**Tante Mettes ost**
Ingen kan rigtig huske, hvor Tante Mette kom fra. Hun var min mors veninde, men det føltes, som om hun altid havde været der – ligesom mørke, sølvmåger og Michael Learns to Rock. Far var overbevist om, at hun var en hemmelig agent sendt af skyggeregeringen for at teste civile. Bedstefar mente, hun var den femte apokalyptiske rytter, smidt ud af gruppen for at være *for* effektiv. Selv mor kunne ikke huske, hvordan de mødtes. Tante Mette var som den nøgle på nøgleringen, man ikke ved, hvad skal bruges til, men som man ikke tør smide væk.
Hun havde hverken mand eller børn, men til gengæld alt for meget fritid. Sådan en kvinde er farligere end en influenzaepidemi. Hvis man hældte hende i beton og smed hende i bunden af Østersøen, ville hun arrangere en underhavsaktivitet, indtil alle fiskene udviklede ben og flygtede op på land.
Hvis det handlede om forretningstalent, havde Tante Mette en *kommerciel blodprop*. Hvert år pådrog hun os et nyt projekt, og fra det var der ingen flugt – ikke engang til Sverige. Hun havde pas, multi-visum og talte tre sprog flydende, men på intet af dem forstod hun ordet *nej*.
Før solgte hun cubansk hudpleje, der gav mor silkebløde *mandebartstråder* og en varig afhængighed. Så strikkede hun herreundertøj af syntetisk merinould – det var fars tur. Hun lovede ham *”stærk mandlig energi”* og krævede feedback efter en måned. Far gav hende det efter tre dage. Rygtet siger, Nikolaj Lie Kaas ringede og bad om en autograf.
Bedstefar slap heller ikke. Hun solgte ham kosttilskud til *”rensetarme og normaliseret blodtryk”*. Bagefter viste de ham på TV-nyhederne i en uge, og derefter i *vejrmeldingen* hver gang han gik udenfor døren.
Hun havde alt for mange idéer: håndlavet sæbe med bjørneklo-ekstrakt, *”sunde”* slik af koriander og tidsel, eller produkter lavet af ål. Hun kunne tale timevis om sine varers fordele, til man begyndte at udvikle sig tilbage mod firbenede væsener. Når troen på Gud, videnskaben og sund fornuft helt forsvandt, tilbød hun rabat. Og så gav man op. Vi, som *”nære venner”*, var *”heldige”*: vi fik gratis prøver.
For en måned siden begyndte hun at lave hjemmelavet ost og komme forbi med den i alle tænkelige tilstande. Lugten kan ikke beskrives. Lejligheden er nok ikke til at sælge eller leje ud de næste ti år – og det samme gælder hele opgangen. Kun bedstefar var glad: han slap for at vaske sokker og blev endda rost for at være *”principfast”*.
Osten var underlig. Den ødelagde rivejern, sprængte mikroovnen og forsvandt helt i almindelig ovn. Nogle gange angreb den andre madvarer i køleskabet og forvandlede dem til ligesindede.
Jeg prøvede engang at bruge den i pasta med ketchup. Resultatet var beriget uran, og nu er min familie bandlyst fra udrejse i syv år.
Mor bad os holde ud. Tante Mette lovede, at *”første forsøg skuffer”*, men næste batch ville være *”bombe god”*. Da bedstefar hørte det, gik han rundt med en hammer i en uge og truede med at skære os ud af testamente, hvis så meget som en krumme ost kom på hans tallerken. Far havde det sværere – han elskede mor mere end livet (selv uden skyld), så han havde intet valg.
Hvad angår mig, sagde Tante Mette, at *”nutidens børn består af periodiske system”*, så jeg kunne spise chokolade *med* indpakningen. Min blodtype var palmeolie, men *hendes* produkter var *naturlige* – hun forsikrede mor om det, mens bedstefars geigertæller gik i sort. *”Han er ikke ekspert!”* sagde hun bare.
Men så skete det mærkelige: osten var faktisk *god*. Vi tog selvfølgelig en liter kulstofpulver først og åbnede alle døre og vinduer, hvis det gik galt. Men smagen var overraskende – blød, cremet, med en svag krydret eftersmag. Mor lavede smørrebrød, far brugte den i salat, og selv bedstefar, der lugtede det fra køkkenet, nød et par stykker.
Tante Mette havde vundet. For første gang i hendes liv var ord og virkelighed ens, og projektet fik folkets bifald. Men senere tilstod hun kun til mor, at *hun* ikke havde lavet osten – det var hendes nye mand, en restaurantkok, der reddede verden fra hendes idéer. Hun havde næsten dræbt ham på første date med en *”ostsuppe”*. Tre dage på hospitalet åbnede hans øjne: han måtte redde menneskeheden fra Tante Mette. Hvis hun fik en idé, ville han *selv* lave det og lade hende tage æren. Han giftede sig med hende – måske af pligtfølelse overfor planeten.
Siden har vi fulgt deres forhold nøje. Og vi beder inderligt til, at det går dem godt.
