**Dagbogsnotat**
Jeg indså pludselig, at hendes lykke var uendelig.
Lise havde besluttet sig for at tage hjem til sin fødeby i weekenden for at besøge sin aldrende mor og søster. Selv bor hun i Aarhus, arbejder som kardiolog på sygehuset, og det er sjældent, hun får tid til at komme hjem.
Lise er femogfyrre, en smuk kvinde, der for længst har været gift og fået en datter. Pigen er færdig med universitetet og flyttede til sin mands hjemby efter brylluppet. Med ham levede Lise syv år, men de gik fra hinanden – de var for forskellige. Det var en fælles beslutning.
*”Godt, der er tre fridage,”* tænkte Lise glad. *”Jeg skal lige handle ind i supermarkedet, købe noget til mor og Freja.”*
Lise kom fra en lille by. Som barn drømte hun om at blive læge og komme væk derfra. Ærlig talt var livet i en sådan by kedeligt, selvom den hed “Glæde.” Men der var ikke meget glæde at finde – byen var i forfald. “Glæde”s beboere var spredt for alle vinde i jagten på arbejde, og ungdommen flygtede til byerne.
Om efteråret og vinteren var byen særlig trist. Kun foråret bragte lidt lys, når markarbejdet begyndte. Grønne marker og sol gjorde livet i “Glæde” faktisk lidt gladere.
Nu var det midt i juni, og Lise sad i bussen fra byen og så ud ad vinduet på de grønne marker og blomster. Hun følte sig lettet – to måneder siden, hun sidst så sin familie. Arbejdet tog al tid.
*”Mor har det ikke så godt. Godt, Freja bor hos hende. Det er en velsignelse – ellers måtte jeg selv komme oftere, selvom det er tre timer i bus,”* tænkte hun, mens hun stirrede ud ad vinduet.
Freja, hendes lillesøster, var aldrig flyttet. Hun giftede sig med en lokal dreng og blev hængende. Deres far døde tidligt, så Freja og manden boede hos moderen. Esben, hendes mand, var praktisk – han renoverede huset, byggede en tilbygning til sin familie med en separat indgang, så de ikke generede svigermor. Freja fik tvillingedrenge, men de var også flyttet og læste nu på højskole.
*”I modsætning til mig ville Freja altid være her. Jeg havde kun ét ønske: at komme væk,”* fortalte hun engang sin veninde Mette, som hun endda tog med hjem én weekend. Mette var helt betaget af den friske luft og naturen.
*”Ja, Mette, for en bybo er landet jo en eventyrverden. Men prøv at bo her, når det regner i ugevis, eller vejene er en eneste mudderpøl om foråret. Så tror jeg ikke, du ville synes, det var så charmerende,”* grinede Lise.
Denne gang gik turen hurtigt, for hun faldt i søvn og vågnede først, da de allerede var forbi den store landsby. Snart dukkede “Glæde” op i horisonten. Chaufforen drejede af fra hovedvejen, og nu rystede de langs grusvejen.
Da hun steg af, kiggede Lise sig omkring.
*”Intet forandrer sig,”* smilte hun og gik mod hjemmet.
Solen varmede behageligt, fuglene sang, og humøret var højt. Det var alligevel godt at være hjemme.
*”Goddag, Lise,”* lød en gammel stemme. Foran hende stod fru Nielsen, nabo til hendes mor. *”Kommer du på besøg?”*
*”Goddag, fru Nielsen. Ja, det er tid til et besøg. Jeg har savnet dem.”*
*”Godt gjort. Din mor nævnte dig for nylig – hun glæder sig. Nå, jeg skal lige i butikken – pensionen kom i dag.”*
*”Hvordan har du det?”*
*”Som man nu har det i min alder, min ven.”*
Lise åbnede porten til hjemmet. Ingen var i haven. Indenfor mødte katten Mikkel hende, gned sig mod hendes ben.
*”Hej, lille ven,”* kyssede hun ham og kradsede hans pels. Han spandt straks.
*”Åh, ‘lille ven’?”* Freja grinede fra køkkenet. *”Han er mere en kæmpe kartoffel end en kat nu! Goddag, søster.”* De omfavnede hinanden. *”Skal vi spise inde eller ude?”*
*”Ude, selvfølgelig. Solen skinner – hvor ellers?”*
*”Mor er i haven. Ah, der kommer hun med jordbær til dig.”*
*”Hej, skat,”* sagde moderen og rakte skålen frem. *”Jeg har savnet dig.”*
De spiste i haven, mens Lise hørte om nyhederne – gode og triste. De fleste i byen var ældre nu, og én efter én forsvandt de ansigter, hun kendte fra barn af.
*”Hvor er Esben?”*
*”På arbejde i Norge. Sådan tjener han nu. Der er intet her. Han er væk fire uger, hjemme fire. Han tjener godt – se, vi har endda fået bil.”*
*”Godt gået af ham. Du er heldig – ikke som mig.”*
*”Du kiggede bare det forkerte sted. Du skulle have fundet en lokal dreng, som mig.”* Freja grinede, og deres mor nikkede.
Mens de sad, kom postbuddet Pernille med en anmeldelse til Freja.
*”Freja, du har bestilt noget. Kom forbi posthuset og hent det.”*
*”Tak, Pernille. Vil du ikke blive til kaffe?”*
*”Nej, der er for meget at lave.”*
*”Kan jeg ikke hente det i stedet? Med Frejas pas?”* spurgte Lise.
*”Hmm… okay, jeg ringer lige til Karen på posthuset, så hun ved det. Alle kender dig alligevel.”*
*”Hvorfor vil du til posthuset?”* spurgte Freja undrende.
*”Du sagde selv, du ikke havde tid, og jeg kunne godt tage en tur gennem byen. Din pas.”*
*”Hvad med at tage cyklen? Som i gamle dage! Den står derude.”*
*”God idé!”*
Lise cyklede gennem byen. Den varme vind blæste i håret. Ved posthuset – et gammelt træhus – stablede hun cyklen og gik ind.
*”Hej, Lise!”* Karen, en gammel skolekammerat, smilede. *”Byens skønhed er hjemme! Kom her, Pernille ringede.”*
De snakkede, mens der ikke var kunder. De mindedes skoletiden.
*”Bliver du længe?”*
*”Nej, kun weekenden. Ferie i august.”*
På vej hjem, mens hun drejede, hørte hun pludselig: *”Pas på!”*
En mand på cykel var lige ved at kollidere med hende ved et hul i vejen.
*”Undskyld! Jeg kiggede på fru Hansens blomster.”*
*”Det går nok,”* lo han. Han var høj og smuk i en lys T-shirt.
Lise følte sig dum. *”Hvad tænHan rakte ud efter hendes hånd, og i det øjeblik vidste hun, at de begge havde fundet hjem.
