**Journaldagbog – 14. maj**
Det var snævert!
Lærke stirrede forbløffet på beskeden i sin telefon:
*”Hej min datter. Undskyld, at jeg først skriver nu, men der var grunde til det. Din mor og jeg gik fra hinanden for længe siden, da du var tre år, så du kan sikkert ikke huske mig. Jeg vil ikke påstå, at jeg angrer eller prøver at gøre det godt igen. Jeg forlod jer for en anden kvinde, jeg elskede, og ser mig ikke som en skurk. Jeg lod din mor beholde lejligheden, betalte børnepenge – ikke meget, men nok. Jeg tror, jeg opførte mig fair.*
*Men nu til sagen. For fem år siden flyttede min nye familie og jeg til Australien, hvor vi stadig bor. Min mor, din bedstemor Gerda, ville absolut ikke med. Hun boede i sin lille lejlighed med to sammenhængende værelser. Jeg betalte hendes regninger, men for kort tid siden døde hun. Jeg kunne ikke komme hverken til afsked eller begravelse – det er for langt og dyrt, selvom vi har det godt.*
*Hun havde ingen nære familiemedlemmer tilbage, så at sælge lejligheden giver ingen mening. Det ville være for besværligt. Så vi besluttede, at du skal have den. Jeg har ordnet papirerne og sendt dem til en advokat. Din bedstemor skrev testamente, så den er din. Advokaten er allerede betalt – du skal bare dække småomkostninger. Og sørge for din bedstemors grav. Du får en hel lejlighed ud af det.*
*Håber, du bruger den fornuftigt. EN ting mere: Den er kun til dig. Din mor fik sin del – lejlighed, børnepenge – og hendes eventuelle nye mand og børn rager mig ikke. Så husk: Dette er kun dit.*
*Mange hilsner, din far, Viktor Mikkelsen.”*
Under stod advokatens kontaktoplysninger. Lærke kunne ikke vente. Hun ringede, bekræftede detaljerne, og aftalte et møde næste eftermiddag. Hun ville ikke sige noget til sin mor endnu – først måtte hun selv se, om det hele var ægte.
I mors toværelses boede også Ida – Lærkes halvsøster. Ingen anede, hvem hendes far var, ikke engang mor. Selvom Ida var tre år yngre, havde hun allerede giftet sig og fået to børn. Nu var de fire presset sammen i det større værelse, mens Lærke og mor delte det mindre soveværelse. Hvis denne lejlighed var ægte – hvor ville det være perfekt! Hun havde sparet lidt op til en udbetaling på en lejlighed. Hendes job gav nok til, at hun måske kunne klare en lille studiebolig på lånet…
Men nu gav skæbnen hende en chance! Faren havde sendt en skitse – en gammel “kasse”, to små værelser, sikkert slidt. Men hvad så? Det var da hendes eget! Mor ville ikke længere få lov at overdøve hende med fjollet tv, og børnene ville ikke skrige og rode i hendes ting. Hun kunne tage et langt, duftende bad, vandre rundt i et lille håndklæde – eller uden.
Ingen ville længere stjæle hendes mad fra køleskabet, og køkkenvasken ville ikke være fyldt med beskidte tallerkener. Om aftenen ville hun iføre sin badekåbe, brygge kaffe og arbejde på sin bærbare – hendes interiørdesigns solgte faktisk ret godt.
Og måske endelig… Lærke smilede generet. Måske kunne hun endelig få et liv! Det mindre værelse kunne være hendes soveværelse – ingen adgang. Køkkenet kunne blive hendes arbejdsplads, og stuen kunne bruges til gæster! Hun grinede, men stoppede sig selv – først måtte hun være sikker på, det hele var ægte.
Næste dag mødte hun advokaten – en middelaldrende mand i dyrt, men afslappet tøj. Han bekræftede alt, viste dokumenterne, og kørte hende til lejligheden. Den var slidt, ja, men det generede hende ikke – det kunne hun fikse.
Hun kunne få nøglerne med det samme, men han rådede hende til at vente med at flytte ind eller renovere. Skift låsen, præsentér dig for naboerne, så de ved, lejligheden har en ejer.
Nu skulle hun fortælle det til sin mor. Selvom det ville blive stramt for hende og Ida, var én person færre da en lettelse. Men moren reagerede ikke begejstret.
*”Hvorfor ordner Viktor alt gennem dig?”* spurgte hun køligt.
*”Hvad mener du? Jeg er hans datter!”*
*”Og jeg var hans kone – om end tidligere. Alt ejendomsrelateret burde gå gennem mig!”*
*”Mor, undskyld, men lejligheden var bedstemors, og hun testamenterede den til mig, fordi far ikke kan komme fra Australien for at sælge den. Der er ingen andre at bede om hjælp. Så nu er den min.”*
*”Din? Hvorfor kun din?”*
*”Fordi bedstemor kun var min. Far sagde, han efterlod dig en lejlighed og betalte børnepenge. Hvorfor skal han sørge for Ida, som ikke engang er hans? Jeg har sat mit eget liv på pause, mens Ida bare fik børn og flyttede sin mand ind. Jeg kan ikke engang have en veninde på besøg – jeg er 22, jeg har også brug for mit eget!”*
*”Ida har det heller ikke let – fire mennesker i et værelse!”*
*”Hendes valg! Hun ville ikke ofre noget, fandt en mand uden bolig, og nu har de ingen penge til at leje. Jeg ville flytte ud, men sparede op til en bolig i stedet…”*
*”Som om du nogensinde ville nå det!”* fnøs moren.
*”Nej, måske ikke. Men nu er problemet løst – jeg flytter!”*
*”Så vi skal blive her, og du tager din lejlighed alene?”*
*”Ja! Jeg skifter min andel i denne lejlighed til dig eller Ida og bor for mig selv!”*
*”Jeg tænkte, vi kunne bytte begge lejligheder til en større – én stue til os, to til Ida og børnene…”*
*”For det første får vi ikke en fireværelses for dem. For det andet er det midlertidigt. Ida vil bare få flere børn, og så er det igen for smalt. Jeg ender som før – bare i mit eget værelse!”*
*”Så lad mig flytte med dig! To værelser, et til hver!”*
*”De er sammenhængende, mor! Det bliver det samme, bare os to. Ida får hele lejligheden, og jeg skal igen høre på dit tv og ikke have gæster! Nej tak!”*
*”Men du er alene! Ida har en mand og børn!”*
*”Præcis! Jeg har ingen af delene! Ida fik et heldigt udseende, så Lasse gad bo i en fælleslejlighed. Mig? Jeg måtte kæmpe for en enkelt aften med en fyr. Gifteri? Ha! Hvem vil have en kone uden penge eller udseende? Men nu – med min egen lejlighed – kan jeg endelig finde en ordentlig mand!”*
Mor satte sig tungt ned på sofaen og stirrede tomt ind i væggen, mens Lærke tog en dyb indånding og vidste, at endelig var det tid til at begynde sit eget liv på sine egne vilkår.
