*Englen*
En lille hånd stikker gennem stakitnettet og rækker efter de modne jordbær. Jeg lader som om jeg ikke ser det og arbejder videre med at luge i løgene.
*”Hej, tante Mette,”* synger en fin lille stemme. Det er Nikolaj.
*”Hej, skat,”* smiler jeg. *”Kom her, du kan hjælpe mig med at samle jordbær.”*
Stakitnettet hænger slap. Jeg løfter den nederste del let, og så kommer Englen på besøg – sådan kalder jeg Nikolaj. Lige bag ham, snøftende og stønnende, klemmer den store hund Balder sig igennem. Han er næsten dobbelt så stor som sin lille herre. Jeg sætter en stor skål midt i jordbærbedet. Nikolaj plukker de største og mest modne bær. Han har lyse hår, blå øjne og skarpe skulderblade, der stikker ud som vinger. Derfor kalder jeg ham Englen. Han er fem år gammel. Nysgerrig, godhjertet.
*”Nikolaj, hvorfor skældte mor ud i morges?”*
*”Åh, hun ville bare male nogle taburetter, og så spildte jeg malingen,”* svarer han. *”Jeg ville male Balders hvalp og tabte glasset.”*
*”Det gør ikke noget. Nu drikker vi lidt te, og så køber vi ny maling.”*
Min lille engel vasker hænder uden at blive bedt om det og sætter sig ved bordet. Hans yndlingsplads er ved vinduet. Af alle retter vælger han jordbær med mælk og en stadig lun bolle. Bollen er drysset med flormelis, og nu har Nikolaj også søde, hvide ’overskæg’. På måtten ved døren ligger Balder. Han kender husets regler og venter tålmodigt på sin bid. Han får en pandekage. Balder ser skuffet på den ensomme skive, derefter på os, som om han spørger: *Er det alt? Jeg havde håbet på mere…* Vi griner, og jeg sætter en skål suppe foran ham. Balder tilgiver os og begynder langsomt at spise.
En time senere vender vi tilbage fra butikken med to dåser maling – hvid og grøn. Himlen er blå, solen høj, det er varmt. Jeg går indenfor for at skifte tøj, pakker resten af jordbærrene og bollerne sammen. På Nikolajs trappe sidder hans bedstemor. Hun mistede synet for to år siden. Den lille engel ordner omhyggeligt hendes tørklæde, så det ligger lige og pænt, og stryger en løs lok ind. Jeg lægger en skål jordbær i hendes skød – jeg ved, hun elsker dem.
På den åbne veranda maler Nikolaj og jeg taburetterne hvidt og derefter Balders hundehus grønt. Nikolaj er tilfreds, Balder er ligeglad.
Hjem fra arbejde kommer Lise, Englens mor. Hun roser sin søn for arbejdet og inviterer alle til bordet. Nikolaj tager bedstemors hånd og fører hende ind. Så fodrer han hende med risengrød, forsigtigt og tålmodigt. Te drikker hun selv, med et karamelstykke. Hun bevæger sig alene gennem huset – hun ved præcis, hvor gulvet knirker. Lise arbejder på en landevejskro, to kilometer hjemmefra. Hvis hun har aftenvagt, kommer hun sent. Alt håb er sat på sønnen.
Ud af øjenkrogen ser jeg Nikolaj, der propper grøden i sig med et stykke smør i. Han skyller det ned med sød te og forsvinder så for at se tegnefilm. Et barn, og allerede en mand. Eller måske en mand, men stadig et barn?
Han fejer gulvet, kan gøre rent, hjælper bedstemor med at klæde sig ordenligt på, fodrer hende, bærer brænde ind (to stykker ad gangen) og vand (i en lille spand). Og han elsker sin hund, selvom han undertiden græder bittert, når mor råber uretfærdigt af ham. Han kan også le lykkeligt, når han bader i åen, og vanddråberne sprøjter højt op og glitrer i solen.
Lise følger mig til porten. Jeg beder hende om ikke at råbe af Nikolaj. Han er en mand – ydmyg ham ikke. Vær omhyggelig med ham. Find en grund til at rose ham.
Lise begynder at beklage sig over det hårde liv, den blinde mor, den lille løn.
Jeg svarer: *Du har dit eget hus, din mor er i live og her, du har arbejde, en søn der hjælper, og du er rask. Værdsæt hvad du har, og kig ikke på andre.*
Lise smiler og vinker farvel.
Mine timer med Nikolaj bærer frugt. Som femåring læser han allerede *Snedronningen* flydende for bedstemor. Og i stille, vindstille aftener vandrer vi med fiskestænger ned til åen. Solen, som en moden solsikke, synker langsomt mod skoven og sender sine sidste varme stråler. Skyerne, oplyst nedenfra, gløder guldne. Alt omkring os falder til ro, træt af larm og travlhed. Mine og Nikolajs samtaler skræmmer ikke de nysgerrige fisk væk, og snart spræller et par skælmske fisk i en spand. Min kat får god aftensmad…
…I dag besøgte Englen mig igen. Han er voksen nu, 42 år. En respekteret læge, kirurg. Flere gange om året besøger han sin mors og bedstemors grave og kommer derefter, fyldt med gaver, ind i mit hus. Alle kalder ham Nikolaj Thomsen, men *jeg* ved, at han er en Engel! Stor, bredskuldret og utrolig god. Året rundt lægger han en kurv med jordbær på bordet, sætter sig på sin yndlingsplads ved vinduet og smiler lykkeligt. Han drikker te med varme boller, ryger en cigaret på trappen, og når han siger farvel, omfavner han mig med to store, varme vinger…
