**Ensomhedens Bitterhed og Kærlighedens Sødme**
Ikke ung længere, men stadig med en glimt i øjet, efterlod Signe Kristiansen sine morgenrutiner med en kop kaffe og et eftertænksomt blik ud ad vinduet.
*År efter år, det samme. Uret, vinduesglasset, den åbne bog på karmen – og ensomheden. Hvor savner jeg min mand, der forlod mig så tidligt,* tænkte hun ofte.
Ti år siden, hun begravede sin elskede mand. Smerten var svundet, men ensomheden var svær at vænne sig til. De første år føltes det, som om han stadig var der, men langsomt forsvandt følelsen. Engang bemærkede hun det selv og tænkte:
*Kærester forlader ikke kun huset; de forsvinder stille ud af ens sjæl – med tiden.*
De seneste år havde ensomheden været en byrde. Hun overvejede at finde en anden ensom sjæl. Signe kiggede sig omkring, roligt og uden at skynde sig, standsede hendes blik ved mændene i nærheden.
*Måske findes der en ligesom mig, en ensom sjæl. Hvad nu, hvis…* Tankerne fik ensomheden til at føles mindre tung, og hun forestillede sig at sidde ved siden af en mand, mens en blid melodi fyldte hendes trætte hjerte.
Signe havde lagt mærke til den ensomme oberst i opgangen ved siden af. Hendes veninde, Lise, boede på samme etage, og hendes mand, Jens, var venner med den pensionerede officer.
Lise havde fortalt Signe om ham.
*Han hedder Erik, også enkemand. Har en datter, men hun bor langt væk og kommer sjældent. Meget alvorlig mand, men Jens og han kommer godt ud af det. De griner og fisker sammen. Giv ham et kig, Signe. Hvorfor gå altid alene, når I kunne gå to sammen?*
Signe sukkede. *Jeg ved ikke, Lise. Hvordan skal jeg tage første skridt? Det bør jo komme fra ham.* Hun var af den gamle skole, tidligere lærer i dansk og litteratur, en dame med klasse. Velkendt i København, en kvinde man kunne snakke med om alt.
Erik Mikkelsen, obersten, var høj og rank med gråt hår bag brillerne. Gik med militær præcision, næsten uden at bøje knæene. Men han havde noget over sig. Signe så ham altid, når han gik forbi, nikkede og sagde det samme:
*Goddag…* Han svarede altid høfligt.
Nogle gange kiggede hun betydningsfuldt på ham, men han lod sig ikke mærke med noget. De ældre damer på bænken nede ved opgangen havde deres teorier.
*Jeg har hørt, han fik en hovedskade i tjenesten, kan slet ikke mærke noget,* sagde Gerda.
*Åh, snak, Gerda,* afbrød Valdemar. *Min søn siger, det er lange vagter gennem kikkerter, der ødelagde hans syn.*
*Nej, hør nu,* indvendte Karen. *Jeg tror, der er noget galt med ham… derfor ser han ikke på kvinder.*
Rygterne fløj. Måske fordi han var alene, mens der var mange ensomme kvinder. Signe tænkte også på ham.
*Hvad laver han mon alene? Læser han også bøger? Han er militær, så måske ser han krigsfilm. Jeg kan også godt lide dem. Så har vi allerede noget til fælles. Og så elsker jeg digte om ensomhed – som dette:*
*Dæmringen falder. Kulde, let regn.
Ingen venter, ingen kommer…*
Hvorfor elskede jeg disse ord? Fordi jeg er alene, eller blot sentimental?
Livets gang blev ved. Så ringede telefonen pludselig – Lise.
*Signe, godaften! Hvad laver du? Vent, lad mig gætte… sidder med en bog!* grin hun i røret.
*Præcis,* lo Signe. *Hvad ellers? Ser lidt tv, surfer, men mest læser jeg. Du kender mig.*
*Nå, men jeg ringer fordi… har du glemt min fødselsdag i morgen?*
*Åh nej! Hvor er jeg distræt,* erkendte Signe ærligt. *Tak for påmindelsen. Jeg ville ha’ det så skidt, hvis jeg ikke kom.*
*Slap af. Kom bare forbi i morgen. Vi hygger med nogle venner.*
Næste dag forberedte Signe sig på festen. Hun spejdede sig selv i spejlet – rynker som solstråler, lidt slappere hud. *Det er okay. Jeg har blot nået den elegante alder,* smilede hun til sig selv.
Om aftenen gik hun til Lise, gave i hånden. Ved bordet sad gæsterne allerede – og der var han: obersten.
*Kom, Signe!* Lise tog hende i hånden og placerede hende ved siden af Erik.
*Godaften,* hilste Signe på alle.
Da hun kom ind, syntes hun, Erik kastede et hurtigt, interesseret blik på hende. Hun gik med naturlig elegance, parfumens duft svævende efter, og satte sig ved siden af ham.
Festen kom i gang. Jens var en fremragende vært, fuld af vittigheder og skåler. Ved siden af Erik sad Ulla, en anden enke fra naboens lejlighed, rund og yndefuld i sit broderede kjole. Hun havde også lagt øje på obersten, bragte jævnligt kager til ham, og han takkede altid:
*Mange tak. De er virkelig lækre.*
Signe bemærkede, hvor beundrende Ulla så på ham, og følte et lille stik i hjertet – men skubbede tanken væk.
Der blev danset. Signe håbede, Erik ville invitere hende, men Ulla tog ham i hånden. De dansede tæt, mens Signe forsøgte at lade være med at glo. Da dansen sluttede, satte Erik sig ved siden af hende, hans lår varmt mod hendes. Hun mødte hans bløde, brune øjne.
Hjertet bankede. Hun var ikke vant til mandelig opmærksomhed.
*Undskyld, hvis jeg generede dig,* hviskede han.
*Nej, overhovedet ikke,* svarede hun blidt.
Ny musik fyldte rummet, og denne gang var det Erik, der rakte hånden ud:
*Vil du danse?*
De dansede. Han førte hende sikkert, militær præcision i hver bevægelse. Ind imellem trak han hende tættere ind, hviskede komplimenter, smilede.
*Hvor er han stærk… og smuk, når han smiler. Hvorfor har jeg aldrig set det før?* Tankerne pilrede gennem hende.
Pludselig mødte hun Ullas arrige blik. Hun kunne næsten høre hende tænke: *Se hende, praler opad ham… Han har aldrig set SÅDAN på mig!*
Men Erik så intet. Hans hjerte var fuldt af ømhed for denne kvinde. *Jeg troede, jeg var følelseskold efter syv år alene. Men nu synger sjælen,* tænkte han, mens de dansede.
Da festen sluttede, tog Erik blidt Signes arm.
*Måske på tide at gå.*De dansede videre gennem livet, hånd i hånd, og fandt til sidst lykken i hinandens selskab.
