Mette var lykkelig, da hun gik ud fra lægens kontor – hun skulle blive mor. Hun skyndte sig hjem for at overraske sin mand, Mads, der var kommet hjem fra nattevagt. Normalt sov han til middag efter sådan en vagt, men hun vidste, han allerede var stået op. Hun havde taget fri fra arbejdet for at tage til lægen.
Men det var Mads, der havde en overraskelse til hende. Da hun låste døren op, så hun en kvindetaske på entrébordet.
»Hvad er det?« sagde hun forbløffet. »Hvis er den?«
Hun turde næsten ikke åbne soveværelsets dør, men da hun gjorde det, så hun det, hun allerede havde gættet. En fremmed kvinde lå på hendes plads, og ved siden af hende lå Mads. Måske var det Mettes ansigtsudtryk, måske var det chokket – men kvinden fo’r forbi hende og ud af lejligheden. Mads stod langsomt op og begyndte at tage tøj på.
»Tag din kuffert, pak dine ting, og følg efter hende,« sagde Mette skarpt og forlod værelset.
Hun følte sig forfærdelig – så forfærdelig, at hun aldrig havde oplevet noget lignende. Senere kom ambulancen, og på hospitalet fik hun beskeden:
»I mistede barnet.«
Da hun kom hjem, mødte hun stilhed og rod efter skænderiet med Mads. Hun samlede sig og besluttede at starte forfra – først skulle de skilles. Mads dukkede ikke op igen, før de mødtes i retten. Han så skyldig ud, men sagde ingenting.
Måneder gik, og snart var der gået halvandet år siden skilsmissen. Hun havde ikke kigget på andre mænd, selvom hun kun var 27. Selv kollegerne på arbejdet bemærkede det:
»Mette, du lever jo slet ikke. Livet går videre. Ja, der skete noget grimt, men der er så meget mere at glæde sig til.«
»Jeg ved det ikke,« svarede hun. »Det føles, som om noget i mig er knækket. Jeg føler ingen glæde.«
»Prøv at lægge mærke til Jakob,« sagde pigerne. »Tror du, det er tilfældigt, at han venter på dig efter arbejde og kører dig hjem? Han er en god fyr – giv ham en chance.«
Mette gjorde det, og snart gik de i byen sammen. Det varede ikke længe, før Jakob spurgte:
»Skal vi ikke giftes, Mette? Så skal jeg ikke køre dig hjem – så kommer vi hjem sammen.«
Efter brylluppet var det præcis sådan. De arbejdede sammen, spiste aftensmad, gik ture og så fjernsyn. Mette drømte om at blive mor, men det lykkedes ikke.
En dag besøgte hun et børnehjem med sit arbejde. Der så hun en fireårig pige med triste øjne – Emma. Tanken om hende forlod hende ikke.
»Jakob, lad os adoptere et barn. Vi kan ikke få vores eget lige nu. Du skulle se børnenes øjne dér – de ser på enhver med håb.«
»Mette, vi kan ikke redde dem alle,« svarede han.
»Men bare ét barn – det ville gøre en kæmpe forskel.«
»Er du sikker?«
»Ja. Der er en lille pige, Emma. Hun er så sød og trist.«
Jakob blev overrasket, men han gik med på det. Emma havde været i børnehjemmet hele sit liv. Hendes mor havde forladt hende.
Mette talte med direktøren, Hanne:
»Jeg vil gerne adoptere Emma.«
»Har I ikke egne børn?«
»Nej,« sagde Mette og fortalte om sit tab.
»Men måske får I jeres eget barn en dag. Hvis du tror, adoptionen kan erstatte det barn, du mistede, tager du fejl. Emma skal have en familie – ikke være en erstatning. Tænk over det igen.«
Da Mette gik, så hun Emma igen – sad på en bænk med en blød dyretøj. Pigens blik sad fast i hendes hjerte.
Senere blev Emma deres datter. Mette var lykkelig og taknemmelig. Hun elskede Emma helt – ikke som erstatning. Emma var også lykkelig. Men Jakob blev langsomt koldere over for dem begge. En dag sagde han:
»Mette, vi begik en fejl. Jeg kan ikke acceptere hende. Jeg vil have mit eget barn. Lad os sende hende tilbage.«
Mette blev chokeret. Hun elskede Emma.
»Et barn er ikke en ting, man bare returnerer,« sagde hun fast. »Emma er vores datter.«
»Hun er din – ikke min. Vælg: Mig eller hende.«
»Der er intet valg. Emma er min datter. Gør, hvad du vil.«
De blev skilt, og Mette flyttede tilbage til sin lejlighed med Emma.
En dag mødte hun Mads ved opgangen.
»Mette! Jeg har ledt efter dig. Jeg ved, jeg ødelagde alt. Jeg vil gøre det godt igen.«
»Nej, Mads. Vi skal videre.«
Men tanken om en anden pige fra børnehjemmet – Sofia – forlod hende ikke.
En snevinterdag ringede hun til Mads:
»Vil du hjælpe mig med at adoptere Sofia?«
»Selvfølgelig,« svarede han. »Jeg vil gøre alt for at rette op på mine fejl. Vi skal have en stor, lykkelig familie.«
Mette vidste, hun var klar til at give ham en chance mere – for Sofias skyld.
Nytårsaften var lige om hjørnet. Emma og Sofia pyntede juletræet, mens Mette lavede mad.
»Mor, hvornår sætter vi tallerkenerne frem?« spurgte pigerne utålmodigt.
»Snart,« lo Mette.
Mads så på dem og tænkte: »Sådan skulle det altid have været.«
For dem var dette ikke bare et nytår. Det var starten på en ny familie – og et nyt liv fyldt med kærlighed.
