»Hvor fik du det foto fra?« spurgte Jens, der blev hvid som et lagen, da han så billedet af sin forsvundne far…
Da Jens kom hjem fra arbejde, stod hans mor og vandede blomsterne på altanen. Hun bøjede sig omhyggeligt over de hængende krukker og rettede bladene ud. Hendes ansigt udstrålede en underlig ro.
»Mor, du er som en travl bi,« sagde Jens, tog jakken af og gik hen for at omfavne hende. »Har du igen været på benene hele dagen?«
»Åh, det er jo ikke arbejde,« svarede hun med et smil og viftede afværgende. »Det gør sjælen godt. Se bare, hvor alt blomstrer. Duften er som i botanisk have.«
Hun lo – stille og godmodigt, som hun altid gjorde. Jens indåndede den bløde blomsterduft og huskede uvilårligt barndommen, da de boede i en lille lejlighed, hvor »haven« bestod af en enkelt krukke med kalanchoe på vindueskarmen, der altid mistede blade.
Meget havde forandret sig siden dengang.
Moden tilbragte nu meget tid i sommerhuset, som han havde købt til hende som jubilæumsgave. Et lille hus, men med en stor have, hvor hun kunne plante, hvad hun ville. Om foråret dyrkede hun planter, om sommeren passede hun drivhuset, om efteråret konserverede hun sine afgrøder, og om vinteren ventede hun bare på, at foråret skulle komme igen.
Men Jens vidste, at bag hendes smil lå der altid en stille sorg i hendes øjne. En sorg, der ikke ville forsvinde, før hendes dybeste ønske blev opfyldt – at se den mand, hun havde ventet på hele sit liv.
Faren. Han var gået på arbejde en morgen for mange år siden og aldrig kommet hjem igen. Jens var kun fem år. Mor havde fortalt, at han den dag havde givet hende et kys på tindingen, som altid, blinket til sin søn og sagt: »Vær en dreng.« Så var han gået – uden at vide, at det var for sidste gang.
Derefter kom politianmeldelser, eftersøgninger. Familie, naboer, bekendte – alle hviskede: »Måske er han løbet fra dem?« »Har han en anden familie?« »Eller er der sket noget?« Men mor sagde altid det samme:
»Han ville ikke bare gå. Så han må være forhindret i at komme tilbage.«
Den tanke forlod ikke Jens, selv efter over 30 år. Han var sikker – faren kunne ikke have forladt dem. Bare ikke.
Efter skolen startede Jens på den tekniske skole, selvom han hemmelighed drømte om journalistik. Men han vidste, han hurtigt måtte blive selvstændig. Mor arbejdede som hospitalsmedhjælper, tog nattevagter og klagede aldrig. Selv når benene var tunge af træthed og øjnene røde af søvnløshed, sagde hun:
»Det er fint, Jens. Det skal nok gå. Bare du lærer noget.«
Så lærte han. Og om natten søgte han på nettet efter forsvundne personer, gennemgik gamle data og skrev på forummer. Håbet døde ikke – tværtimod, det blev en del af ham. Han blev stærk. Han voksede op med at vide, at i farens fravær måtte han være mors støtte.
Da han fik sit første gode arbejde, betalte han først hendes gæld, åbnede en opsparing, købte sommerhuset og sagde:
»Så, mor, nu skal du slappe af.«
Hun græd dengang, skjulte ikke tårerne. Han omfavnede hende bare og sagde:
»Du har fortjent det tusind gange. Jeg er så taknemmelig for alt, du har gjort.«
Nu drømte Jens selv om en familie. Om et hjem, der dufter af hjemmelavet suppe og friskbagt brød. Om søndage, hvor de nærmeste samles og børnene griner. Men indtil da arbejdede han hårdt. Sparrede, byggede en kapital op, så han en dag kunne starte sit eget firma. Han havde guldhænder, altid elsket at skabe ting selv.
Men i hans hjerte brændte den samme drøm – han ville finde sin far. Han ville have, at den mand en dag trådte ind i deres hjem og sagde:
»Undskyld. Jeg kunne ikke komme tilbage før.«
Og de ville forstå, tilgive, omfavne hinanden. Og endelig ville alt være rigtigt – som det burde have været.
Nogle gange overraskede Jens sig selv med at huske farens stemme. Måden, han tog ham op og sagde: »Nå, min lille kriger, skal vi flyve?« – og kastede ham i vejret. Fangede ham så fast, fast…
Den nat drømte Jens igen om faren. Denne gang stod han ved en flod, iført en gammel frakke, og kaldte på ham. Ansigtet var uklart, som gennem tåge, men øjnene – de samme, grå, dybe, kendte.
Arbejdet var stabilt, men som man siger, på en almindelig løn kommer man ikke langt, især hvis man vil starte for sig selv. Så om aftenen hjalp Jens ofte folk med computere – installerede programmer, løste problemer. På en aften kunne han nå to eller tre steder: en printer, der ikke virkede, internet der faldt ud, software, der skulle opdateres. Folk, især ældre, elskede ham – høflig, rolig, tålmodig, ikke påtrængende. Forklarede klart, påtvang dem ikke unødvendige ting.
Denne dag kom en opgave gennem en bekendt: En velhavende familie – parcelhuskvarter uden for byen, overvåget område, adgang med adgangskort. De søgte en specialist til at opsætte deres hjemmenetværk.
»Kom efter klokken seks. Fruen er hjemme og vil vise dig rundt,« fik han at vide.
Jens ankom til tiden. Vagten lukkede ham ind, og han parkerede foran et stort hus med hvide søjler og store vinduer. En kvinde i midten af 20’erne åbnede døren. Smuk – slank, sart, iført en elegant kjole.
»Er du teknikeren? Kom indenfor. Alt udstyret er i fars kontor. Han er på forretningsrejse, men ønskede, du satte netværket op i dag,« sagde hun med et blidt smil.
Jens fulgte hende gennem en lang gang. Luften duftede af noget eksklusivt. Huset var lyst, næsten klinisk rent. I stuen stod et klaver, på væggene hang malerier, bogreoler og fotos i rammer. Kontoret var præget af professionel stil: mørkt træ, en grøn skrivebordslampe, en stor skærm og en læderstol.
Jens nikkede, tog sine værktøjer frem og satte sig til computeren. Alt var som normalt, indtil hans blik faldt på et foto på væggen. Et ungt par. Kvinden i hvid kjole med blomster i håret. Manden i en grå jakkesæt, smilende. Selvom tiden havde ændret hans træk, lød en stemme i hans hoved klart og tydeligt: Det er ham. Far.
Jens rejste sig og gik tætterHans hånd rystede, da han pegede på fotografiets mand og sagde stille: »Det er min far.«
