sin eksamen, sagde hun: »Mor, far… Niels og jeg skal giftes efter endt uddannelse.«
Forældrene kendte Niels godt – en ordentlig, kærlig fyr fra en god familie. »Det er helt fint, skat,« sagde Søren. »Det er godt, I venter til I er færdige.«
Men så kom sygdommen. Mette blev alvorligt syg, og Søren insisterede på, hun skulle til lægen. »Mette, du skal tjekkes – det her er ikke noget, vi kan vente med.«
»Okay, Søren… men først hvis det bliver værre.«
Men det blev det. Hun endte på Rigshospitalet, og familien stod over for et mareridt. Søren kunne se, at hun ikke vandt kampen. Freja og Niels udsatte brylluppet.
Til sidst gik Mette bort. Søren var knust – skyldfølelsen over dengang han svigtede hamrede i ham. »Måske var det dét, der ødelagde hende.«
Efter begravelsen begyndte livet langsomt at normalisere sig. Men en aften, da Freja pakkede Mettes ting, fandt hun et gammelt, gulnet brev. Hun åbnede det – og hendes hverv brød sammen. Brevet afslørede, at Søren ikke var hendes rigtige far.
Mette skrev, at efter Sørens utroskab var hun så bitter, at hun havde hævnet sig med en kort affære med en kollega, Mads, der var på en kort lærerudveksling. Da hun blev gravid, besluttede hun at lade Søren tro, barnet var hans. »Freja har ret til at vide, hvem hendes rigtige far er,« stod der.
Freja sad målløs. Hele hendes virkelighed vaklede. Skulle hun opsøge Mads? Men efter en hjerteskærende samtale med Søren besluttede hun sig for, at hun ikke havde brug for en anden far.
»Jeg elskede din mor,« sagde Søren med stemmen dirrende. »Og dig – alt hvad jeg gjorde, var for jer. Du er og bliver min datter.«
Freja græd, men hun forstod, at hans kærlighed var ægte. De måtte finde en ny måde at være far og datter på – med sandheden på bordet.
De overvandt sorgen sammen. Ét år senere giftede Freja sig med Niels. I dag har de en lille søn, som Søren elsker som sin egen. Og Mettes hemmelighed? Den blev en del af deres historie – men ikke den, der definerede dem.
