**Tirsdag, den 15. november**
Jeg har altid elsket at have veninder på besøg. Min mor tillod det altid, for det var sådan, hun selv var. Så længe jeg kan huske, var der konstant hendes veninder hjemme hos os, især i weekenden. Fødselsdage uden gæster? Det kendte vi ikke.
Min far var anderledes – stille og rolig. Han havde ingen problemer med mors veninder, nogle gange drak han te med dem og lavede jokes. Men oftest sad de for sig selv, mens han rodede i garagen. Han havde ikke mange venner, mest naboer.
Jeg holdt af, når mors veninder kom forbi, bare spontant. De drak sjældent vin, kun til festlige lejligheder – ellers var det te eller kaffe. Når der var gæster, lyste mor altid op. De grinede, sang endda nogle gange.
“Må Maja og Tove komme forbi?” spurgte jeg.
“Selvfølgelig, skat. Der er kager og slik på bordet. Giv dem noget, hvis de er sultne,” sagde hun, før hun gik på arbejde.
Hvis der gik længe uden besøg, bagte mor altid wienerbrød og sagde: “Jeg inviterer da bare Birthe og tante Grethe fra naboens.”
Sådan gik livet. Da jeg studerede på universitetet, tog jeg hjem i weekenden med en veninde eller endda på ferie. Min mors tradition blev også min.
Jeg giftede mig sidste år på studiet med min medstuderende, Lars. Vi flyttede sammen, og jeg inviterede veninderne hjem. Lars syntes først, det var for meget. Men så forstod han, hvor vigtigt det var for mig.
“Lars, vi havde altid gæster i mit barndomshjem. Kan jeg ikke også invitere mine veninder her?”
“Min mor var ikke sådan,” svarede han. “Hun kunne ikke lide besøg. Hvis min far tog en ven med hjem, blev der skænderi. Men hvis det gør dig glad, så lad os gøre det.”
Sådan fandt vi en balance. Lars accepterede det.
Men der var én veninde, han ikke brød sig om – Hanne. Hun var enke, lidt trist, og han syntes, hun var for alvorlig.
“Hvorfor er du venner med hende?” spurgte han. “Hun er så mørk. Hvis man ikke kan grine sammen, hvorfor så overhovedet komme?”
“Hun giver mig gode råd, og hun lytter. Hun er pålidelig. Nogle gange har man brug for en stille samtale.”
“Du finder på noget. Hun er simpelthen for deprimerende.”
“Nej, Lars. Jeg kan lide hende. Nogle gange vil man bare sidde i stilhed med nogen, der forstår.”
Årene gik. Vi fik et stort hus og en søn, Mads. Mine veninder kom stadig forbi. Nogle gange gik vi på tur med børnene, men mest sad vi hjemme.
To af mine veninder bor med svigermødre, og der kan man ikke rigtig slappe af. Kun Pernille har egen lejlighed med mand og søn. Men hun kommer altid til os. Nogle gange kom mændene med. De drak en øl i garagen eller i saunaen.
En dag kom Hanne forbi. Pludselig sagde hun:
“Mette, jeg ville ikke stole for meget på Pernille. Vær forsigtig – hun er for interesseret i Lars.”
“Hvad snakker du om? Pernille er bare sjov,” forsvarede jeg hende.
Men ordene gik mig ikke af sinde.
“Måske er hun bare jaloux, fordi hun selv er alene,” tænkte jeg. Min mor havde altid advaret mod ensomme veninder. Måske skulle jeg holde lidt afstand.
Jeg talte også med Lars om det.
“Jeg har altid sagt, hun var underlig,” mumlede han.
Så jeg skar Hanne fra. Men livet fortsatte. Vi mødtes stadig med de andre. Hjalp hinanden.
“Mette, kan du hente Emil i børnehaven? Jens er på fisketur, og jeg bliver sent færdig på arbejdet.”
“Selvfølgelig. Vores børn går i samme børnehave alligevel.”
En dag mødte jeg Pernille i børnehaven. Vi besluttede at gå i parken med drengene. Pludselig spurgte Emil:
“Mor, kommer onkel Lars i aften? Han gav mig chips i går.”
Pernille blev rød. Jeg blev mistænksom. Lars sagde, han havde været hos sin bror for at hjælpe med noget møbel. Han kom først hjem klokken tolv.
“Der er sikkert mange, der hedder Lars,” tænkte jeg. Men hvorfor skulle Lars være hos Pernille?
Pernille tog sin telefon, men den var flad.
“Skal du låne min?”
“Nej, det kan vente.”
Pludselig greb hun Emils hånd. “Mette, jeg skal til min mor. Parken må vente.”
Hun skyndte sig væk. Jeg forstod ingenting.
“Nu går vi hjem, Mads.”
Hele vejen tænkte jeg på det. Lars elskede Pernilles hjemmelavede citronmåne.
“Pernilles kage er virkelig lækker,” sagde han altid – selv når hun var der.
Og han grinede altid mest med hende.
“Er der noget mellem dem?” tænkte jeg.
Jeg ringede til Lars’ svigerinde, Anne.
“Var I ikke og købe møbler i går? Lars sagde, han hjalp jer.”
“Lars? Han var ikke her. Vi køber ingen møbler lige nu.”
Jeg lagde på med bankende hjerte.
Da Lars kom hjem, gik han ud i garagen. Han glemte telefonen. En besked dukkede op – fra Pernille.
*”Emil har fortalt din kone, at du var her i går.”*
Jeg fløj ud i garagen.
“Hvad er det her? Læs det og forklar!”
Han så på mig. “Jeg beklager, Mette. Jeg var hos Pernille.”
Jeg fros. Jeg havde håbet på en undskyldning, en fejl. Men nej.
“Jeres begge to! Jeg hader jer!”
Lars fulgte efter. “Lad os glemme det. Jeg indrømmer det – det sker ikke igen. Og du kan bare droppe hende.”
“Glemme det?” Jeg var rystet. “Nej, Lars. Du har været mig utro. Jeg stoler ikke på dig. Og Hanne havde ret – og jeg skød hende væk.”
Jeg pakkede hans ting. Han sov ikke derhjemme den nat.
Næste dag ventede Pernille på mig i børnehaven.
“Mette, undskyld. Det var en fejl. Beskeden skulle ikke til Lars.”
“Du er ikke min veninde længere. Og Lars er ikke min mand. Jeg skal skilles.”
Hun stirrede efter mig. Så råbte hun:
“Så farvel da! Din mand bliver min alligevel!”
Jeg vidste det. Og ja – efter kort tid flyttede Lars ind hos hende. Hendes mand smed hende ud.
Jeg købte en kage og en lille gave. Lørdag gik jeg til Hanne med Mads.
Hun åbnede døren og stirrede.
“Hanne, må vi komme ind?”
“Hej, kom ind.”
Hun tog Mads med i stuen. “Mads, der er legetøj og farveblyanter. Vi henter dig, når vi drikker te.”
Jeg krammede hende. “Undskyld”Hun smilede, og i det øjeblik vidste jeg, at trods al smerten var der stadig nogen, der forstod – og måske ville livet alligevel blive godt igen.”
